Jeg er stadig i live, jeg har alle mine lemmer i behold. Jeg lugter, fordi jeg er smurt ind i øl fra top til tå, jeg er i chok og jeg har det fantastisk. Jeg har lige set kampen Arsenal - Tottenham på en engelsk pub.
At se fodbold i England er ikke for sjov og at se engelsk fodbold i England er slet ikke for sjov. Og at se et lokalopgør mellem to engelske hold, begge fra London, i England på en engelsk pub er direkte livsfarligt.
Jeg ankom til pubben i følgeskab med inkarneret Arsenal fan (hr. Steffen Krejberg Knudsen) omkring en time inden kampens begyndelse, og allerede på dette tidspunkt var pubben ganske fyldt med trofaste fans, gerne iført Arsenal-trøjer og, kategorisk, med en fadøl i hånden - som jeg, i parantes bemærket, studsede over blev serveret i plastik glas. Det skulle snart vise sig hvorfor. Som pige og samtidig fodbold-ignorant følte jeg mig rimelig malplaceret i dette forum og måtte give fortabt overfor de uophørlige udbrud af Arsenal kampsange og smædesange. Op til kampens umiddelbare begyndelse befandt jeg mig klemt inde mellem adskillige ølvomme med tilhørende høje, højlydte og bredt gestikulerende mænd i alle aldre og etniciteter og på trods af det overvældende antal kløfter man kunne være inklineret til at drage mellem mig og dette segment følte jeg mig ret godt tilpas og kunne ikke helt undgå at blive smittet af den meget forventningsfulde atmosfære.
#Intermezzo (Smædesang til Tottenham)
"
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope,
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope,
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope and this is what he said fuck off....Who's that team they call the Arsenal? Who's that team they all adore? they're the team in red and white and they're fucking dynamite and Juande Ramos's mother is a whore...she's a whore
"
Indtil kampen begyndte kunne man knap høre sine egne tanker inde på pubben, som forøvrigt hed 'The Twelve Pins', men til sidst blev der skruet op for kommentatoren og en form for andægtig stilhed sænkede sig - dog kun indtil opstillingerne for de to hold blev vist, der naturligvis affødte en hel del diskussion i krogene. Selve kampen kan bedst beskrives som en vild rock eller punk koncert, hvis man kan forestille sig en sådan, hvor alle gængerne alle i hobe forlader arenaen i uopretteligt dystert humør.
For det skal jo ikke være nogen hemmelighed at Arsenal tabte og jo, jeg følte med alle de stakkels fans derinde der råbte og skreg og græd deraf og hvis eftermiddag og aften og måske endda hele næste uge herfra ville være ødelagt. Steffen, der undervejs i kampen førte en intens sms diskussion af kampen med sine Arsenal-frænder i København modtog umiddelbart efter Tottenhams første mål denne besked fra sin ven Tobias: "Ramsey har til gengæld. .,kpmtd.hd?g.gj"
Jeg fandt på denne måde også ud af, at når modstanderens hold scorer, udtrykker man sin ærgrelse gennem stilhed og resignation, fremfor følelsesladede udbrud. måske en form for modvillighed til at vie så meget af sin energi til modstanderne, der ikke fortjener den?
Til gengæld har jeg aldrig være vidne til så meget lykke nogensinde før, som da Arsenal udlignede i 2. halvleg. Det var her, jeg var glad for at alle øl befandt sig i plastikkrus. Uden rigtig at have ænset at der blev scoret befandt jeg mig pludselig langt væk fra Steffen og med alt for mange store, hoppende englændere rundt om mig. mens der blev skubbet og hevet i mig fra alle retninger og min fadøl fløj rundt over hovedet på mig. At redde den, var et umuligt projekt. Den var helt fyldt før målet og tom efter. Efter hvad jeg kunne bedømme var det meste landet i mit hår og resten på min kamerataske (note to self: tag aldrig kamera med igen). Det var et meget forvirrende minut at prøve at orientere sig i, og da stemningen efter et stykke tid sænkede sig til det normale niveau af begejstring og man stod dryppende af øl, var kampen for længst videre. En englænder bemærkede storgrinende til mig, at han lige før havde været ret bekymret for mig, fordi han mente at have set mit hoved nede på gulvet, mellem alle de hoppende fødder. Det virkede ikke beroligende på mig.
Den umiddelbare glæde (som jeg, som rationalist, stadig mener er overmodig når der er en hel halvleg tilbage) vendte dog hurtigt tilbage til frustration og tilråb som "break his fuckin' leg, man!" og "sort it out, sort it fuckin' out!" blev mere hyppige, og efter det sidste minuts klovnerier fra Arsenals side tømtes pubben lidt efter lidt.
Trods sejr til det forkerte hold gik jeg ganske opløftet derfra, med følelsen af at have haft en nærdødsoplevelse og mod alle odds komme fra den med alle lemmer i behold (pubben blev rent faktisk omdannet til en mosh pit, da Arsenal scorede). Derudover gik jeg derfra med, følte jeg, viden nok om fodbold, og især Arsenal, til godt at kunne bære prædikatet "fodboldfan" samt brillere indenfor fodboldverdenen med min omsiggribende nye viden. Det må komme an på en test. Jeg ved i hvert fald at Adebayor er en 5 meter høj, sort fodboldspiller, som lige er skiftet fra Arsenal til Tottenham og at han ikke er populær i sin gamle klub, hvilket jeg egentlig ikke forstår, for han er da meget lækker?
trøje efter kampen, med Guinness pletter:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar