Den store læsesal på universitetet, mest jura:
11.28.2011
En dag på læsesalen. Guest Starring: Steffen Krejberg
Den store læsesal på universitetet, mest jura:
11.27.2011
Fra Fodboldens Tempel til Juleparadiset
Endnu engang befandt jeg mig i Arsenals Tempel, The Twelve Pins, med Steffen. Sidste gang var det et lokalopgør. Det var det også denne gang. Arsenal - Fulham. Der var denne gang mindre proppet og stemningen var mere afdæmpet og man følte sig generelt meget mere tryg. Selve kampen har jeg ikke så meget at sige om. Den var faktisk ret kedelig, indtil de sidste 15 minutter som var meget spændende! Her er et eksempel på dialogen under kampen, som den udspandt sig mellem Steffen og jeg;
Mig: "Orv. Han er hurtig ham der. Hvem er det?"
Steffen: "Han hedder Walcott."
Mig: "Hvem er ham med det klamme hår?"
Steffen: "Han hedder Alexandre Song. Han spiller defensiv midtbane."
Mig: "Hvad betyder det?"
Steffen: "<forklaring, som jeg ikke kan huske>"
Mig: "nååh! ... Det er en ret kedelig kamp, hva?"
Steffen: "ja. det er det egentlig."
Mig: "Van Persie er en flot mand, synes jeg!"
Steffen: "..."
Mig:" Her er meget mere afdæmpet end da I spillede mod Tottenham. det er dejligt."
Steffen: "Ja, men nu er Tottenham og Arsenal jo også ærkerivaler. Faktisk har Tottenham et ret godt hold for tiden. Det er omkring 25 år siden de har haft så god en chance for at vinde et trofæ."
Mig: "Ej, så er det også lige før de fortjener at få lov at vinde, hva?"
Steffen: "Nej det gør de virkelig ikke på nogen måde overhovedet."
Mig: "Men det kunne være de trængte til det?"
Steffen: "Nej."
Mig: "Hov. Hvad skete der nu?"
Steffen: "Nu er der offside."
Mig: "Hvad er det?"
* * * ..... og sådan fortsatte det.
Jeg kan sagtens blive grebet af fodbold når kampen er spændende osv, men jeg har virkelig ikke meget forstand på reglerne og jeg kan ikke huske det jeg lærer om dem. Så jeg nyder mest bare stemningen, der omgiver fodboldspillet. Jeg synes det er så sjovt at stå og lide sammen med Arsenal fans'ne når det går dem dårligt, skælde ud på dommeren og klappe anerkendende sammen med resten af pubben når de laver noget godt. Også selvom jeg ikke helt forstår hvorfor.
En betragtning over pub-fodboldkulturen, jeg glemte at elaborere sidste gang jeg skrev et fodboldindlæg, er den åbenlyse religiøse stemning, der eksisterer omkring sådanne fodboldhold. Folk samles på deres faste sted, på faste dage i løbet af ugen for at tilbede disse hold. Pubben bliver til et tempel, en kirke, et helligt sted, hvor de vantro ikke må træde! Der synges så det runger - ja, der er endda en kordegn, der råber ting som resten af pubben svarer på. Præcis som med trosbekendelsen. Ind i mellem, i hårde stunder, sås hænder løftet mod himlen, mens andre foldede dem foran ansigtet i bøn. Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt det er bardisken eller storskærmen, der skal betragtes som alteret. På den ene side, er menigheden jo konstant vendt mod storskærmen, hvor religionen udspiller sig. På den anden side er baren fysisk set et alter i sin konstruktion, hvor man får Jesu Kristi blod og legeme; guinness og fish & chips. Det er et dilemma, jeg må undersøge nærmere ved lejlighed.
Efter fodboldkampen fik jeg lov at bestemme, hvad vi skulle. Vi tog derfor i Winter Wonderland i Hyde Park; et rigtigt juleparadis. det eneste der manglede var sneen! Der var adskillige boder med pandekager, vafler, varmt øl, varm kakao, te og kaffe, slik og candyfloss for ikke at nævne madboder med bratwurst, indisk og burgere med kød fra skotske kvæg. Bevægede man sig længere ind fandt man julekræmmere der solgte huer, vanter, halstørklæder, smykker, chokolade, julepynt, smukt dekorerede kagemænd alskens andet julerelateret, overflødigt og over-prized skrammel. undskyld mig. Det var selvfølgelig meget idyllisk, men jeg kunne ikke drømme om at købe noget af det. kun maden. De skotske burgere var fantastiske! Overalt, hvor man bevægede sig strømmede julemusikken fra små højtalere og elektriske lyskæder oplyste boderne. Julemandsdukker stod i alle hjørner med sække over ryggen og rakte pebermyntestænger ud i den tomme luft, med tomme blikke. Helt inderst havnede man i et paradis af lys og lyd og forlystelser! karuseller, rutschebaner, skøjtebaner, tøjdyrsboder, pariserhjul og "vælt alle disse kegler med tre bolde"-boder. over det hele. Det var rent held, at jeg havde været i julestemning hele dagen for ellers ville jeg da have løbet skrigende væk. i stedet var jeg helt lykkelig og lod mig omfavne af denne barnlige juleglæde som jeg faktisk ikke har følt i flere år. Den sidder stadig lidt i mig, og jeg tror det har noget at gøre med at være i London; Jeg har en meget romantisk idé om, hvordan England og specielt London er i julen og jeg håber ikke den kuldsejler! Jeg glæder mig sådan til sne, engelsk julemusik, slik, boder, idyl, julelys, ja sågar varmt øl (mulled ale, det bliver det næste jeg skal prøve!).
Mig: "Orv. Han er hurtig ham der. Hvem er det?"
Steffen: "Han hedder Walcott."
Mig: "Hvem er ham med det klamme hår?"
Steffen: "Han hedder Alexandre Song. Han spiller defensiv midtbane."
Mig: "Hvad betyder det?"
Steffen: "<forklaring, som jeg ikke kan huske>"
Mig: "nååh! ... Det er en ret kedelig kamp, hva?"
Steffen: "ja. det er det egentlig."
Mig: "Van Persie er en flot mand, synes jeg!"
Steffen: "..."
Mig:" Her er meget mere afdæmpet end da I spillede mod Tottenham. det er dejligt."
Steffen: "Ja, men nu er Tottenham og Arsenal jo også ærkerivaler. Faktisk har Tottenham et ret godt hold for tiden. Det er omkring 25 år siden de har haft så god en chance for at vinde et trofæ."
Mig: "Ej, så er det også lige før de fortjener at få lov at vinde, hva?"
Steffen: "Nej det gør de virkelig ikke på nogen måde overhovedet."
Mig: "Men det kunne være de trængte til det?"
Steffen: "Nej."
Mig: "Hov. Hvad skete der nu?"
Steffen: "Nu er der offside."
Mig: "Hvad er det?"
* * * ..... og sådan fortsatte det.
Jeg kan sagtens blive grebet af fodbold når kampen er spændende osv, men jeg har virkelig ikke meget forstand på reglerne og jeg kan ikke huske det jeg lærer om dem. Så jeg nyder mest bare stemningen, der omgiver fodboldspillet. Jeg synes det er så sjovt at stå og lide sammen med Arsenal fans'ne når det går dem dårligt, skælde ud på dommeren og klappe anerkendende sammen med resten af pubben når de laver noget godt. Også selvom jeg ikke helt forstår hvorfor.
En betragtning over pub-fodboldkulturen, jeg glemte at elaborere sidste gang jeg skrev et fodboldindlæg, er den åbenlyse religiøse stemning, der eksisterer omkring sådanne fodboldhold. Folk samles på deres faste sted, på faste dage i løbet af ugen for at tilbede disse hold. Pubben bliver til et tempel, en kirke, et helligt sted, hvor de vantro ikke må træde! Der synges så det runger - ja, der er endda en kordegn, der råber ting som resten af pubben svarer på. Præcis som med trosbekendelsen. Ind i mellem, i hårde stunder, sås hænder løftet mod himlen, mens andre foldede dem foran ansigtet i bøn. Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt det er bardisken eller storskærmen, der skal betragtes som alteret. På den ene side, er menigheden jo konstant vendt mod storskærmen, hvor religionen udspiller sig. På den anden side er baren fysisk set et alter i sin konstruktion, hvor man får Jesu Kristi blod og legeme; guinness og fish & chips. Det er et dilemma, jeg må undersøge nærmere ved lejlighed.
Efter fodboldkampen fik jeg lov at bestemme, hvad vi skulle. Vi tog derfor i Winter Wonderland i Hyde Park; et rigtigt juleparadis. det eneste der manglede var sneen! Der var adskillige boder med pandekager, vafler, varmt øl, varm kakao, te og kaffe, slik og candyfloss for ikke at nævne madboder med bratwurst, indisk og burgere med kød fra skotske kvæg. Bevægede man sig længere ind fandt man julekræmmere der solgte huer, vanter, halstørklæder, smykker, chokolade, julepynt, smukt dekorerede kagemænd alskens andet julerelateret, overflødigt og over-prized skrammel. undskyld mig. Det var selvfølgelig meget idyllisk, men jeg kunne ikke drømme om at købe noget af det. kun maden. De skotske burgere var fantastiske! Overalt, hvor man bevægede sig strømmede julemusikken fra små højtalere og elektriske lyskæder oplyste boderne. Julemandsdukker stod i alle hjørner med sække over ryggen og rakte pebermyntestænger ud i den tomme luft, med tomme blikke. Helt inderst havnede man i et paradis af lys og lyd og forlystelser! karuseller, rutschebaner, skøjtebaner, tøjdyrsboder, pariserhjul og "vælt alle disse kegler med tre bolde"-boder. over det hele. Det var rent held, at jeg havde været i julestemning hele dagen for ellers ville jeg da have løbet skrigende væk. i stedet var jeg helt lykkelig og lod mig omfavne af denne barnlige juleglæde som jeg faktisk ikke har følt i flere år. Den sidder stadig lidt i mig, og jeg tror det har noget at gøre med at være i London; Jeg har en meget romantisk idé om, hvordan England og specielt London er i julen og jeg håber ikke den kuldsejler! Jeg glæder mig sådan til sne, engelsk julemusik, slik, boder, idyl, julelys, ja sågar varmt øl (mulled ale, det bliver det næste jeg skal prøve!).
11.15.2011
Helt alensom og efterforladt
58 dage i London, og så skete det. Tanne forlod mig. Det tomrum jeg stod overfor i kølvandet på hendes forsvinden er stadig, den dag i dag, hårdt at mindes og svært at sætte ord på. Men jeg skal forsøge.
Fredag og lørdag lå jeg med grimmer grimmer hoste-feber-snot-syge. Kedeligt. Men så kom søndag, hvor jeg mandede mig op og tog på blomstermarked. I den forbindelse gik det op for mig, at det eneste jeg indtil da havde gjort i London uden den dejlige Missers selskab, var at gå på arbejde. Blomsterne var pæne og de duftede også pænt. Og så tog jeg bussen hjem. På vejen kom jeg forbi både Flower Pot Close og Black Boy Lane - det ville man aldrig slippe afsted med at kalde en vej derhjemme. Sindsoprivende dag.
Mandag var jeg rask igen, så jeg tog på arbejde. Til de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at jeg har fået et job ved Gyldendals Bogklubber. Dette indebærer en hel del telefonopkald og emails og et vækkeur, der ringer kl 6 om morgenen (det sidste er jeg ikke overvældende lykkelig over). Resten af ugen flyder lidt sammen i en blanding af arbejde efterfulgt af middage og tøsefnidder med Phoebe, som fortæller nogle helt fantastiske historier om helt fantastisk pigede ting. Og så har hun lært mig en sygt vammel ret : cauliflower cheese. Det er rimelig meget hvad det hedder. Snasket og lækkert.
Og nu bliver det vildt, for nu bliver det fredag. Efter arbejde tog jeg ud for at spise med nogle piger fra mit arbejde. På Brick Lane ligger der en rigtig jævn restaurant, Aladin (med ét d). De serverer ret kedelig mad, de snyder med beløbet på regningen, og tjenerne er uhøflige. Men man må medbringe sine egne drikkevarer. Dejligt sted. Efter et måltid og en flaske vin tog vi på en bar i nærheden, som jeg har været på en enkelt gang før - og det er ret fantastisk sted. Der er lysekroner og havenisser ud over det hele. Det er en gammel lejlighed i to etager, så rummene er underligt uegnede til at huse en bar, hvilket gør det hele meget mere hyggeligt. Desværre lukker de allerede kl 23 om fredagen, så vi måtte videre på en anden bar, Alibi. Alibi ligger i en kælder og bevogtes af store mænd iført store miner (altså, sådan nogen man har i ansigtet). Igen er der tale om et mærkeligt indrettet og ret fedt sted. Musikken er høj og dansabel, bartenderne ligner allesammen nogen der bruger 90% af deres tid på at samle på tegneserier fra 80'erne, og gæsterne er en flok af sjældent blandet karakter. Anyways, danse, danse, danse og så var klokken lukketid. Jeg sagde farvel til pigerne og gik min vej for at tage en bus hjem. Og det var her min aften for alvor startede.
Efter at have ventet på bussen i tyve minutter (det var koldt, jeg var træt og fuld) kom den endelig, og kørte lige forbi mig og alle de andre stakkels skæbner ved stoppestedet. Dette resulterede hurtigt i vredesudbrud og armfagter allevegne omkring mig, og to fyre så snart deres snit til at komme op at slås. Så jeg gik videre til det næste stop. Her var dejligt øde og forladt, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede tålmodigt. Efter få minutter kom en ung mand hen til mig. Han hed noget polsk og kom fra Polen. Han var 25 år og havde netop tomlet hele vejen derfra, fordi han var på flugt fra politiet (noget med hans søster, som jeg ikke forstod). Han syntes vi skulle være venner, for jeg er jo også 25. I et kort øjeblik syntes jeg det gav mening, så jeg snakkede med ham indtil den næste bus kom. Og den kørte også forbi mig. I min vrede råbte jeg lidt af min polak (bevares, jeg tror såmand han kunne bruge en god opsang), som syntes jeg var sjov, og derfor fulgte efter mig, da jeg resolut begyndte at vade i retning hjem. I takt med at vejene blev mere og mere øde, begyndte jeg at fortryde, at jeg gik alene med en ung mand (og sådan på kant med den polske lov og alt muligt), så da han skulle tisse sprang jeg ind i en taxa og kørte min vej. Taxamanden hed noget tyrkisk og kom fra Tyrkiet. I løbet af fem minutter havde vi dækket mine erfaringer med Tyrkiet (som ikke rækker vidt), og han foreslog, at hvis jeg havde lyst til at se mere af hans land, kunne vi da godt lige køre derned. Jeg afslog pænt med henvisning til taxameteret, som kørte i en helvedes fart, for der er alligevel langt til Tyrkiet. Den flinke mand bedyrede med chok i stemmen, at han ville da betale for turen. Og hvis jeg kunne lide Tyrkiet, kunne vi blive gift, og så kunne jeg passe vores hus, mens han kørte sin taxa i Ankara. Dette havde været sjovt, hvis ikke han havde ment det. Hvilket jeg ret hurtigt fandt ud af, at han gjorde. Han blev ved og ved og ved og ved og ved, og jeg måtte lyve efter bedste evne om hvordan den adresse jeg havde givet ham alligevel ikke var min private og at jeg nærmest allerede var på vej i lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Den købte han dog ikke, og ville have mit nummer. Det fik han ikke. Men så kunne han jo bare komme forbi en dag og hente mig efter arbejde? Nej tak. Men så kunne han jo lige komme med ind nu og se mit hus? Nej tak. Men så kunne han vel i det mindste få et godnatkys? Nej, uden tak. Flink mand blev til klam mand, så jeg flashede fuglen (det har Jakob lært mig at sige) og skred.
Søndag tog jeg på ægte loppemarked med Phoebe og hendes veninde Sarah, og jeg fik en masse dejlige ting - desværre ingen billeder. Jeg tager tilbage og tager nogle. Og så kom min Tanne endelig hjem, og alt er dejligt igen.
I morgen kommer Lena, og så skal vi rigtig ud at lege - dejlig dejlig hurra.
Fredag og lørdag lå jeg med grimmer grimmer hoste-feber-snot-syge. Kedeligt. Men så kom søndag, hvor jeg mandede mig op og tog på blomstermarked. I den forbindelse gik det op for mig, at det eneste jeg indtil da havde gjort i London uden den dejlige Missers selskab, var at gå på arbejde. Blomsterne var pæne og de duftede også pænt. Og så tog jeg bussen hjem. På vejen kom jeg forbi både Flower Pot Close og Black Boy Lane - det ville man aldrig slippe afsted med at kalde en vej derhjemme. Sindsoprivende dag.
Mandag var jeg rask igen, så jeg tog på arbejde. Til de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at jeg har fået et job ved Gyldendals Bogklubber. Dette indebærer en hel del telefonopkald og emails og et vækkeur, der ringer kl 6 om morgenen (det sidste er jeg ikke overvældende lykkelig over). Resten af ugen flyder lidt sammen i en blanding af arbejde efterfulgt af middage og tøsefnidder med Phoebe, som fortæller nogle helt fantastiske historier om helt fantastisk pigede ting. Og så har hun lært mig en sygt vammel ret : cauliflower cheese. Det er rimelig meget hvad det hedder. Snasket og lækkert.
Og nu bliver det vildt, for nu bliver det fredag. Efter arbejde tog jeg ud for at spise med nogle piger fra mit arbejde. På Brick Lane ligger der en rigtig jævn restaurant, Aladin (med ét d). De serverer ret kedelig mad, de snyder med beløbet på regningen, og tjenerne er uhøflige. Men man må medbringe sine egne drikkevarer. Dejligt sted. Efter et måltid og en flaske vin tog vi på en bar i nærheden, som jeg har været på en enkelt gang før - og det er ret fantastisk sted. Der er lysekroner og havenisser ud over det hele. Det er en gammel lejlighed i to etager, så rummene er underligt uegnede til at huse en bar, hvilket gør det hele meget mere hyggeligt. Desværre lukker de allerede kl 23 om fredagen, så vi måtte videre på en anden bar, Alibi. Alibi ligger i en kælder og bevogtes af store mænd iført store miner (altså, sådan nogen man har i ansigtet). Igen er der tale om et mærkeligt indrettet og ret fedt sted. Musikken er høj og dansabel, bartenderne ligner allesammen nogen der bruger 90% af deres tid på at samle på tegneserier fra 80'erne, og gæsterne er en flok af sjældent blandet karakter. Anyways, danse, danse, danse og så var klokken lukketid. Jeg sagde farvel til pigerne og gik min vej for at tage en bus hjem. Og det var her min aften for alvor startede.
Efter at have ventet på bussen i tyve minutter (det var koldt, jeg var træt og fuld) kom den endelig, og kørte lige forbi mig og alle de andre stakkels skæbner ved stoppestedet. Dette resulterede hurtigt i vredesudbrud og armfagter allevegne omkring mig, og to fyre så snart deres snit til at komme op at slås. Så jeg gik videre til det næste stop. Her var dejligt øde og forladt, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede tålmodigt. Efter få minutter kom en ung mand hen til mig. Han hed noget polsk og kom fra Polen. Han var 25 år og havde netop tomlet hele vejen derfra, fordi han var på flugt fra politiet (noget med hans søster, som jeg ikke forstod). Han syntes vi skulle være venner, for jeg er jo også 25. I et kort øjeblik syntes jeg det gav mening, så jeg snakkede med ham indtil den næste bus kom. Og den kørte også forbi mig. I min vrede råbte jeg lidt af min polak (bevares, jeg tror såmand han kunne bruge en god opsang), som syntes jeg var sjov, og derfor fulgte efter mig, da jeg resolut begyndte at vade i retning hjem. I takt med at vejene blev mere og mere øde, begyndte jeg at fortryde, at jeg gik alene med en ung mand (og sådan på kant med den polske lov og alt muligt), så da han skulle tisse sprang jeg ind i en taxa og kørte min vej. Taxamanden hed noget tyrkisk og kom fra Tyrkiet. I løbet af fem minutter havde vi dækket mine erfaringer med Tyrkiet (som ikke rækker vidt), og han foreslog, at hvis jeg havde lyst til at se mere af hans land, kunne vi da godt lige køre derned. Jeg afslog pænt med henvisning til taxameteret, som kørte i en helvedes fart, for der er alligevel langt til Tyrkiet. Den flinke mand bedyrede med chok i stemmen, at han ville da betale for turen. Og hvis jeg kunne lide Tyrkiet, kunne vi blive gift, og så kunne jeg passe vores hus, mens han kørte sin taxa i Ankara. Dette havde været sjovt, hvis ikke han havde ment det. Hvilket jeg ret hurtigt fandt ud af, at han gjorde. Han blev ved og ved og ved og ved og ved, og jeg måtte lyve efter bedste evne om hvordan den adresse jeg havde givet ham alligevel ikke var min private og at jeg nærmest allerede var på vej i lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Den købte han dog ikke, og ville have mit nummer. Det fik han ikke. Men så kunne han jo bare komme forbi en dag og hente mig efter arbejde? Nej tak. Men så kunne han jo lige komme med ind nu og se mit hus? Nej tak. Men så kunne han vel i det mindste få et godnatkys? Nej, uden tak. Flink mand blev til klam mand, så jeg flashede fuglen (det har Jakob lært mig at sige) og skred.
Søndag tog jeg på ægte loppemarked med Phoebe og hendes veninde Sarah, og jeg fik en masse dejlige ting - desværre ingen billeder. Jeg tager tilbage og tager nogle. Og så kom min Tanne endelig hjem, og alt er dejligt igen.
I morgen kommer Lena, og så skal vi rigtig ud at lege - dejlig dejlig hurra.
Abonner på:
Opslag (Atom)