10.27.2011

Skævvridningen - et politisk essay

 På UCL har vi en universitetsavis, skrevet af de studerende, som kaldes 'Pi Newspaper' (som i π). Da vi begyndte semestret var det just udkommet, og én af artiklerne var en øjenvidne beretning om én af aftenerne i 'Sommeroprøret' (the summer riots) som det kaldes herovre. Mere specifikt var det en beretning fra området omkring Kentish Town og Camden, som, ifølge twitter, var i 'oprør' den aften. Det interessante ved reportagen var dens beskrivelse af, hvordan butikkerne langs hovedgaden var smadrede og at der var tydelige tegn på tyveri. Det beskrives, hvordan der udenfor diverse telefon butikker lå åbnede mobiltelefonpakker m.v. på fortovet og hvordan supermarkedernes vinduer var smadrede og at der havde været efterfølgende indbrud.
Mig bekendt, var oprørets hovedårsag det engelske politi's drab på en civil. Det kan derfor umiddelbart synes som om oprørerne sender et lidt skizofrent signal, når de gennem oprør vil signalere deres utilfredshed med dette, samtidig med at de udnytter muligheden for, i ly af oprøret, at tilrane sig mobiltelefoner og andet. Det kan endda synes useriøst. Men som det også er blevet pointeret af både engelske og danske aviser, så har dette meget voldsomme svar på politiets handling været på vej længe. Det kunne være blevet katalyseret af alt muligt andet, netop fordi det også bunder i noget andet og mere fundamentalt, nemlig den engelske lavere middelklasse og arbejderklasses utilfredshed med det engelske 'velfærdssystem', som, føler de, hindrer dem i at forbedre deres kår og generelt ikke hjælper dem særligt meget. En kronikør i The Evening Standard (jeg ved det godt; det er bare en gratisavis, men det er den mest læste i England, og den, der er nemmest at komme i nærheden af) formulerede det på denne måde; ”People only care about behaviour if they have something to lose.” Tyveri og rov kan meget vel læses som et tegn på, at den engelske arbejderklasse i forvejen føler sig sat udenfor samfundet, og derfor heller ikke føler, at den skylder det noget.
Emily og Tom, som vi bor sammen med, forklarede mig en aften om den immobilitet som det engelske samfundssystem indbefatter og opretholder, specielt i forhold til uddannelse. Som bekendt koster det i England penge at gå i skole og tage en uddannelse. Fattige børn må gå på de billigste og dårligste skoler og rige børn kan gå på de dyre og gode skoler. Samtidig kræver de mest attraktive længerevarende uddannelser, som f.eks. lægevidenskab, at man har haft undervisning i f.eks. latin for at man kan blive optaget. Latin, græsk m.v. udbydes kun på få, meget dyre, skoler i England og det bliver derfor meget hurtigt kun børn af rige forældre, der kan komme ind på attraktive uddannelser, der samtidig er de bedst betalte, på arbejdsmarkedet.
Denne immobilitet er en af årsagerne til arbejderklassens vrede. En vrede der har eksisteret længe. Og hvordan håndterer den engelske regering så dette sommerlige vink med en vognstang om, at noget må ændres? Den har svaret med meget, meget, strenge straffe ikke kun til oprørerne, men også deres forældre, skriver førnævnte kronik i The Evening Standard; ”So many of the political responses that have been floated by the Government since the summer are about additional punishment and retribution, like the removal of benefits or housing from rioters and their parents.” Derudover er der blevet nedsat en kommission, eller et panel, der skal undersøge, hvordan oprøret kunne forekomme. (man har næsten lyst til at sætte det i gåseøjne.) Dette kommer til bl.a. at foregå ved offentlige møder i hhv. Ealing, Camden, Croydon, Harrow og Tottenham, hvor vidner og ofre til oprøret kan møde op. Derudover udspørger panelet de anholdte oprørere om deres motivation. Darra Singh, formanden for panelet, udtalte til The Evening Standard, at det var for tidligt at drage konklusioner, men at ”we know from early findings that a lack of opportunity is seen by some, particularly the young, as an important issue in London.” Ja mildest talt. En noget vag udtalelse, der meget fint understreger den engelske regerings tilsyneladende uforstående og mystificerede holdning overfor oprøret.
At regeringen står uforstående overfor oprørets fundamentale årsag, forhindrer dem ikke i at uddele strenge straffe til de anholdte. Som eksempel kan nævnes to unge mænd, der fængsles fordi de har opfordret til oprør på facebook (i deres tilfælde blev oprøret ikke engang til noget) og en kvinde, der har fået en straf på 13 måneder for at stjæle et fjernsyn. Den stramme stil føres af The Lord Chief Justice Lord Judge. The Lord Chief Justice er den højeste instans i det engelske retssystem og ”Lord Judge” er titlen og navnet på den nuværende mand, der besidder denne post. Hans families efternavn er, tilfældigvis og pudsigt nok, Judge. Det er altså ikke en underlig joke. Selv WikiPedia nævner det;
The current Lord Chief Justice is Lord Judge, who took over the role on 1 October 2008 following the promotion of Lord Phillips to the position of Senior Law Lord. In Lord Judge's case, Judge is his family's coincidental surname, not an affectation or title.
Her ser I ham: 
Hvorom alt er, så har Lord Judge udtalt, at ”Those who deliberately participate in disturbances of this magnitude causing injury, damage and fear to even the most stout-hearted of citizens, and who individually commit further crimes during the course of the riots, are committing aggravated crimes. They must be punished accordingly and the sentences should be designed to deter others.”
(I parentes bemærket, minder denne udtalelse mig om en tekst af Cesar de Beccaria som jeg lige har læst ifm. undervisning. Han skrev i 1788, at afstraffelse kun gav mening, hvis det kunne afskrække folk fra at begå forbrydelser i fremtiden. Til dette formål virkede offentlig hængning rigtig godt, mente han.) Elsker desuden også ordvalget ”stout-hearted.”
Efter forbrydelse følger straf, selvfølgelig, men straffen skal uddeles på grundlag af forbrydelsen – ikke for at udstille et skræmmeeksempel.
Desuden er denne diskussion stadig kun det overfladiske aspekt af hele problemet. Alle anholdelserne og de strenge straffe kommer ikke ind til kernen og de kommer ikke til at løse problemet, tværtimod er nærmest som at hælde benzin på bålet. Det sidste jeg læste om regeringens holdning til oprøret og deres løsningsforslag var d. 20 oktober. Det var en udtalelse fra en vis Eric Pickles (Communities Secretary, har i efterveerne fra oprøret fået ansvaret for at få ændret forholdene for 120.000 ”problemfamilier”. Det må antages at det er indenfor London området.) Hårdtarbejdende familier må aldrig igen blive efterladt bange i deres senge, har han udtalt. Han har også lovet en robust tilgang til problemet og nøgleordene er empati og forståelse samt (min oversættelse) ”en dosis 'nu bliver I nødt til at stoppe med det der'.” Han vil skabe rollemodeller i lokalsamfundene, lære arbejderklassefamilierne at få deres børn ud af døren om morgenen og lære dem værdien af en hård dags arbejde, hvilket han ikke mener de ejer. Dette udtaler han på det grundlag, at der alene i Tottenham eksisterer mange jobopslag. Derudover mener han, at folk skal lære at bruge deres fantasi. Afslutningsvist får The Evening Standard's interview også lige flettet ind, at Pickles er en meget omfangsrig mand, kendt blandt kollegerne som ”Dommeren”, samt at han er operakender og ivrig ornitolog. Og så er han Tin Tin fan. Pickles afsluttende kommentar til de folk, der har forsøgt sig med at stjæle sig til ting under oprøret er: ”There will continue to be arrests as people go through the CCTV. We are still looking at you and that plasma screen that you have been enjoying for the past few months is going to be responsible for you being caught.” sådan.
Min personlige kommentar til alt dette må være, at jeg er forbavset over at regeringen føler at de kan tillade sig at opføre sig så arrogant overfor så stor en del af den engelske befolkning og at netop den holdning som de har vist udadtil, understreger, og samtidig undgår, hele problemets kerne. Udtalelserne fra regeringen lover ikke mange løsningsforslag, og indrømmer ikke, at det er samfundsstrukturen, der burde ændres og ikke folket. Samtidig viser udtalelserne med deres arrogance og overlegenhed tydeligt, hvordan dette problem kunne komme så vidt. Samtidig må jeg indrømme, at jeg er stor fan af fredelige oprørsformer (som f.eks. den vi oplever lige nu i Westminster, mod kapitalismen) og mener, at man ikke forbedrer sin sag så meget som man forværrer den ved at smadre butikker, vinduer og sætte ild til ting.
I får en opdatering, når jeg har været til det offentlige møde i Tottenham d. 3 november!
Kærligst, Tanne
ps. jeg er noob mht. politiske skrifter. giv gerne feedback!

3 kommentarer:

  1. Ok Tanne, når nu du har bedt om feedback.

    Som jeg ser det er der to hovedpåstande i indlægget:

    1. Optøjerne skyldes en forkert social struktur.
    2. Regeringen straffer uromagerne for hårdt frem for at tale med dem om problemerne.

    Hvoraf punkt 2 jo selvfølgelig følger af punkt 1.

    Til det første vil jeg sige, at jeg ikke tror ballademagerne er så politiske. Det er ikke en politisk handling mod et socialt forkert system at stjæle plasmaskærme og iPhones. Det er individuelt tyveri. Langt de fleste af uromagerne har ikke nogen politisk agenda; de er utilpassede, laver ballade, smadrer ting fordi alle de andre gør det. Men jeg er enig med dig i (og det er lidt polemisk, for jeg tror ikke vi er enige om det følgende), at optøjerne til en vis grad skyldes en splittelse i det engelske samfund; naturligvis, man smadrer ikke almindelige menneskers liv hvis man føler en samhørighed med dem. Så det er tydeligt nok, at det er der ikke. Men man kan konstatere, at den britiske "underklasse", så vidt som man overhovedet har vesteuropæiske underklasser, ikke er stillet dårlige end andre vesteuropæiske. Til gengæld har England igennem en lang periode været vel det europæiske land med de mest markante indvandringsproblemer. Din analyse siger, det her oprør sker mellem klasser; jeg tror det sker mellem kulturer. Det er klart at der er et sammenfald, og der er mange britiske unge der går på gaden (der er sgu altid mange unge der går på gaden for hvad som helst, hvis der er oprør og ballade). I den tænkte situation at England ikke skulle have oplevet den massive indvandring, tror jeg ikke på at optøjerne ville have den karakter de har. Det er simpelthen, og her påberåber jeg mig et lidt farligt begreb, ubritisk. Man har ikke set noget lignende tidligere, heller ikke i perioder hvor der har været langt mindre social mobilitet i England. Så for kort at svare på din første påstand: Den empiriske virkelighed underbygger den ikke, men taler snarere imod.

    Til det andet: Det allerførste jeg vil sige er, at i det vestlige retssystem er det ikke, har aldrig været, bliver forhåbentlig aldrig sådan, at umoralske handlinger legitimeres af deres indre personlige årsag, heller ikke af, at man handler umoralsk sammen med et stort antal andre mennesker. Det synes jeg egentlig er nok at sige om din anden påstand.

    Så jeg er selvfølgeligt rygende uenig i dine påstande om regeringens arrogance osv. Regeringens opgave er at varetage de borgere, der lever godt og i overensstemmelse med samfundets normer. Hvorfor støtte det onde fremfor det gode? Når det så er sagt, så synes jeg dit politiske essay er fint for hvad det er, venstreorienteret offertænkning. Jeg er uenig, men andre vil sikkert synes det er lige i øjet osv. Ha' det godt :)

    SvarSlet
  2. Rasmus? hej!

    jeg tænkte nok du ville komme med feedback :) Jeg synes også du har gode argumenter; jeg ved ikke hvorvidt optøjerne er ubritiske, som du siger. Jeg tror nu ikke indvandring alene kan forklare hele problemet, jeg mener også at samfundsstrukturen har bidraget med at skabe så stor forskel mellem høj og lav. Desuden vil jeg gerne omformulere dit punkt 2 og kalde det "Regeringen straffer uromagerne for hårdt og nægter at tage sig af det virkelige problem." Men det er jo netop også fordi jeg mener, at der er noget der skal ændres.
    Og så siger du godt nok, at tyverierne er individuelle handlinger uden politisk agenda. I sammenhæng med samlede demonstrationer og optøjer på gaden, vandalisering af butikker osv, så læser jeg det altså ind i en større sammenhæng, nemlig den at det er en samfundsklasse i England, der prøver at gøre opmærksom på et stort problem, immobiliteten, i det engelske samfund. Og det kan godt være, at de ikke er stillet dårligere end i andre vesteuropæiske lande, men det giver dem ikke mindre grund til at protestere + det er en kæmpe samfundsgruppe i England OG det er evident at samfundsstrukturen gør det svært at arbejde sig op og ud.
    Til sidst må jeg lige nævne, at jeg nok her lyder lidt mere som et, med dine ord, venstreorienteret offer, end jeg har lyst til. Jeg mener ikke, at man skal feje vejen for arbejderklassen - men der må godt bare være en vej. Man kan godt gøre det nemmere for dem/give dem en reel mulighed for, at de selv kan arbejde sig til et andet og bedre vilkår.

    vi ses d. 4 :)

    SvarSlet
  3. Din analyse er ikke helt ved siden af. Spørgsmålet er om der er mennesker nok i england der ønsker at ændre det britiske klassesamfund i en mere socialdemokratisk retning som i de nordiske lande. Noget andet er at deres historie og grundlag er helt anderledes end vores. De har haft nogle industribyer med en stor arbejderklasse som vi slet ikke kender.Disse industrier findes ikke mere så de mennesker skal finde ud af at gøre noget andet. (Tage en uddannelse), men som du skriver er det ikke så ligetil derovre.

    SvarSlet