Jeg har fundet helvede på jord. Stansted Airport.
Kl er nu 03.37. Jeg har været her siden 23.36. Jeg lover jer, det her har været fire helt ufatteligt lange timer. Jeg åbnede ballet med en jagt efter en af de hårdt ombejlede siddepladser (let polstrede, plastovertrukne, voldsomt plettede sæder, der pludselig ser frygtelig tillokkende ud). Jeg vil gerne på forhånd beklage, hvis jeg i dette indlæg kommer til at tale i virtuelle tåger. Jeg er træt.
Jeg må, for fyldestgørende at kunne klarlægge den sindstilstand jeg befandt mig i ved ankomsten til lufthavnen, hellere fortælle hvordan min dag indtil videre er forløbet.
Jeg vågnede, som på alle andre hverdage, kl 06.15, da mit vækkeur på uhøflig vis mindede mig om sit eksistens. En anden fast rutine i min hverdag er blevet (i slowmotion) at føre min højre hånd hen over hovedet og installere den derpå fastgjorte pegefinger på snooze. Efter et par gange at have udført denne øvelse til topkarakter måtte jeg op. Tøj på-gåtur-tube-TescoExpress-gåtur-arbejde-gåtur-tube-gåtur-lave mad-spise-se lidt "Lost in Austen"-pakke-printe boardingkort-gåtur-tube-Stansted Express-ankomst. Alt i alt en noget havregrødslignende oplevelse.
Misser vil formentlig ikke protestere, når jeg påstår, at jeg på en normal aften efter arbejde er klar til at gå i gryden kl 19. At skulle holde mig vågen efter midnat er derfor ikke noget jeg gør med glæde. Men jeg tænkte af uransalige årsager, da jeg bestilte flybilletter hjem til Dk, at jeg da sagtens kunne flyve kl 7.00 lørdag morgen. Det jeg ikke havde tænkt igennem er, at da Victoria Line ikke kører i denne weekend, er det lettere sagt end gjort at komme til lufthavnen. Valget stod derfor mellem 3 busser og en afgang hjemmefra omkring kl 3.00 eller at tage det sidste tog fredag aften. Jeg valgte dør nr. to.
Mine damer og herrer, vi er hermed nået til det jeg egentlig ville fortælle om: Stansted Airport.
Jeg var overrasket over hvor mange mennesker, der ved min ankomst, allerede befandt sig i lufthavnen. Man kan først komme igennem sikkerhedskontrollen omkring 3.30, så vi var alle fanget i den noget trøstesløse forhal. Og det var netop her kapløbet om de usle plaststole fandt sted. De smarte var mødt op længe før mig og havde sikret sig en række med tre pladser og ingen armlæn, så de kunne ligge ned. Jeg måtte tage til takke med en almindelig plads. Lykken tilsmilede mig dog, da en ung pige forlod sine tre pladser, og dermed åbnede pladsen for mig. En plads det ikke tog mig mange øjeblikke at optage med stor fryd i sindet. Denne fryd blev dog kortvarig. Der var endnu ikke gået et halvt minut, før en sikkerhedsvagt placerede en UTROLIGT fuld mand på sædet ved siden af mig med ordene "please, sir, stay here, sleep it off!" - og det gjorde han så - op ad mig. Så jeg flyttede mig.
Næste episode var da en ung mand så satte sig ved siden af mig på min nye plads, placerede en sportstaske, mumlede noget (jeg gætter på at det var rumænsk(noget skal man jo gætte på)) og forsvandt. Efter 10 minutter tog sikkerhedsvagterne over og gennemrodede tasken, hvilket skabte utroligt stor interesse i mit sædes opland.
Herefter lykkedes det mig at generobre min liggeplads, da den meget fulde mand besluttede sig for at gå på opdagelse. Min lykke var gjort. Jeg faldt i søvn. I en time. Så kom den mærkelige rumæner tilbage og satte sig på mit hår. Det gjorde jævn nas, så jeg vågnede. Jeg var af uforklarlige årsager helt sikker på at han havde tegnet mig i hovedet med en tusch, hvilket naturligvis, i dametoilettets tisgule lys, viste sig at være noget jeg havde drømt.
Vi er nu noget til omegnen af ti minutter i tre. Jeg finder en plads på gulvet og kigger på alle de sovende mennesker. Her oplever jeg min nats højdepunkt. Ikke fordi der skete noget specielt ophidsende - jeg hyggede mig bare meget godt med at kigge på folk, der lå på gulvet og savlede om kap.
Jeg hev min computer frem og købte mig en adgang til nettet. Det viste sig desværre hurtigt at jeg ikke kan streame "Lost in Austen" (*hostLORThost*).
En flink dame oplyste mig kl 3.30 om, at nu var sikkerhedskontrollen åben. Oplevelsen af at være en af de allerførste igennem kontrollen var meget sjov, men ikke sjov nok til at det fik mig til at grine.
Nu sidder jeg så på Starbucks og drikker mig en kaffe. Klokken er 4.06. Jeg er træt. Jeg er lidt olm. Der sidder en mærkelig mand og snakker med sig selv (eller vores bord, jeg er i tvivl). Den eneste butik, der er åben, er den der sælger klamme souvenirs.
Jeg ville gerne sige mere. Nå frem til en morale. Jeg har desværre ikke kapacitet til det i denne tilstand. Tilgiv den noget uortodokse afslutning.
