Et gammelt ordsprog siger, at en god gravko ej forgår - heller ikke selvom man lader den stå ude hele vinteren. Og jeg må jo med skam i min virtuelle røst erkende, at det er netop hvad jeg har gjort. Men nu har jeg børstet støvet af skuldrene og spidset tastaturet. Gravkoen er genoplivet - omend ikke i samme form, som man tidligere kendte den, hvor Tannemisser (med meget kortere mellemrum end jeg selv) bød ind med historier fra vores engelske eventyr. Jeg vil forsøge at genoptage den stolte tradition på egen hånd (med mindre Tanne vil byde ind med anekdoter fra Aarhus?), således at de, der ønsker det, igen kan følge en smule med i min færden på den anden side af vandet, på den anden side af Jylland.
Måske situationen er til at udøve velafprøvet skrivepraksis og indlede med et lille resumé af det sidste års begivenheder; da sommeren 2012 blev skudt igang forlod Tanne mig til fordel for velkendte jagtmarker i det midtjyske og jeg stod pludselig på egne ben i det, der ellers lige var blevet velkendt og trygt - Harringay. Efter adskillige skyderier i sensommeren, mindst en million alt for lange busture til og fra arbejde og ikke mindst en højst vellykket investering i en flot, ung bankmand fra Fyn, hev jeg rødder, gulvtæpper og støvede bøger ud af hulen i det lille rækkehus og flyttede ind i en lejlighed i Greenwich. Her tog Vincens vel imod både mig og bøgerne, mens tæpperne led en grum skæbne, som til dato frembringer salte tårer i mine små blå øjne, når jeg mindes den kamp jeg kæmpede for deres overlevelse. Bortset fra det tabte tæppeslag har min indflytning dog vist sig at være intet mindre end en bragende succes.
Lejligheden deler vi med et par, Charlotte og Daniel, som tilsammen med os udgør en hård kerne af danskere i et område, der ellers er domineret af vaskeægte idyllisk og landsbyagtig stemning, krydret med en milliard million turister, der hver weekend valfarter til området for at lade sig betage af den helt utroligt kedelige meridian, der ligger i Greenwich Park og angiver nulpunktet for både tiden og min interesse. Og så ligger der forresten også et gammelt handelsskib, Cutty Sark, som jeg gætter på har sejlet en hel del whisky (?) og som folk også bliver helt vilde i kameraerne over. Men det er nu også meget flot, må jeg indrømme, og jeg vil egentlig gerne ind og se det - så næste besøgende er hermed advaret - det kommer på programmet.
Ellers tror jeg ikke, at der er så meget nyt at berette. Ikke noget af det store. Og dog. Jeg har fået en ny ven herovre, som jeg sætter meget stor pris på og hvis madvaner komplimenterer mine egne, idet han er glad for gamle grøntsager, som jeg ikke selv har lyst til at spise. Han er et æsel og han har ikke noget navn endnu, så jeg refererer indtil videre til ham som 'Æslet'. Han bor på Mudchute Farm, en lille samling indhegninger 20 minutters gang hjemmefra, som drives af frivillige. Her har de både heste, får, geder, lamaer, fugle og nogle kæmpe (jeg mener KÆMPE) svin. Det er et fantastisk sted - midt i London, med udsigt til Canary Wharf og midtbyen, men fuldstændig uforstyrret, bortset fra de besøgende, der kommer for at fodre og klappe dyrene.
Nu har jeg vist også været omkring alle de store punkter på indlæggets dagsorden. Som afslutning vil jeg fortælle, at jeg var til koncert med Tina Dickow i Union Chapel for to uger siden. Det var en god koncert. En rigtig god koncert.
Hej hej, farvel, vi ses i næste afsnit!
4.01.2013
6.26.2012
En gravko takker af
Så er det slut med mit ophold i London. Der er blevet pakket ned og sendt afsted, sagt farvel (både til mennesker og steder) og på gensyn, printet billet og alt det der. Jeg skal ud af døren om tre timer. Så er det endegyldigt. Denne sidste just forløbne og forfløjne uge har været meget i gen-besøgets tegn, dog også med plads til at nå at opdage et par flere fantastiske steder i London. Man får aldrig nok af denne by, man kan aldrig rumme den helt og den byder konstant på nye oplevelser. Det er en fryd.
De sidste 9 dage har indeholdt moderne italiensk kunst på Estorick Gallery, sommerudstillingen på Royal Academy, udflugt til Crystal Palace Park, hvor de har en lille samling dinosaurer der står og skuler på forbipasserende, afsked med smukke Hampstead Heath og badning i deres skovsøer, og et par pints på Ale&Cider House i Hampstead (anbefalelsesværdig pub!), et sidste inder-måltid på Inderen og indermæthed, en sidste tur til Polski, en tur til det smarte Maltby Street Market, hvis hipster-faktor sprænger skalaen, men det skal man heller ikke kimse ad, og hov så var Tower Bridge (eller var det London Bridge?) også lige der, så den så jeg også, tre retters menu hjemme på Boundary Rd til ære for Marie som på fuld vis fik forstuvet sin fod (og nu ærgrer sig over at den ikke ser mere maltrakteret ud end den gør, for det ville jo være sejere) med lækre flødestuvede kantareller bl.a., og (dette er næsten det vigtigtste) endelig en hjemmelavet Full English Breakfast for første gang, produceret af Emily & Tom, the pros og i går blev der sat et lækkert og fedt punktum for mit år herovre med mad på en usandsynligt god tapas restaurant og efterfølgende arrangement på the Social med novelle-oplæsning (novellen vi hørte lagde ud med sætningen: "I found his eyeball 15 minuttes before I found the rest of him..." så er stilen lagt) og psykedelisk koncert ved Sonic Boom bagefter. I får lige et par billeder:
De sidste 9 dage har indeholdt moderne italiensk kunst på Estorick Gallery, sommerudstillingen på Royal Academy, udflugt til Crystal Palace Park, hvor de har en lille samling dinosaurer der står og skuler på forbipasserende, afsked med smukke Hampstead Heath og badning i deres skovsøer, og et par pints på Ale&Cider House i Hampstead (anbefalelsesværdig pub!), et sidste inder-måltid på Inderen og indermæthed, en sidste tur til Polski, en tur til det smarte Maltby Street Market, hvis hipster-faktor sprænger skalaen, men det skal man heller ikke kimse ad, og hov så var Tower Bridge (eller var det London Bridge?) også lige der, så den så jeg også, tre retters menu hjemme på Boundary Rd til ære for Marie som på fuld vis fik forstuvet sin fod (og nu ærgrer sig over at den ikke ser mere maltrakteret ud end den gør, for det ville jo være sejere) med lækre flødestuvede kantareller bl.a., og (dette er næsten det vigtigtste) endelig en hjemmelavet Full English Breakfast for første gang, produceret af Emily & Tom, the pros og i går blev der sat et lækkert og fedt punktum for mit år herovre med mad på en usandsynligt god tapas restaurant og efterfølgende arrangement på the Social med novelle-oplæsning (novellen vi hørte lagde ud med sætningen: "I found his eyeball 15 minuttes before I found the rest of him..." så er stilen lagt) og psykedelisk koncert ved Sonic Boom bagefter. I får lige et par billeder:
Chorizo Lollypops med aioli og tempura stegte forårsløg med aioli og soya dyppelse
Et par dejlige damer på the Social (og nej, det er ikke ligesom Social Club i Århus)
Sonic Boom ville gøre sig godt på Roskilde faktisk..
De mange andre billeder fra min sidste uge bliver uploaded på facebook.
Nu står jeg tilbage med rengøringen af mit værelse, som forresten så sådan her ud indtil i forgårs, hvor jeg endelig kunne hidse mig op til at begynde at pakke ned:
Rodet fremstår ikke ligeså fantastisk som det rent faktisk var. Mit ræsonnement den sidste måned har ligesom været at når alt alligevel skulle pakkes ned kunne man lige så godt bare smide alt på gulvet og lade det ligge. Men nu er her tomt og jeg er også snart væk. Vi ses i Århus :)
5.31.2012
oouuUUH...VOoge!
Førstehåndsvidne fortæller om ugen der gik, da London fik besøg af Line Blach Kobberøe og Ane Liebing Bjørndal.
Så kom Line og Ane endelig til London. Line lidt før Ane. Nedenstående er en fyldig rapport over både små og store ting, vigtige som uvigtige ting, skandaløse ting, fjollede ting og hyggelige ting.
Tirsdag, Line ankommer:
Omsider kunne jeg tage imod en smilende og evigt hårbåndsbeklædt Line på Baker Street. Efter et (næsten) tårevædet gensyn (50% lykkeligt pigekrammeri, 50% awesomeness) tog vi på en casual tapasbar ved Exmouth Market, hvor vi fik lidt lækkert mad og en mojito med sherry i. Herefter begav vi os ud til den nyligt åbnede Bauhaus udstilling i den fantastiske Barbican bygning - Line tilbedte både udstillingen og bygningen og blev efterfølgende sluppet løs (i retrospekt, tænker jeg, det måske var ufornuftigt) i udstillingens souvenirshop. Hun havde det ganske som et barn i en slikbutik. Vi drog derefter mod Turnpike Lane og gik på den lokale inder, hvor Marie ventede os og vi spiste os igennem et festmåltid af indiske specialiteter og blev inder-mætte. Aftenen endte lykkeligt og halvsnaldret for alles vedkommende (30% post-dinner-sløvhed, 30% Kronenbourg og 40% Sladder).
Onsdag, sol:
På den eneste lovede solskinsdag under Lines besøg spenderede vi formiddagen i Hampstead Heath på et tæppe på en bakke med udsigt over den vidtstrakte park og hele London. Der lå vi og nød livet blandet ca. 1 million hundeluftere og ca. 10 gange så mange hunde (Line: "HUNNIIII!!!") og ligeså mange racer.
Derefter vandrede vi gennem mere park mod Highgate (Line fik næsten et hjertestop over hvad der måske var en rotte, der løb over stien foran os, men som også kunne have været et afpillet egern) kvarteret og besøgte den smukke og gamle Highgate Cemetery, hvor vi tog tilløb til at gøre grin med Karl Marx (Line: "den gamle Karl") med Jakob Ruggaard i tankerne - dog uden at turde i sidste ende, pga. mængden af beundrende amerikanske turister. Highgate kvarteret og kirkegården er fantastisk.
Herefter tog vi bussen ind til Trafalgar Sq. (tjek!) og tuben til St. Pauls (tjek!) og gik så over Millennium Broen (der, går jeg ud fra, har fået navnet fordi det er årtusindets grimmeste bro) hvor Line var ved at få sit andet hjerteanfald den dag (det er hårdt at se på grimme ting), der dog blev opvejet af det imposante Tate Modern på den anden side af Themsen, som vi også besøgte fordi Line ikke havde været der før (tjek!). Fik kaffe og kage i caféen, gik gennem Southwark på vej hjem. smukt. Efter endt aftensmad hjemme ville Line og jeg, som de grundige researchere vi er, tage forsmag på Londons natteliv og udforske Dalstons barer inden Anes ankomst. Den nat var ca. 30% øl, 30% shots, resten: salige Roskilde-minder og længsel.
Torsdag, tømmermænd:
Uforudset hårde tømmermænd bad os at blive i sengen torsdag og se film (Læs: jeg viser Line film, som jeg synes hun skal se, mens Line selv stirrer med glasagtige øjne på skærmen uden at være i stand til at omsætte handlingerne på skærmen til noget blivende udtryk på nethinden.) Da Line gerne ville give mig en god middag i fødselsdagsgave (tak Line!) og tømmermændene aftog hen ved aften besøgte vi the Duke of Cambridge og fik muller til forret og hhv. lam og laks til hovedret. Derefter et par veltillavede cocktails på det lækre Colebrooke Row 69, akkompagneret af live pianomusik og så hjem i seng og være friske til Anes ankomst (100% galskab) dagen efter.
Fredag, OMG:
Ane ankommer og vi er alle lykkelige. Efter de første to timer, har vi allerede formået at kværne et par gigantiske pizzaer og et par pints i øst og Ane har tisset ved højlys dag og på åben gade bag en parkeret bil OG gjort det til sin mission at efterabe Line's (meget) britiske accent. Der høres jævnlige "oouuUUH VOoge" omme fra Ane. stilen er lagt. Vi tager hjem og hviler os, så vi kan være friske til at være fulde og dumme i byen senere. Dagens første højdepunkt opstår da Phoebe, min housemate, banker på min dør og bekendtgør at hendes kæreste lige har skrevet til hende og fortalt, at han har hængt ud med Robert "Edward" Pattinson den samme dag. Mens jeg får hjertebanken siger jeg at hun bliver nødt til at fortælle det til Line og Ane i køkkenet asap. Der går ikke mere end 20 sekunder før jeg hører highpitchede pigeskrig og eksalterede udbrud og jeg kommer ned til en storsmilende (og VANTRO) Line og en koldsvedende Ane (100% fan-hysteria). So near and yet so far. Pattinson havde åbenbart været forbi den skate-shop (Edward skater?!) hvor Phoebes kæreste arbejder og han havde angiveligt undervist Robert i at skate, indtil det viste sig at han havde overdrevet og at de egentlig bare havde sagt hej til hinanden.
Aftenens festligheder er imidlertid ikke overstået - hele aftenen bliver faktisk udlevet i ekstremernes skær, ekstremer af enhver art. Line, Ane og jeg møder en ekstremt fuld og glad Marie i Shoreditch, sammen med ekstremt mange mennesker fra hendes arbejde, som dog hurtigt forsvinder undtaget to fyre, der viser os en bar, som de imidlertid ikke vil med ind på (indsæt selv undskyldning/søforklaring). De havde allerede her regnet ud, hvad de havde med at gøre. Baren passede ekstremt godt til vores humør den aften (100 % SATC) og de ekstremt flirtende 'Cocktail'-agtige bartendere lavede (oouuUUH VOoge) ... anstændigt gode cocktails og shots til os. Ane er måske den af os der var mest ekstremt glad for at være derinde, men vi ender alle sammen med at have snakket med utroligt mange mennesker og have lært mændene at sige vulgære danske sætninger, som ikke bliver gengivet herinde. Aftenen ender med at Marie bliver pudset på Ryan Gosling look-a-like og at Ane vandrer rundt alene på dansegulvet og danser "sexy-dans" mens hun prøver at overbevise resten af dansegulvet om at der mega fedt at danse alene, og et par gange løber hen til mig og Line og råber "FUCK DET ER SJOVT DET HER...jamen altså, det er jo MEGA FEDT. FUCK DET ER FEDT ALTSÅ" og forsvinder igen. Da vi endelig tager hjem, er Ane blevet bevidstløs, bortset fra når hun føler det nødvendigt at sige at hun er fuld (jo tak) eller er sulten eller vil hjem.
Lørdag, tømmermænd:
Lørdag er reserveret til det obligatoriske og religiøse besøg på Broadway Market og vi får da også med noget besvær stablet os selv på benene - mens Ane, der ligner noget der er blevet kørt over og efterladt i en rendesten, kommer til bevidsthed modtager jeg denne besked fra Marie nedenunder: "mit hoved banker med kraften af hele mc hammers repertoire og mit svælg er så tørt at Sahara ligner et kæmpe soppebasin til sammenligning. Mine ben er lammet og jeg har mistet synet. Bring mig vand, kælling!" Altså, op og i gang. Turen ud til markedet er pinefuld, Ane bedyrer at hun umuligt kan gå hurtigere end hun gør, hvilket kan sammenlignes med den fart en 90-årig med rollator ville skyde op af en kategori 1 stigning på Mont Ventoux. Efter ankomsten helbredes vi alle stille og roligt og om ikke Line og jeg bliver spottet af to små japanere, der vil tage billede af os til det japanske Elle magazine! Efter anstrengelsen af at skulle prøve at stå stille uden at svaje, så de kunne tage billeder af os, virker udfordringen at skulle svare på hvem der er vores "fashion icon" (line svarer "myself"), og hvad vi tror bliver det vigtigste nye item at have til sommer (oouuUUH VOoge), helt uoverskuelig. Vi flygter hurtigst muligt ud i parken med vores varme burgere, risotto, friskpresset æblejuice og cheesecakes.
Hjemme igen, nu med 4 liter cola og chips, bygger vi rede inde i tv-rummet hvor vi rekreerer til dårlige 90er film og stort anlagte Hollywood dramaer og Line formår at give sig selv en fiber-sprængning (siger hun).
Søndag, turister:
Nogenlunde reduceret til normalen igen begiver vi os ud til Wapping området, hvor vi spiser frokost på en hyggelig pub lige ud til Themsen. Dernæst gør vi kaffe-ophold ved Parliament og går ned af Downing St., hvor der udenfor nr. 10 står en idiotisk mand og svinger med en computer i den ene hånd og råber ind i en trafik-kegle med en anden af de to, meget barsk udseende, politimænd, der bevogter indgangen (bag ved porten er adskilligt flere med maskingeværer placeret, bevares). En del turister er stoppet op og betragter optrinnet nysgerrigt. Vi bliver også stående, på afstand, og iagttager hvordan der inden for to minutter først kommer 4 motorcykelkørende politimænd fræsende med 200 km i timen ned ad gaden og stopper foran no. 10, derefter kommer en alm. politibil til og kort derefter et salatfad. Og idioten med trafikkeglen står stadig og råber, nu omringet af politi.
Vi går gennem St. James park og Line er begejstret for faunaen og vi kigger på gulbenede rødnæbber og grønbenede røvhøner, hætte-ænder, og racer-ænder. og egern, naturligvis. Buckingham palads blev også besigtiget, selvom pladsen var næsten forsvundet under den store konstruktion af tilskuerpladser, der bliver stillet op til Diamantjubilæet i næste uge (Dronningen holder stor koncert). Line morede sig gevaldigt over garderne.
Mandag, kultur:
Mandag morgen lægger umiddelbart rigtig dårligt ud - krisen rammer umiddelbart efter morgenmaden, da Ane finder ud af at hun ikke kan checke ind til sit fly hjem, fordi billetten er blevet købt til den forkert måned, altså juni i stedet for maj. Ironisk og tragikomisk er det, at noget af det første Line fortalte mig, da vi mødtes på Baker st. var at hun havde været nødt til at købe en ny billet hjem, fordi hun havde købt billet til juni (også). Mens en opløst Ane forsøger at komme i kontakt med sin mor haster Line og jeg op til Polski, vores kioskmand, og køber cigaretter til en hårdt trængende Ane. Omsider får Ane købt en ny billet og vi kommer ud af døren.
Mandag er galleri dag. Det nyåbnede Photographers Gallery viser i øjeblikket Edward Burtynsky, med udstillingen 'OIL' som er intet mindre end fantastisk. Og selve galleriet er også blevet fantastisk, efter at have været lukket i 18 måneder for at blive bygget om og få bygget til. Saatchi Gallery er også altid et besøg værd og i deres butik finder vi alskens sjove optiske legetøj - og Ane, hvis nye hobby er fotografi, investerer i farvefiltre og kalejdoskopfilter og er så begejstret da hun kommer ud at hun ikke kan lave andet end at tage billeder af Line og mig og gentagne gange udbryder "EJ, jeg er SÅ GLAD. DET ER SÅ GODT DET HER. ej men er det ikke godt? JEG ER SÅ GLAD!" Ane er glad igen og dagen har været god. Det er også sidste dag, så vi spiser på Breakfast Club i Soho med Marie om aftenen.
Senere pakkes der, hygges og midt om natten drager Ane og Line af sted mod lufthavnen, nu med billetter til den rigtige afgang (100% vemod).
Tak for besøget damer, det var vidunderligt!
Så kom Line og Ane endelig til London. Line lidt før Ane. Nedenstående er en fyldig rapport over både små og store ting, vigtige som uvigtige ting, skandaløse ting, fjollede ting og hyggelige ting.
Tirsdag, Line ankommer:
Omsider kunne jeg tage imod en smilende og evigt hårbåndsbeklædt Line på Baker Street. Efter et (næsten) tårevædet gensyn (50% lykkeligt pigekrammeri, 50% awesomeness) tog vi på en casual tapasbar ved Exmouth Market, hvor vi fik lidt lækkert mad og en mojito med sherry i. Herefter begav vi os ud til den nyligt åbnede Bauhaus udstilling i den fantastiske Barbican bygning - Line tilbedte både udstillingen og bygningen og blev efterfølgende sluppet løs (i retrospekt, tænker jeg, det måske var ufornuftigt) i udstillingens souvenirshop. Hun havde det ganske som et barn i en slikbutik. Vi drog derefter mod Turnpike Lane og gik på den lokale inder, hvor Marie ventede os og vi spiste os igennem et festmåltid af indiske specialiteter og blev inder-mætte. Aftenen endte lykkeligt og halvsnaldret for alles vedkommende (30% post-dinner-sløvhed, 30% Kronenbourg og 40% Sladder).
My Bauhaus is better than yours
Onsdag, sol:
På den eneste lovede solskinsdag under Lines besøg spenderede vi formiddagen i Hampstead Heath på et tæppe på en bakke med udsigt over den vidtstrakte park og hele London. Der lå vi og nød livet blandet ca. 1 million hundeluftere og ca. 10 gange så mange hunde (Line: "HUNNIIII!!!") og ligeså mange racer.
Derefter vandrede vi gennem mere park mod Highgate (Line fik næsten et hjertestop over hvad der måske var en rotte, der løb over stien foran os, men som også kunne have været et afpillet egern) kvarteret og besøgte den smukke og gamle Highgate Cemetery, hvor vi tog tilløb til at gøre grin med Karl Marx (Line: "den gamle Karl") med Jakob Ruggaard i tankerne - dog uden at turde i sidste ende, pga. mængden af beundrende amerikanske turister. Highgate kvarteret og kirkegården er fantastisk.
Herefter tog vi bussen ind til Trafalgar Sq. (tjek!) og tuben til St. Pauls (tjek!) og gik så over Millennium Broen (der, går jeg ud fra, har fået navnet fordi det er årtusindets grimmeste bro) hvor Line var ved at få sit andet hjerteanfald den dag (det er hårdt at se på grimme ting), der dog blev opvejet af det imposante Tate Modern på den anden side af Themsen, som vi også besøgte fordi Line ikke havde været der før (tjek!). Fik kaffe og kage i caféen, gik gennem Southwark på vej hjem. smukt. Efter endt aftensmad hjemme ville Line og jeg, som de grundige researchere vi er, tage forsmag på Londons natteliv og udforske Dalstons barer inden Anes ankomst. Den nat var ca. 30% øl, 30% shots, resten: salige Roskilde-minder og længsel.
hampstead heath!
Den grimmeste bro
Torsdag, tømmermænd:
Uforudset hårde tømmermænd bad os at blive i sengen torsdag og se film (Læs: jeg viser Line film, som jeg synes hun skal se, mens Line selv stirrer med glasagtige øjne på skærmen uden at være i stand til at omsætte handlingerne på skærmen til noget blivende udtryk på nethinden.) Da Line gerne ville give mig en god middag i fødselsdagsgave (tak Line!) og tømmermændene aftog hen ved aften besøgte vi the Duke of Cambridge og fik muller til forret og hhv. lam og laks til hovedret. Derefter et par veltillavede cocktails på det lækre Colebrooke Row 69, akkompagneret af live pianomusik og så hjem i seng og være friske til Anes ankomst (100% galskab) dagen efter.
muller
Fredag, OMG:
Ane ankommer og vi er alle lykkelige. Efter de første to timer, har vi allerede formået at kværne et par gigantiske pizzaer og et par pints i øst og Ane har tisset ved højlys dag og på åben gade bag en parkeret bil OG gjort det til sin mission at efterabe Line's (meget) britiske accent. Der høres jævnlige "oouuUUH VOoge" omme fra Ane. stilen er lagt. Vi tager hjem og hviler os, så vi kan være friske til at være fulde og dumme i byen senere. Dagens første højdepunkt opstår da Phoebe, min housemate, banker på min dør og bekendtgør at hendes kæreste lige har skrevet til hende og fortalt, at han har hængt ud med Robert "Edward" Pattinson den samme dag. Mens jeg får hjertebanken siger jeg at hun bliver nødt til at fortælle det til Line og Ane i køkkenet asap. Der går ikke mere end 20 sekunder før jeg hører highpitchede pigeskrig og eksalterede udbrud og jeg kommer ned til en storsmilende (og VANTRO) Line og en koldsvedende Ane (100% fan-hysteria). So near and yet so far. Pattinson havde åbenbart været forbi den skate-shop (Edward skater?!) hvor Phoebes kæreste arbejder og han havde angiveligt undervist Robert i at skate, indtil det viste sig at han havde overdrevet og at de egentlig bare havde sagt hej til hinanden.
Aftenens festligheder er imidlertid ikke overstået - hele aftenen bliver faktisk udlevet i ekstremernes skær, ekstremer af enhver art. Line, Ane og jeg møder en ekstremt fuld og glad Marie i Shoreditch, sammen med ekstremt mange mennesker fra hendes arbejde, som dog hurtigt forsvinder undtaget to fyre, der viser os en bar, som de imidlertid ikke vil med ind på (indsæt selv undskyldning/søforklaring). De havde allerede her regnet ud, hvad de havde med at gøre. Baren passede ekstremt godt til vores humør den aften (100 % SATC) og de ekstremt flirtende 'Cocktail'-agtige bartendere lavede (oouuUUH VOoge) ... anstændigt gode cocktails og shots til os. Ane er måske den af os der var mest ekstremt glad for at være derinde, men vi ender alle sammen med at have snakket med utroligt mange mennesker og have lært mændene at sige vulgære danske sætninger, som ikke bliver gengivet herinde. Aftenen ender med at Marie bliver pudset på Ryan Gosling look-a-like og at Ane vandrer rundt alene på dansegulvet og danser "sexy-dans" mens hun prøver at overbevise resten af dansegulvet om at der mega fedt at danse alene, og et par gange løber hen til mig og Line og råber "FUCK DET ER SJOVT DET HER...jamen altså, det er jo MEGA FEDT. FUCK DET ER FEDT ALTSÅ" og forsvinder igen. Da vi endelig tager hjem, er Ane blevet bevidstløs, bortset fra når hun føler det nødvendigt at sige at hun er fuld (jo tak) eller er sulten eller vil hjem.
Ane og Line : )
Lørdag, tømmermænd:
Lørdag er reserveret til det obligatoriske og religiøse besøg på Broadway Market og vi får da også med noget besvær stablet os selv på benene - mens Ane, der ligner noget der er blevet kørt over og efterladt i en rendesten, kommer til bevidsthed modtager jeg denne besked fra Marie nedenunder: "mit hoved banker med kraften af hele mc hammers repertoire og mit svælg er så tørt at Sahara ligner et kæmpe soppebasin til sammenligning. Mine ben er lammet og jeg har mistet synet. Bring mig vand, kælling!" Altså, op og i gang. Turen ud til markedet er pinefuld, Ane bedyrer at hun umuligt kan gå hurtigere end hun gør, hvilket kan sammenlignes med den fart en 90-årig med rollator ville skyde op af en kategori 1 stigning på Mont Ventoux. Efter ankomsten helbredes vi alle stille og roligt og om ikke Line og jeg bliver spottet af to små japanere, der vil tage billede af os til det japanske Elle magazine! Efter anstrengelsen af at skulle prøve at stå stille uden at svaje, så de kunne tage billeder af os, virker udfordringen at skulle svare på hvem der er vores "fashion icon" (line svarer "myself"), og hvad vi tror bliver det vigtigste nye item at have til sommer (oouuUUH VOoge), helt uoverskuelig. Vi flygter hurtigst muligt ud i parken med vores varme burgere, risotto, friskpresset æblejuice og cheesecakes.
Hjemme igen, nu med 4 liter cola og chips, bygger vi rede inde i tv-rummet hvor vi rekreerer til dårlige 90er film og stort anlagte Hollywood dramaer og Line formår at give sig selv en fiber-sprængning (siger hun).
Line og tømmermænd
Tanne og tømmermænd
Marie og tømmermænd og risotto
Ane og tømmermænd
Søndag, turister:
Nogenlunde reduceret til normalen igen begiver vi os ud til Wapping området, hvor vi spiser frokost på en hyggelig pub lige ud til Themsen. Dernæst gør vi kaffe-ophold ved Parliament og går ned af Downing St., hvor der udenfor nr. 10 står en idiotisk mand og svinger med en computer i den ene hånd og råber ind i en trafik-kegle med en anden af de to, meget barsk udseende, politimænd, der bevogter indgangen (bag ved porten er adskilligt flere med maskingeværer placeret, bevares). En del turister er stoppet op og betragter optrinnet nysgerrigt. Vi bliver også stående, på afstand, og iagttager hvordan der inden for to minutter først kommer 4 motorcykelkørende politimænd fræsende med 200 km i timen ned ad gaden og stopper foran no. 10, derefter kommer en alm. politibil til og kort derefter et salatfad. Og idioten med trafikkeglen står stadig og råber, nu omringet af politi.
Vi går gennem St. James park og Line er begejstret for faunaen og vi kigger på gulbenede rødnæbber og grønbenede røvhøner, hætte-ænder, og racer-ænder. og egern, naturligvis. Buckingham palads blev også besigtiget, selvom pladsen var næsten forsvundet under den store konstruktion af tilskuerpladser, der bliver stillet op til Diamantjubilæet i næste uge (Dronningen holder stor koncert). Line morede sig gevaldigt over garderne.
tre piger i en telefonboks
Mandag, kultur:
Mandag morgen lægger umiddelbart rigtig dårligt ud - krisen rammer umiddelbart efter morgenmaden, da Ane finder ud af at hun ikke kan checke ind til sit fly hjem, fordi billetten er blevet købt til den forkert måned, altså juni i stedet for maj. Ironisk og tragikomisk er det, at noget af det første Line fortalte mig, da vi mødtes på Baker st. var at hun havde været nødt til at købe en ny billet hjem, fordi hun havde købt billet til juni (også). Mens en opløst Ane forsøger at komme i kontakt med sin mor haster Line og jeg op til Polski, vores kioskmand, og køber cigaretter til en hårdt trængende Ane. Omsider får Ane købt en ny billet og vi kommer ud af døren.
Mandag er galleri dag. Det nyåbnede Photographers Gallery viser i øjeblikket Edward Burtynsky, med udstillingen 'OIL' som er intet mindre end fantastisk. Og selve galleriet er også blevet fantastisk, efter at have været lukket i 18 måneder for at blive bygget om og få bygget til. Saatchi Gallery er også altid et besøg værd og i deres butik finder vi alskens sjove optiske legetøj - og Ane, hvis nye hobby er fotografi, investerer i farvefiltre og kalejdoskopfilter og er så begejstret da hun kommer ud at hun ikke kan lave andet end at tage billeder af Line og mig og gentagne gange udbryder "EJ, jeg er SÅ GLAD. DET ER SÅ GODT DET HER. ej men er det ikke godt? JEG ER SÅ GLAD!" Ane er glad igen og dagen har været god. Det er også sidste dag, så vi spiser på Breakfast Club i Soho med Marie om aftenen.
Senere pakkes der, hygges og midt om natten drager Ane og Line af sted mod lufthavnen, nu med billetter til den rigtige afgang (100% vemod).
ude foran Photographers Gallery
Line laver farligt ansigt
Tak for besøget damer, det var vidunderligt!
Codenames Lis, Betinna, Suzanne og Randi træder af
(Alle billeder fra turen kan ses på facebook)
5.14.2012
En vemodig forventningens glæde og akkumulerede tanker om det engelske uddannelsessystem
Tiden da jeg skal til at hjem nærmer sig så småt. En flybillet til d. 26. juni er købt. Og der er så meget jeg gerne vil nå inden da.
Jeg havde for nyligt fødselsdag og i den anledning fint besøg fra Danmark; Steffen, mine forældre og min onkel. Det var en dejlig forlænget weekend og skønt at kunne vise dem rundt i "mit" London og samtidig se nogle nye steder. Vi spiste lækker mad på min fødselsdag og hørte dejlig musik. Det var en dejlig, men for nogen også strabadserende, tur; kan det passe at jeg så et flygtigt udtryk af lettelse i ansigtet på mine forældre, da de endelig stod i lufthavnen og skulle hjem? Jeg bebrejder dem ikke: London er en intens by, med lange afstande og når man så oven i købet må bo på hotellet fra helvede i rummet med den gloende radiator og ingen gulvplads (men til gengæld med en masse overflødige møbler over det hele) så er det okay at glæde sig til at komme hjem til sit hjem. Jeg har desværre ikke rigtig nogen billeder fra besøget, undtagen dette:
Jeg tillod mig at holde kamera-fri og overlod det til min mor at dokumentere det hele. De billeder kan ses her: https://picasaweb.google.com/
Derudover havde jeg min sidste eksamen d. 9. maj og har nu sommerferie. Det bliver godt 4 måneders sommerferie til mig i år, hvis jeg begynder på kandidaten til september. Nåja, jeg har også afleveret min bacheloropgave for nyligt. tak tak. Jeg er faktisk fuldstændig færdig med UCL. Det har været et rigtig godt år herovre og det har været spændende at få indblik i det engelske uddannelsessystem og niveauet på universiteterne - som har vist sig at være en del lavere (nu kan jeg kun måle ud fra UCL, som eftersigende skulle være et top 3 universitet) end niveauet på AU (tro det eller ej). De har dog mange spændende gæsteforelæsninger - jeg selv har kun været til to; Kristine M. Korsgaard, Kant-filosof fra Harvard og Jean-Michel Rabaté, professor i litteratur fra University of Pennsylvania. Begge meget spændende forelæsninger.
Jeg misunder til gengæld ikke rigtigt engelske studerende og deres uddannelsessystem. At tage en universitetsuddannelse i England er utroligt dyrt. For et par år siden kostede det måske omkring £1,500 om året i tuition fees, dvs. £4,500 for 3 år, dvs. ca. 40.500,00 kr. Fra og med i år har de fleste engelske universiteter, inklusive UCL sat deres årlige tuition fee op til omkring £9,000 om året, dvs. £27,000 for 3 år, dvs. 243.000,00 kr. Da det samtidigt er utroligt dyrt at bo i London havner de fleste studerende med en helt enormt stor studiegæld, når de er uddannede; omkring £57,658 (eller omkring 500.000,00 kr.) når de tre år er gennemført (en måling udført at universitetsavisen). Mange studerende arbejder derfor rigtig meget ved siden af deres studie, hvilket ikke er optimalt, og de fleste til normallønnen på omkring £5-6 i timen (50-60 kr.). Amerikanerne sender deres børn herover i stor stil - de kan nemlig spare penge på at lade deres barn tage et eller to semestre i England, da de amerikanske skoler er endnu dyrere. England ligger faktisk kun nr. 3 på listen over lande med de dyreste uddannelser. Korea er nr. 2, USA nr. 1.
Der har været utroligt mange protester fra engelske studerende over de stigende uddannelsesomkostninger og f.eks. UCLs rektor/dekan/provost Malcolm Grant har været ved at miste sin trone over en studenterafstemning om at gennemføre et mistillidsvotum mod ham; både pga. hans beslutning om at hæve prisen på UCL til £9,000 pr. år, men også fordi han er blevet formand for NHS Commissioning Board (National Health Service) hvilket mange tolker som at han vil nedprioritere sit arbejde på UCL. I universitetsavisen var der op til valget megen debat for og imod Malcolm Grant som provost. Dem der var imod pegede på at han umuligt vil være i stand til både at varetage ansvaret for UCL og NHS, mens dem, der var for, argumenterede at Grant har gjort UCL til det det er: et universitet med store midler til rådighed indenfor de nyeste forskningsområder og som har øget antallet af uddelte stipendiater, tilstud osv. til trængende studerende. De understreger også, at formålet med at hæve uddannelsesudgifterne til £9,000 om året er at skaffe flere penge til stipendiater til underbemidlede studerende; Grant har udtalt at målet er at bruge 30 % af de penge der indtjenes ved at hæve udgifterne, på at hjælpe underbemidlede studerende ind på UCL. Dette har så igen skabt sure miner andre steder, da det jo betyder at mange af de mere velstillede studerende og deres familier betaler for de underbemidledes uddannelse. Et slags Robin Hood-trick. Et flertal stemte dog for at beholde ham som provost. Grant tjener desuden selv næsten £400,000 om året, mens premierministeren kun tjener £142,000 om året (ifølge universitetsavisen). Jeg har ikke selv så stærke holdninger til, om Grant skulle blive eller ej, selvom jeg synes at uddannelsens pris er helt grotesk høj. Det virker som om UCL virkelig er førende mht. ny, naturvidenskabelig forskning og bidrager med rigtig meget på det punkt, hvilket jo er rigtig godt - men det virker også som om det som så mange andre universiteter samtidig underprioriterer de humanistiske uddannelser, hvorfor kvaliteten og niveauet af undervisningen dér lider en smule. Det er i hvert fald det indtryk en udvekslingsstuderende som jeg kommer hjem med, efter at have gennemført et år med fag på deres humanistiske fakultet.
Men livet som studerende er som sagt ovre og sommerferien begyndt. I morgen får jeg min kære Line på besøg og om nogle dage også Ane (og denne gang skal jeg huske at tage billeder)...derefter skal jeg vidst bare suge så meget London til mig som overhovedet muligt før jeg vender hjem til Århus.
Jeg havde for nyligt fødselsdag og i den anledning fint besøg fra Danmark; Steffen, mine forældre og min onkel. Det var en dejlig forlænget weekend og skønt at kunne vise dem rundt i "mit" London og samtidig se nogle nye steder. Vi spiste lækker mad på min fødselsdag og hørte dejlig musik. Det var en dejlig, men for nogen også strabadserende, tur; kan det passe at jeg så et flygtigt udtryk af lettelse i ansigtet på mine forældre, da de endelig stod i lufthavnen og skulle hjem? Jeg bebrejder dem ikke: London er en intens by, med lange afstande og når man så oven i købet må bo på hotellet fra helvede i rummet med den gloende radiator og ingen gulvplads (men til gengæld med en masse overflødige møbler over det hele) så er det okay at glæde sig til at komme hjem til sit hjem. Jeg har desværre ikke rigtig nogen billeder fra besøget, undtagen dette:
Jeg tillod mig at holde kamera-fri og overlod det til min mor at dokumentere det hele. De billeder kan ses her: https://picasaweb.google.com/
Derudover havde jeg min sidste eksamen d. 9. maj og har nu sommerferie. Det bliver godt 4 måneders sommerferie til mig i år, hvis jeg begynder på kandidaten til september. Nåja, jeg har også afleveret min bacheloropgave for nyligt. tak tak. Jeg er faktisk fuldstændig færdig med UCL. Det har været et rigtig godt år herovre og det har været spændende at få indblik i det engelske uddannelsessystem og niveauet på universiteterne - som har vist sig at være en del lavere (nu kan jeg kun måle ud fra UCL, som eftersigende skulle være et top 3 universitet) end niveauet på AU (tro det eller ej). De har dog mange spændende gæsteforelæsninger - jeg selv har kun været til to; Kristine M. Korsgaard, Kant-filosof fra Harvard og Jean-Michel Rabaté, professor i litteratur fra University of Pennsylvania. Begge meget spændende forelæsninger.
Jeg misunder til gengæld ikke rigtigt engelske studerende og deres uddannelsessystem. At tage en universitetsuddannelse i England er utroligt dyrt. For et par år siden kostede det måske omkring £1,500 om året i tuition fees, dvs. £4,500 for 3 år, dvs. ca. 40.500,00 kr. Fra og med i år har de fleste engelske universiteter, inklusive UCL sat deres årlige tuition fee op til omkring £9,000 om året, dvs. £27,000 for 3 år, dvs. 243.000,00 kr. Da det samtidigt er utroligt dyrt at bo i London havner de fleste studerende med en helt enormt stor studiegæld, når de er uddannede; omkring £57,658 (eller omkring 500.000,00 kr.) når de tre år er gennemført (en måling udført at universitetsavisen). Mange studerende arbejder derfor rigtig meget ved siden af deres studie, hvilket ikke er optimalt, og de fleste til normallønnen på omkring £5-6 i timen (50-60 kr.). Amerikanerne sender deres børn herover i stor stil - de kan nemlig spare penge på at lade deres barn tage et eller to semestre i England, da de amerikanske skoler er endnu dyrere. England ligger faktisk kun nr. 3 på listen over lande med de dyreste uddannelser. Korea er nr. 2, USA nr. 1.
Der har været utroligt mange protester fra engelske studerende over de stigende uddannelsesomkostninger og f.eks. UCLs rektor/dekan/provost Malcolm Grant har været ved at miste sin trone over en studenterafstemning om at gennemføre et mistillidsvotum mod ham; både pga. hans beslutning om at hæve prisen på UCL til £9,000 pr. år, men også fordi han er blevet formand for NHS Commissioning Board (National Health Service) hvilket mange tolker som at han vil nedprioritere sit arbejde på UCL. I universitetsavisen var der op til valget megen debat for og imod Malcolm Grant som provost. Dem der var imod pegede på at han umuligt vil være i stand til både at varetage ansvaret for UCL og NHS, mens dem, der var for, argumenterede at Grant har gjort UCL til det det er: et universitet med store midler til rådighed indenfor de nyeste forskningsområder og som har øget antallet af uddelte stipendiater, tilstud osv. til trængende studerende. De understreger også, at formålet med at hæve uddannelsesudgifterne til £9,000 om året er at skaffe flere penge til stipendiater til underbemidlede studerende; Grant har udtalt at målet er at bruge 30 % af de penge der indtjenes ved at hæve udgifterne, på at hjælpe underbemidlede studerende ind på UCL. Dette har så igen skabt sure miner andre steder, da det jo betyder at mange af de mere velstillede studerende og deres familier betaler for de underbemidledes uddannelse. Et slags Robin Hood-trick. Et flertal stemte dog for at beholde ham som provost. Grant tjener desuden selv næsten £400,000 om året, mens premierministeren kun tjener £142,000 om året (ifølge universitetsavisen). Jeg har ikke selv så stærke holdninger til, om Grant skulle blive eller ej, selvom jeg synes at uddannelsens pris er helt grotesk høj. Det virker som om UCL virkelig er førende mht. ny, naturvidenskabelig forskning og bidrager med rigtig meget på det punkt, hvilket jo er rigtig godt - men det virker også som om det som så mange andre universiteter samtidig underprioriterer de humanistiske uddannelser, hvorfor kvaliteten og niveauet af undervisningen dér lider en smule. Det er i hvert fald det indtryk en udvekslingsstuderende som jeg kommer hjem med, efter at have gennemført et år med fag på deres humanistiske fakultet.
Men livet som studerende er som sagt ovre og sommerferien begyndt. I morgen får jeg min kære Line på besøg og om nogle dage også Ane (og denne gang skal jeg huske at tage billeder)...derefter skal jeg vidst bare suge så meget London til mig som overhovedet muligt før jeg vender hjem til Århus.
4.22.2012
Hackney og Columbia Rd. på en solbeskinnet søndag
Jeg skal aflevere bacheloropgave i morgen. omg. hvad mangler jeg? at kigge på min konklusion, som jeg skrev i går. Uro i kroppen. Der må da være noget jeg mangler at gøre? nej ikke rigtig. Jeg kan ikke lide at være i god tid med opgaver - tænk at være færdig med sin bacheloropgave et helt døgn før den skal afleveres. fornemmelsen af at have glemt noget vigtigt er nærværende. I stedet for at sidde derhjemme og glo på min konklusion, valgte jeg at bruge den dejlige solskinsdag på at købe en stavblender og gå på blomstermarked, dokumenteret i billeder nedenunder (dog ikke blenderen, men min awesome hummus, som befinder sig i køleskabet nu, er gerne vidne.)
syret kanin-mand:
Folket skulle have blomster:
Two orchids for a 'tenner':
(billedfunktion på denne blog er MEGA irriterende. jeg undskylder for den forvirrende placering af dem)
god søndag!
4.16.2012
Et kig ud i vores baghave
Her er lige 4 billeder jeg tog på en dejlig forårsdag for lidt tid siden herovre. Vores have er den med jungleagtige tilstande og det smadrede drivhus i bunden.
4.15.2012
Lagerstatus (eller noget med gravko)
Marie om Tanne:
Om ni dage afleverer Tanne bachelor. Den handler om Strindberg. Der bliver ikke brug for Saussure. Hermed er hele min viden omkring opgaven udlagt i den mest muligt omfangsrige version. Omstændighederne omkring opgaveskrivningen har jeg lidt mere at sige om. Tanne har bygget et fort på sit værelse. På den ene side af sengen er opført en mur af dimensioner bestående af bøger, som jeg end ikke tør åbne af frygt for at tørre ud og dø af kedsomhed. På den anden side ligger en stadigt voksende bunke af tøj. Midt i det hele troner Tanne på puder og dyner med en rødglødende mac i skødet. Det er i sandhed et frygtindgydende syn, som jeg efter bedste evne forsøger at forstyrre og distrahere den unge Misser ud af. Dog uden det store held – damen tager (i forhold til min standard) tilsyneladende sin fremtid seriøst. Jeg har derfor fået fast sendetid kl 19.00 hver aften, når der bliver holdt fyraften fra skriveriet.
Lad mig give et eksempel på ambitionsniveauet: For nogle dage siden skrev Tanne til mig mens jeg var på arbejde. Hun var ”brændt sammen” og kunne slet ikke komme videre og det hele var håbløst. Der stod straks en regulær regnbyge af sympatisved fra min pande, og jeg spurgte med knastør mund hvor langt hun var nået og hvor galt det stod til, imens jeg slog korsets tegn i luften. Hertil erklærer damen, at hun har skrevet 2/3 af opgaven, ikke mangler ideer til resten af teksten, egentlig heller ikke har problemer med at få sine tanker ned, men har vanskeligheder med at få struktureret det afsnit hun netop er i gang med. Lede lille stræber. Til sammenligning indførte jeg ny teori i min læsning tre dage inden aflevering, skrev 2/3 af opgaven indenfor den sidste uge, og jeg satte sidste ord på opgaven omkring fem kvarter inden afleveringsfristen.
I mine øjne har det største problem (jeg kan tage fejl, Tanne må sætte mig på plads hvis jeg lyver) været den første vejleder i projektet. Det eneste hun kunne hidse sig op til at snakke om, var om Tanne havde fundet en titel endnu. Alle ved jo, at titlen er det første man lægger sig fast på, og det bærende fundament for hele resten af opgaven, som i virkeligheden bare er underbyggende belæg for titlen. Hun blev sagt op.
Nu er der sat ny vejleder på sagen, og jeg vil mene, at der er gode udsigter for opgaven, som jeg håber snart at kunne læse korrektur på. Når den er afleveret skal Tannemor belønnes med en kæmpe stor øllemand. Det glæder vi os meget til. Meget!
Af andet nyt fra Tannes liv kan jeg melde, at hun har bestilt klipning ved undertegnede. Den eneste jeg nogensinde før har haft under kærlig behandling (med andet end en barbermaskine) er min ældste bror, Jakob, som den dag i dag, 15 år senere, stadig har lov til at hade mig for den fæle nyfortolkning af en middelaldermunk, jeg præsterede på hans hoved. Jeg fatter ikke at hun tør.
Alt i alt har Tanne det godt (det ved jeg). Jeg ved også at hun glæder sig rigtig meget til at være færdig med sin opgave, så hun kan holde noget sommerferie. Og så ved jeg, at hun glæder sig rigtig meget til at komme hjem til jer alle sammen til sommer. Jeg håber at hun kommer til at savne mig rigtig meget. Jeg kommer til at savne hende.
Tanne om Marie:
Maries dage som kundeservice medarbejder ved Gyldendals bogklubber er talte. Som det ambitiøse menneske hun er, leder hun konstant efter grønnere græsgange og for omkring 3 uger siden var heldet med hende (det siger hun i hvert fald selv, så det må vi stole på, selvom ingen rigtig ved, hvad det er hun skal lave). Marie søgte et arbejde hos et firma, der kalder sig Groupon og selvom hun, eftersigende, har været sørgeligt underkvalificeret til jobbet fik hun alligevel tilranet sig det. Maries talegaver er i orden, skal siges.
Hos Groupon kommer Marie til at tjene styrtende med penge; hun bliver, med andre ord, forgyldt. Hun kommer til at kunne sove lidt længere om morgenen grundet et senere mødetidspunkt, hvilket jo er dejligt i forhold til det lyssky tidspunkt hun står op for nuværende. Selve arbejdet, så vidt vides, går ud på at være rigtig kæk på skrift. Det kække og det koncise i kombination er det Groupon vil have. Marie skal forfatte catchfrases til de reklametekster, der akkompagnerer de gruppetilbud Groupon laver. Eller også skal hun oversætte fra dansk til engelsk og omvendt? Måske skal hun begge dele? Maries udtalelser forbliver mystiske og tvetydige. Under alle omstændigheder er det en glad Marie vi har med at gøre; hun får lov til at snurre sætninger og lege med ord, hvilket er præcist det hun godt kan lide og samtidig er utroligt god til og med en BA i litteraturhistorie og retorik kan det vist ikke gå helt galt.
Men sådanne karriere-forfølgelser er jo ikke uden konsekvenser og Maries har den, at hun må fortsætte sin jomfru-og dannelsesrejse i London alene når vi når slutningen af juni. Hvis alt går vel, og Marie kan lide sit nye arbejde, kommer Aarhus til at undvære hende et års tid endnu og måske længere, hvis hun beslutter sig for at gro fast (dét er vi dog flere om at bestemme).
I sin fritid nyder Marie at læse bøger på sin smarte Kindle, som har x antal mange millioner bøger til rådighed og så er hun tilmed gået i gang med et hækleprojekt af dimensioner og går nu under navnet ”Mormor” herovre - dog uden at have nogen forbindelse til den Stencil-kunstner der dekorerer Århus' gader. Det kan bevidnes at hæklehastigheden er uhyggeligt høj og gåpåmodet i top – selvom der dog de sidste par dage er blevet sagt stop for produktionen pga. et pludseligt hold i nakken, som, gættes der på, er provokeret af just denne aktivitet. De geografisk nære pårørende er selvfølgelig opmærksomme på denne invaliditet og meget påpasselige med at den unge dame ikke går i hækle-frenzy igen foreløbigt.
Rettes blikket mod de forestående sommermåneder, kan det afsløres at Marie skal tilbringe 3 uger af sin sommer i USA med sin familie – og når resten skal spenderes i London's parker, på caféer, i antikvariater og på museer og meget mere så er der vist kun grund til at smile.
Gåtur langs Prince Albert Rd. og langs Regents Canal
Gratis fornøjelser er et hit hos Marie og jeg for tiden, så for nylig gik vi en tur i det flotte område omkring Regents Park og Marylebone.
Først fandt vi en flot gammel kirke:
Sjovt gammelt hus i hjørnet af en park
Derefter gik vi ned til kanalen
Dette billede havde 20 minutters ventetid (og hvilket billede!) - det er ikke lynenes hurtigt at få en båd gennem en sluse
Camden Lock Market
Udsmykning på toppen af en husbåd
Briter:
Lækkert sted at bo
Prince Albert Rd. Den lokale ejendomsmægler sælger lejligheder her til 32.000.000 pund.
Først fandt vi en flot gammel kirke:
Sjovt gammelt hus i hjørnet af en park Derefter gik vi ned til kanalen
Camden Lock Market
Abonner på:
Opslag (Atom)