5.31.2012

oouuUUH...VOoge!

Førstehåndsvidne fortæller om ugen der gik, da London fik besøg af Line Blach Kobberøe og Ane Liebing Bjørndal.


Så kom Line og Ane endelig til London. Line lidt før Ane. Nedenstående er en fyldig rapport over både små og store ting, vigtige som uvigtige ting, skandaløse ting, fjollede ting og hyggelige ting.


Tirsdag, Line ankommer:

Omsider kunne jeg tage imod en smilende og evigt hårbåndsbeklædt Line på Baker Street. Efter et (næsten) tårevædet gensyn (50% lykkeligt pigekrammeri, 50% awesomeness) tog vi på en casual tapasbar ved Exmouth Market, hvor vi fik lidt lækkert mad og en mojito med sherry i. Herefter begav vi os ud til den nyligt åbnede Bauhaus udstilling i den fantastiske Barbican bygning - Line tilbedte både udstillingen og bygningen og blev efterfølgende sluppet løs (i retrospekt, tænker jeg, det måske var ufornuftigt) i udstillingens souvenirshop. Hun havde det ganske som et barn i en slikbutik. Vi drog derefter mod Turnpike Lane og gik på den lokale inder, hvor Marie ventede os og vi spiste os igennem et festmåltid af indiske specialiteter og blev inder-mætte. Aftenen endte lykkeligt og halvsnaldret for alles vedkommende (30% post-dinner-sløvhed, 30% Kronenbourg og 40% Sladder).


My Bauhaus is better than yours

Onsdag, sol:

På den eneste lovede solskinsdag under Lines besøg spenderede vi formiddagen i Hampstead Heath på et tæppe på en bakke med udsigt over den vidtstrakte park og hele London. Der lå vi og nød livet blandet ca. 1 million hundeluftere og ca. 10 gange så mange hunde (Line: "HUNNIIII!!!") og ligeså mange racer.
Derefter vandrede vi gennem mere park mod Highgate (Line fik næsten et hjertestop over hvad der måske var en rotte, der løb over stien foran os, men som også kunne have været et afpillet egern) kvarteret og besøgte den smukke og gamle Highgate Cemetery, hvor vi tog tilløb til at gøre grin med Karl Marx (Line: "den gamle Karl") med Jakob Ruggaard i tankerne - dog uden at turde i sidste ende, pga. mængden af beundrende amerikanske turister. Highgate kvarteret og kirkegården er fantastisk.
Herefter tog vi bussen ind til Trafalgar Sq. (tjek!) og tuben til St. Pauls (tjek!) og gik så over Millennium Broen (der, går jeg ud fra, har fået navnet fordi det er årtusindets grimmeste bro) hvor Line var ved at få sit andet hjerteanfald den dag (det er hårdt at se på grimme ting), der dog blev opvejet af det imposante Tate Modern på den anden side af Themsen, som vi også besøgte fordi Line ikke havde været der før (tjek!). Fik kaffe og kage i caféen, gik gennem Southwark på vej hjem. smukt. Efter endt aftensmad hjemme ville Line og jeg, som de grundige researchere vi er, tage forsmag på Londons natteliv og udforske Dalstons barer inden Anes ankomst. Den nat var ca. 30% øl, 30% shots, resten: salige Roskilde-minder og længsel.

 hampstead heath!
 Den grimmeste bro


Torsdag, tømmermænd:

Uforudset hårde tømmermænd bad os at blive i sengen torsdag og se film (Læs: jeg viser Line film, som jeg synes hun skal se, mens Line selv stirrer med glasagtige øjne på skærmen uden at være i stand til at omsætte handlingerne på skærmen til noget blivende udtryk på nethinden.) Da Line gerne ville give mig en god middag i fødselsdagsgave (tak Line!) og tømmermændene aftog hen ved aften besøgte vi the Duke of Cambridge og fik muller til forret og hhv. lam og laks til hovedret. Derefter et par veltillavede cocktails på det lækre Colebrooke Row 69, akkompagneret af live pianomusik og så hjem i seng og være friske til Anes ankomst (100% galskab) dagen efter.

 muller


Fredag, OMG:

Ane ankommer og vi er alle lykkelige. Efter de første to timer, har vi allerede formået at kværne et par gigantiske pizzaer og et par pints i øst og Ane har tisset ved højlys dag og på åben gade bag en parkeret bil OG gjort det til sin mission at efterabe Line's (meget) britiske accent. Der høres jævnlige "oouuUUH VOoge" omme fra Ane. stilen er lagt. Vi tager hjem og hviler os, så vi kan være friske til at være fulde og dumme i byen senere. Dagens første højdepunkt opstår da Phoebe, min housemate, banker på min dør og bekendtgør at hendes kæreste lige har skrevet til hende og fortalt, at han har hængt ud med Robert "Edward" Pattinson den samme dag. Mens jeg får hjertebanken siger jeg at hun bliver nødt til at fortælle det til Line og Ane i køkkenet asap. Der går ikke mere end 20 sekunder før jeg hører highpitchede pigeskrig og eksalterede udbrud og jeg kommer ned til en storsmilende (og VANTRO) Line og en koldsvedende Ane (100% fan-hysteria). So near and yet so far. Pattinson havde åbenbart været forbi den skate-shop (Edward skater?!) hvor Phoebes kæreste arbejder og han havde angiveligt undervist Robert i at skate, indtil det viste sig at han havde overdrevet og at de egentlig bare havde sagt hej til hinanden.
Aftenens festligheder er imidlertid ikke overstået - hele aftenen bliver faktisk udlevet i ekstremernes skær, ekstremer af enhver art. Line, Ane og jeg møder en ekstremt fuld og glad Marie i Shoreditch, sammen med ekstremt mange mennesker fra hendes arbejde, som dog hurtigt forsvinder undtaget to fyre, der viser os en bar, som de imidlertid ikke vil med ind på (indsæt selv undskyldning/søforklaring). De havde allerede her regnet ud, hvad de havde med at gøre. Baren passede ekstremt godt til vores humør den aften (100 % SATC) og de ekstremt flirtende 'Cocktail'-agtige bartendere lavede (oouuUUH VOoge) ... anstændigt gode cocktails og shots til os. Ane er måske den af os der var mest ekstremt glad for at være derinde, men vi ender alle sammen med at have snakket med utroligt mange mennesker og have lært mændene at sige vulgære danske sætninger, som ikke bliver gengivet herinde. Aftenen ender med at Marie bliver pudset på Ryan Gosling look-a-like og at Ane vandrer rundt alene på dansegulvet og danser "sexy-dans" mens hun prøver at overbevise resten af dansegulvet om at der mega fedt at danse alene, og et par gange løber hen til mig og Line og råber "FUCK DET ER SJOVT DET HER...jamen altså, det er jo MEGA FEDT. FUCK DET ER FEDT ALTSÅ" og forsvinder igen. Da vi endelig tager hjem, er Ane blevet bevidstløs, bortset fra når hun føler det nødvendigt at sige at hun er fuld (jo tak) eller er sulten eller vil hjem.

 Ane og Line : )

Lørdag, tømmermænd:

Lørdag er reserveret til det obligatoriske og religiøse besøg på Broadway Market  og vi får da også med noget besvær stablet os selv på benene - mens Ane, der ligner noget der er blevet kørt over og efterladt i en rendesten, kommer til bevidsthed modtager jeg denne besked fra Marie nedenunder: "mit hoved banker med kraften af hele mc hammers repertoire og mit svælg er så tørt at Sahara ligner et kæmpe soppebasin til sammenligning. Mine ben er lammet og jeg har mistet synet. Bring mig vand, kælling!" Altså, op og i gang. Turen ud til markedet er pinefuld, Ane bedyrer at hun umuligt kan gå hurtigere end hun gør, hvilket kan sammenlignes med den fart en 90-årig med rollator ville skyde op af en kategori 1 stigning på Mont Ventoux. Efter ankomsten helbredes vi alle stille og roligt og om ikke Line og jeg bliver spottet af to små japanere, der vil tage billede af os til det japanske Elle magazine! Efter anstrengelsen af at skulle prøve at stå stille uden at svaje, så de kunne tage billeder af os, virker udfordringen at skulle svare på hvem der er vores "fashion icon" (line svarer "myself"), og hvad vi tror bliver det vigtigste nye item at have til sommer (oouuUUH VOoge), helt uoverskuelig. Vi flygter hurtigst muligt ud i parken med vores varme burgere, risotto, friskpresset æblejuice og cheesecakes.
Hjemme igen, nu med 4 liter cola og chips, bygger vi rede inde i tv-rummet hvor vi rekreerer til dårlige 90er film og stort anlagte Hollywood dramaer og Line formår at give sig selv en fiber-sprængning (siger hun).

 Line og tømmermænd
 Tanne og tømmermænd
 Marie og tømmermænd og risotto
 Ane og tømmermænd


Søndag, turister:

Nogenlunde reduceret til normalen igen begiver vi os ud til Wapping området, hvor vi spiser frokost på en hyggelig pub lige ud til Themsen. Dernæst gør vi kaffe-ophold ved Parliament og går ned af Downing St., hvor der udenfor nr. 10 står en idiotisk mand og svinger med en computer i den ene hånd og råber ind i en trafik-kegle med en anden af de to, meget barsk udseende, politimænd, der bevogter indgangen (bag ved porten er adskilligt flere med maskingeværer placeret, bevares). En del turister er stoppet op og betragter optrinnet nysgerrigt. Vi bliver også stående, på afstand, og iagttager hvordan der inden for to minutter først kommer 4 motorcykelkørende politimænd fræsende med 200 km i timen ned ad gaden og stopper foran no. 10, derefter kommer en alm. politibil til og kort derefter et salatfad. Og idioten med trafikkeglen står stadig og råber, nu omringet af politi.
Vi går gennem St. James park og Line er begejstret for faunaen og vi kigger på gulbenede rødnæbber og grønbenede røvhøner, hætte-ænder, og racer-ænder. og egern, naturligvis. Buckingham palads blev også besigtiget, selvom pladsen var næsten forsvundet under den store konstruktion af tilskuerpladser, der bliver stillet op til Diamantjubilæet i næste uge (Dronningen holder stor koncert). Line morede sig gevaldigt over garderne.

 tre piger i en telefonboks

Mandag, kultur:

Mandag morgen lægger umiddelbart rigtig dårligt ud - krisen rammer umiddelbart efter morgenmaden, da Ane finder ud af at hun ikke kan checke ind til sit fly hjem, fordi billetten er blevet købt til den forkert måned, altså juni i stedet for maj. Ironisk og tragikomisk er det, at noget af det første Line fortalte mig, da vi mødtes på Baker st. var at hun havde været nødt til at købe en ny billet hjem, fordi hun havde købt billet til juni (også). Mens en opløst Ane forsøger at komme i kontakt med sin mor haster Line og jeg op til Polski, vores kioskmand, og køber cigaretter til en hårdt trængende Ane. Omsider får Ane købt en ny billet og vi kommer ud af døren.
Mandag er galleri dag. Det nyåbnede Photographers Gallery viser i øjeblikket Edward Burtynsky, med udstillingen 'OIL' som er intet mindre end fantastisk. Og selve galleriet er også blevet fantastisk, efter at have været lukket i 18 måneder for at blive bygget om og få bygget til. Saatchi Gallery er også altid et besøg værd og i deres butik finder vi alskens sjove optiske legetøj - og Ane, hvis nye hobby er fotografi, investerer i farvefiltre og kalejdoskopfilter og er så begejstret da hun kommer ud at hun ikke kan lave andet end at tage billeder af Line og mig og gentagne gange udbryder "EJ, jeg er SÅ GLAD. DET ER SÅ GODT DET HER. ej men er det ikke godt? JEG ER SÅ GLAD!" Ane er glad igen og dagen har været god. Det er også sidste dag, så vi spiser på Breakfast Club i Soho med Marie om aftenen.
Senere pakkes der, hygges og midt om natten drager Ane og Line af sted mod lufthavnen, nu med billetter til den rigtige afgang (100% vemod).

 ude foran Photographers Gallery
 Line laver farligt ansigt

Tak for besøget damer, det var vidunderligt!

 Codenames Lis, Betinna, Suzanne og Randi træder af

(Alle billeder fra turen kan ses på facebook)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar