sidste nye fritz

V&A, Mews, drengebesøg og Tate Britain

 ovenfor; et på alle måder underligt spejl på Tate Britain, nedenfor; dejligt efterårsvejr i slutningen af oktober;

 V&A Museum, fantastisk bygning

 Nedenfor; Mews - betegnelse for bygninger, der i gamle dage (så vidt jeg er underrettet) blev brugt som opstaldning til heste. Hestepasseren boede så på øverste etage. I dag meget eftertragtede boliger i South Kensington.

 Nedenfor; flot/dyr bil og grim/dyr udsmykning til dør og vinduer

3 snaps fra Portobello Road, Notting Hill

 ovenfor; symaskiner

Hampstead Heath

 Hampstead Heath i slutningen af september. Folk badede i søer og slikkede sol. Jeg tog billeder og Steffen spiste vindruer.

 der løbes på træer

London Design Festival

 I slutningen af september/begyndelsen af oktober var vi på London Design Festial med Phoebe, fordi hendes keramik skulle udstilles der. så kom vi også lige gratis ind fordi vi var sammen med hende! Her er noget af hvad vi så:

 Bygningen var i sig selv ret fantastisk!

 nedenfor ses dette bords mange egenskaber

 nedenfor ses Phoebes tallerken serie

Skævvridningen - et politisk essay

 På UCL har vi en universitetsavis, skrevet af de studerende, som kaldes 'Pi Newspaper' (som i π). Da vi begyndte semestret var det just udkommet, og én af artiklerne var en øjenvidne beretning om én af aftenerne i 'Sommeroprøret' (the summer riots) som det kaldes herovre. Mere specifikt var det en beretning fra området omkring Kentish Town og Camden, som, ifølge twitter, var i 'oprør' den aften. Det interessante ved reportagen var dens beskrivelse af, hvordan butikkerne langs hovedgaden var smadrede og at der var tydelige tegn på tyveri. Det beskrives, hvordan der udenfor diverse telefon butikker lå åbnede mobiltelefonpakker m.v. på fortovet og hvordan supermarkedernes vinduer var smadrede og at der havde været efterfølgende indbrud.

Mig bekendt, var oprørets hovedårsag det engelske politi's drab på en civil. Det kan derfor umiddelbart synes som om oprørerne sender et lidt skizofrent signal, når de gennem oprør vil signalere deres utilfredshed med dette, samtidig med at de udnytter muligheden for, i ly af oprøret, at tilrane sig mobiltelefoner og andet. Det kan endda synes useriøst. Men som det også er blevet pointeret af både engelske og danske aviser, så har dette meget voldsomme svar på politiets handling været på vej længe. Det kunne være blevet katalyseret af alt muligt andet, netop fordi det også bunder i noget andet og mere fundamentalt, nemlig den engelske lavere middelklasse og arbejderklasses utilfredshed med det engelske 'velfærdssystem', som, føler de, hindrer dem i at forbedre deres kår og generelt ikke hjælper dem særligt meget. En kronikør i The Evening Standard (jeg ved det godt; det er bare en gratisavis, men det er den mest læste i England, og den, der er nemmest at komme i nærheden af) formulerede det på denne måde; ”People only care about behaviour if they have something to lose.” Tyveri og rov kan meget vel læses som et tegn på, at den engelske arbejderklasse i forvejen føler sig sat udenfor samfundet, og derfor heller ikke føler, at den skylder det noget.

Emily og Tom, som vi bor sammen med, forklarede mig en aften om den immobilitet som det engelske samfundssystem indbefatter og opretholder, specielt i forhold til uddannelse. Som bekendt koster det i England penge at gå i skole og tage en uddannelse. Fattige børn må gå på de billigste og dårligste skoler og rige børn kan gå på de dyre og gode skoler. Samtidig kræver de mest attraktive længerevarende uddannelser, som f.eks. lægevidenskab, at man har haft undervisning i f.eks. latin for at man kan blive optaget. Latin, græsk m.v. udbydes kun på få, meget dyre, skoler i England og det bliver derfor meget hurtigt kun børn af rige forældre, der kan komme ind på attraktive uddannelser, der samtidig er de bedst betalte, på arbejdsmarkedet.

Denne immobilitet er en af årsagerne til arbejderklassens vrede. En vrede der har eksisteret længe. Og hvordan håndterer den engelske regering så dette sommerlige vink med en vognstang om, at noget må ændres? Den har svaret med meget, meget, strenge straffe ikke kun til oprørerne, men også deres forældre, skriver førnævnte kronik i The Evening Standard; ”So many of the political responses that have been floated by the Government since the summer are about additional punishment and retribution, like the removal of benefits or housing from rioters and their parents.” Derudover er der blevet nedsat en kommission, eller et panel, der skal undersøge, hvordan oprøret kunne forekomme. (man har næsten lyst til at sætte det i gåseøjne.) Dette kommer til bl.a. at foregå ved offentlige møder i hhv. Ealing, Camden, Croydon, Harrow og Tottenham, hvor vidner og ofre til oprøret kan møde op. Derudover udspørger panelet de anholdte oprørere om deres motivation. Darra Singh, formanden for panelet, udtalte til The Evening Standard, at det var for tidligt at drage konklusioner, men at ”we know from early findings that a lack of opportunity is seen by some, particularly the young, as an important issue in London.” Ja mildest talt. En noget vag udtalelse, der meget fint understreger den engelske regerings tilsyneladende uforstående og mystificerede holdning overfor oprøret.

At regeringen står uforstående overfor oprørets fundamentale årsag, forhindrer dem ikke i at uddele strenge straffe til de anholdte. Som eksempel kan nævnes to unge mænd, der fængsles fordi de har opfordret til oprør på facebook (i deres tilfælde blev oprøret ikke engang til noget) og en kvinde, der har fået en straf på 13 måneder for at stjæle et fjernsyn. Den stramme stil føres af The Lord Chief Justice Lord Judge. The Lord Chief Justice er den højeste instans i det engelske retssystem og ”Lord Judge” er titlen og navnet på den nuværende mand, der besidder denne post. Hans families efternavn er, tilfældigvis og pudsigt nok, Judge. Det er altså ikke en underlig joke. Selv WikiPedia nævner det;

The current Lord Chief Justice is Lord Judge, who took over the role on 1 October 2008 following the promotion of Lord Phillips to the position of Senior Law Lord. In Lord Judge's case, Judge is his family's coincidental surname, not an affectation or title.

Her ser I ham: 

Hvorom alt er, så har Lord Judge udtalt, at ”Those who deliberately participate in disturbances of this magnitude causing injury, damage and fear to even the most stout-hearted of citizens, and who individually commit further crimes during the course of the riots, are committing aggravated crimes. They must be punished accordingly and the sentences should be designed to deter others.”

(I parentes bemærket, minder denne udtalelse mig om en tekst af Cesar de Beccaria som jeg lige har læst ifm. undervisning. Han skrev i 1788, at afstraffelse kun gav mening, hvis det kunne afskrække folk fra at begå forbrydelser i fremtiden. Til dette formål virkede offentlig hængning rigtig godt, mente han.) Elsker desuden også ordvalget ”stout-hearted.”

Efter forbrydelse følger straf, selvfølgelig, men straffen skal uddeles på grundlag af forbrydelsen – ikke for at udstille et skræmmeeksempel.

Desuden er denne diskussion stadig kun det overfladiske aspekt af hele problemet. Alle anholdelserne og de strenge straffe kommer ikke ind til kernen og de kommer ikke til at løse problemet, tværtimod er nærmest som at hælde benzin på bålet. Det sidste jeg læste om regeringens holdning til oprøret og deres løsningsforslag var d. 20 oktober. Det var en udtalelse fra en vis Eric Pickles (Communities Secretary, har i efterveerne fra oprøret fået ansvaret for at få ændret forholdene for 120.000 ”problemfamilier”. Det må antages at det er indenfor London området.) Hårdtarbejdende familier må aldrig igen blive efterladt bange i deres senge, har han udtalt. Han har også lovet en robust tilgang til problemet og nøgleordene er empati og forståelse samt (min oversættelse) ”en dosis 'nu bliver I nødt til at stoppe med det der'.” Han vil skabe rollemodeller i lokalsamfundene, lære arbejderklassefamilierne at få deres børn ud af døren om morgenen og lære dem værdien af en hård dags arbejde, hvilket han ikke mener de ejer. Dette udtaler han på det grundlag, at der alene i Tottenham eksisterer mange jobopslag. Derudover mener han, at folk skal lære at bruge deres fantasi. Afslutningsvist får The Evening Standard's interview også lige flettet ind, at Pickles er en meget omfangsrig mand, kendt blandt kollegerne som ”Dommeren”, samt at han er operakender og ivrig ornitolog. Og så er han Tin Tin fan. Pickles afsluttende kommentar til de folk, der har forsøgt sig med at stjæle sig til ting under oprøret er: ”There will continue to be arrests as people go through the CCTV. We are still looking at you and that plasma screen that you have been enjoying for the past few months is going to be responsible for you being caught.” sådan.

Min personlige kommentar til alt dette må være, at jeg er forbavset over at regeringen føler at de kan tillade sig at opføre sig så arrogant overfor så stor en del af den engelske befolkning og at netop den holdning som de har vist udadtil, understreger, og samtidig undgår, hele problemets kerne. Udtalelserne fra regeringen lover ikke mange løsningsforslag, og indrømmer ikke, at det er samfundsstrukturen, der burde ændres og ikke folket. Samtidig viser udtalelserne med deres arrogance og overlegenhed tydeligt, hvordan dette problem kunne komme så vidt. Samtidig må jeg indrømme, at jeg er stor fan af fredelige oprørsformer (som f.eks. den vi oplever lige nu i Westminster, mod kapitalismen) og mener, at man ikke forbedrer sin sag så meget som man forværrer den ved at smadre butikker, vinduer og sætte ild til ting.

I får en opdatering, når jeg har været til det offentlige møde i Tottenham d. 3 november!

Kærligst, Tanne

ps. jeg er noob mht. politiske skrifter. giv gerne feedback!

Hipster tip til danske drenge:

Herovre går alle de smarte drenge rundt med sådan nogle her på:

Pas på Marie; hun er ny i trafikken.

Jeg blev i dag præsenteret for det ultimative bevis for englændernes vanvittigt afslappede forhold til trafikregulering. Efter at have brugt alt for lang tid på at stå på gadehjørner og vente på grønt lys, har jeg taget en engelsk vane til mig: jeg vader over, så snart der er det mindste hul i strømmen af biler. Se, lyskrydsene herovre lever lidt deres eget liv. Nogle gange bliver der grønt for fodgængere hele vejen rundt samtidig, andre gange bliver der grønt på en af fire længer ad gangen og for det meste synes der ikke umiddelbart at være noget system i den rækkefølge biler, cyklister og fodgængere bliver lukket ind i lyskrydsende i. Man er derfor, som en del af fodfolket, stillet overfor valget mellem enten at gå over for alle farver eller at trykke på de små fine jeg-vil-gerne-over-knapper, der er placeret i alle krydsene, og så ellers håbe, at der ikke går alt for mange årtusinder inden man bliver sendt over af en flink grøn fyr. Jeg har, som sagt, valgt side. Når man kommer sig over det faktum, at de kører i den forkerte side af vejen, er det faktisk til at have med at gøre. Og de engelske bilister er tydeligvis mere end vant til, at folk ikke respekterer gældende trafiklove. De er overraskende flinke til at bremse op for fodgængere - både de, der går over for rødt, og de, der går over udenfor fodgængerfelterne. En alt i alt meget sympatisk vane, der formentlig kan tage æren for at forhindre en hel del trafikdrab.
Nå, tilbage til det ultimative bevis, som jeg før viftede med. I dag gik jeg mig en tur, da Tanne skulle i skole. Jeg udså mig en så eksotisk destination som det lokale supermarked (vi manglede ost), og måtte i den forbindelse endnu en gang se mig stillet overfor spørgsmålet om de små farvede mænds instruktive værdi. Før jeg nåede at følge min nye vane så jeg dog, at der under en meter til venstre for mig stod en politimand. Beslutningen blev dermed truffet for mig, og jeg stillede mig pænt til at vente. Det viste sig dog hurtigt, at han ikke stod for rødt, men var i gang med at læse en sms. Da han var færdig røg mobilen i lommen, han gav mig et venligt nik og et smil og spadserede derefter fornøjet over. For rødt.

Must-See: 'Some girls'

Anmeldelse af koncertfilmen 'Some Girls' med The Rolling Stones, Live 1978 i Texas

Alle Stones fans bør se denne koncertfilm. Det er The Rolling Stones, stadig på højdepunktet, i '78 og hvis man havde husket at tage nogle kolde øl med i biografen, havde fornemmelsen af selv at have været til stede, været komplet. Det er en meget tynd Mick, iført de legendariske moves og ADHD, en rimelig ny Ron Wood og en meget stenet Charlie.

Den er, sammenlignet med Shine a Light, dejligt og forfriskende simpel i stil og kameraføring - og kvaliteten har lidt patina. Den lægger ud med en kort introduktion til Stones i den periode; plader, turneer osv., efterfulgt af et nutidigt interview med Sir Mick Jagger, som er mere eller mindre interessant. Det er f.eks. ret interessant at lægge mærke til den underlige belysning og make-up de har givet ham. dernæst: koncerten i hele sin udstrækning uden afbrydelser, med det mest fantastiske set nogen sinde!

De to mest fremragende numre er nok Beast of Burden og Miss You, som de slipper helt forbandet godt fra. numre som Far Away Eyes, Brown Sugar og Love in Vain bliver også fremført helt fantastisk, omend skabetheden, i Jaggers måde at synge Love in Vain på, tager overhånd. Flere kritikpunkter kan jeg ikke finde. Det er virkelig første klasses underholdning og fed rock.

Den vises i udvalgte danske biografer d. 10 oktober. tag ind og se den (og tag en øl med, det får man godt nok lyst til!)

Jeg giver den: 1 million:

XX, Tanne

"BREAK HIS FUCKIN' LEG, MAN!!!"

#Forsinket udgivet indlæg, skrevet søndag d. 2 umiddelbart efter fodboldkampen Arsenal-Tottenham:

Jeg er stadig i live, jeg har alle mine lemmer i behold. Jeg lugter, fordi jeg er smurt ind i øl fra top til tå, jeg er i chok og jeg har det fantastisk. Jeg har lige set kampen Arsenal - Tottenham på en engelsk pub.

At se fodbold i England er ikke for sjov og at se engelsk fodbold i England er slet ikke for sjov. Og at se et lokalopgør mellem to engelske hold, begge fra London, i England på en engelsk pub er direkte livsfarligt.

Jeg ankom til pubben i følgeskab med inkarneret Arsenal fan (hr. Steffen Krejberg Knudsen) omkring en time inden kampens begyndelse, og allerede på dette tidspunkt var pubben ganske fyldt med trofaste fans, gerne iført Arsenal-trøjer og, kategorisk, med en fadøl i hånden - som jeg, i parantes bemærket, studsede over blev serveret i plastik glas. Det skulle snart vise sig hvorfor. Som pige og samtidig fodbold-ignorant følte jeg mig rimelig malplaceret i dette forum og måtte give fortabt overfor de uophørlige udbrud af Arsenal kampsange og smædesange. Op til kampens umiddelbare begyndelse befandt jeg mig klemt inde mellem adskillige ølvomme med tilhørende høje, højlydte og bredt gestikulerende mænd i alle aldre og etniciteter og på trods af det overvældende antal kløfter man kunne være inklineret til at drage mellem mig og dette segment følte jeg mig ret godt tilpas og kunne ikke helt undgå at blive smittet af den meget forventningsfulde atmosfære.

#Intermezzo (Smædesang til Tottenham)
"
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope,
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope,
the wanky tottenham hotspur went to Rome to see the Pope and this is what he said fuck off....Who's that team they call the Arsenal? Who's that team they all adore? they're the team in red and white and they're fucking dynamite and Juande Ramos's mother is a whore...she's a whore
"
Indtil kampen begyndte kunne man knap høre sine egne tanker inde på pubben, som forøvrigt hed 'The Twelve Pins', men til sidst blev der skruet op for kommentatoren og en form for andægtig stilhed sænkede sig - dog kun indtil opstillingerne for de to hold blev vist, der naturligvis affødte en hel del diskussion i krogene. Selve kampen kan bedst beskrives som en vild rock eller punk koncert, hvis man kan forestille sig en sådan, hvor alle gængerne alle i hobe forlader arenaen i uopretteligt dystert humør.

For det skal jo ikke være nogen hemmelighed at Arsenal tabte og jo, jeg følte med alle de stakkels fans derinde der råbte og skreg og græd deraf og hvis eftermiddag og aften og måske endda hele næste uge herfra ville være ødelagt. Steffen, der undervejs i kampen førte en intens sms diskussion af kampen med sine Arsenal-frænder i København modtog umiddelbart efter Tottenhams første mål denne besked fra sin ven Tobias:  "Ramsey har til gengæld. .,kpmtd.hd?g.gj"

Jeg fandt på denne måde også ud af, at når modstanderens hold scorer, udtrykker man sin ærgrelse gennem stilhed og resignation, fremfor følelsesladede udbrud. måske en form for modvillighed til at vie så meget af sin energi til modstanderne, der ikke fortjener den?

Til gengæld har jeg aldrig være vidne til så meget lykke nogensinde før, som da Arsenal udlignede i 2. halvleg. Det var her, jeg var glad for at alle øl befandt sig i plastikkrus. Uden rigtig at have ænset at der blev scoret befandt jeg mig pludselig langt væk fra Steffen og med alt for mange store, hoppende englændere rundt om mig. mens der blev skubbet og hevet i mig fra alle retninger og min fadøl fløj rundt over hovedet på mig. At redde den, var et umuligt projekt. Den var helt fyldt før målet og tom efter. Efter hvad jeg kunne bedømme var det meste landet i mit hår og resten på min kamerataske (note to self: tag aldrig kamera med igen). Det var et meget forvirrende minut at prøve at orientere sig i, og da stemningen efter et stykke tid sænkede sig til det normale niveau af begejstring og man stod dryppende af øl, var kampen for længst videre. En englænder bemærkede storgrinende til mig, at han lige før havde været ret bekymret for mig, fordi han mente at have set mit hoved nede på gulvet, mellem alle de hoppende fødder. Det virkede ikke beroligende på mig.

Den umiddelbare glæde (som jeg, som rationalist, stadig mener er overmodig når der er en hel halvleg tilbage) vendte dog hurtigt tilbage til frustration og tilråb som "break his fuckin' leg, man!" og "sort it out, sort it fuckin' out!" blev mere hyppige, og efter det sidste minuts klovnerier fra Arsenals side tømtes pubben lidt efter lidt.   

Trods sejr til det forkerte hold gik jeg ganske opløftet derfra, med følelsen af at have haft en nærdødsoplevelse og mod alle odds komme fra den med alle lemmer i behold (pubben blev rent faktisk omdannet til en mosh pit, da Arsenal scorede). Derudover gik jeg derfra med, følte jeg, viden nok om fodbold, og især Arsenal, til godt at kunne bære prædikatet "fodboldfan" samt brillere indenfor fodboldverdenen med min omsiggribende nye viden. Det må komme an på en test. Jeg ved i hvert fald at Adebayor er en 5 meter høj, sort fodboldspiller, som lige er skiftet fra Arsenal til Tottenham og at han ikke er populær i sin gamle klub, hvilket jeg egentlig ikke forstår, for han er da meget lækker?

trøje efter kampen, med Guinness pletter: