Laksebeigel og snigende zombiehånd

..er ikke vores nye indianernavne, men henvisninger til et udpluk af sidste uges begivenheder. En beigel, kan jeg afsløre, er en fancy (og lettere oliefedtet) udgave af den velkendte bagel, som den serveres hos bageren i Brick Lane kl. efter sengetid. Zombiehånden tilhører en ukendt herre med en særdeles veludviklet snigerteknik, når det kommer til at placere hånden et så relativt uskyldigt sted som på fremmede kvinders skuldre, og alligevel få det til at føles en smule beskidt. London er i sandhed et løjerligt sted.
Når det er sagt, må jeg nødvendigvis tilføje, at London også er et farverigt, larmende, lugtende drømmeland af indtryk. Jeg tror det er farligt at være arbejdsløs herovre - det bliver aldrig kedeligt. Ligegyldig hvor mange forskellige steder Tanne og jeg får forvildet os hen, finder vi ting, der ikke er til at blive mæt på.
Vi har været i Brick Lane, hvor der hver søndag er marked. Der er kulsort af mennesker, og butikkerne sælger alt mellem himmel og jord. Hvis man får nok af butikkerne, kan man altid gå lidt ned ad gaden til boderne. Eller man kan gå rundt om hjørnet og købe blandet skrammel, bredt ud på tvivlsomme tæpper af tvivlsomme typer. Man kan også vælge at gå på "Poppie's", et mere eller mindre autentisk bud på en burgerbar fra 50'ernes Amerika, bortset fra at man hverken kan få burgere eller milkshakes, men traditionel engelsk fish & chips, serveret af unge piger i forklæder og stormaskede hårnet.
Vi har været på udstilling i Shoreditch, hvor vores housemate Phoebes nyeste projekt (en seks fod høj konstellation af porcelænstallerkener med skeletmotiv) var udstillet. Iblandt de andre udstillede objekter kan nævnes en underlig japansk kreation i form af to tallerkener med falsk kødsovs, en sækkestol fyldt med balloner, kopper med fint arrangerede huller hele vejen rundt, antikke møbler hængt fra loftet i sytråd samt rygsøjle-møbler, der kan vrides til både borde og bænke - gerne på samme tid.
Vi har været på Yumchaa i Soho, hvor vi drak dejlig te i fine 2-i-1 kopkander og stoppede en sigøjnerkvinde, der i et uopmærksomt øjeblik fik stukket vores veninde Sofies telefon ind under sit tøj, mens hun distraherede os ved at tigge på et sprog, der lå meget langt fra engelsk. Vi har senere gratuleret os selv for vores uforlignelige snarrådighed og lynhurtige - faktisk næsten overnaturlige - reflekser, som måske nok ødelagde hendes dag, men reddede både vores dag og Sofies telefon.
London er en mærkelig oplevelse - helt aldeles fantastisk. Jeg tror ikke man kan få nok, når først man kommer igang. I dag markerer afrundingen på vores første tre uger herovre. Tre uger er ingenting, men jeg er klar til at erklære London min udødelige kærlighed. I morgen skal jeg til jobsamtale. Ønsk mig held og lykke.