Det er som regel uundgåeligt, at der opstår pinlige, morsomme og lærerige misforståelser og kommunikationsbrister når mennesker fra to forskellige lande og kulturer mødes. Det kan også blot være en jævn undren over de forskellige vaner de andre udviser. Særligt finurligt bliver det når disse vaner på bemærkelsesværdig vis synes at understøtte en allerede (aner)kendt idé om kulturen og folket.
På vores få dage i London har vi allerede lært en hel del om, hvordan "man gør" i England, samt udtalt os (bedre)vidende og indforstået omkring, hvad der er "typisk britisk". I England lader alle f.eks. deres smør ligge i køkkenskabene, så det er fuldstændig blødt og - må man gå ud fra - efter et stykke tid også en smule harsk. Deres karklude har samme tekstur som de babynumse-klude af skumgummi, som vi alle kender. Navn på postkassen, eller anden indikation til en form for myndighed, er ligegyldigt da postbudene afleverer hvad som helst, bare område koden er rigtig. Huslejen afleverer man i kontanter til en mand på et kontor lidt nede af vejen, hvis man ikke har en bankkonto.
Typisk britisk kunne være det at opdage, at den jogger, der lige løb forbi én, var iklædt løbesko, joggingbukser og nystrøget hvid skjorte. Det kunne også være, når vi under aftensmaden taler med Tom og Emily om optøjerne i Tottenham, og de nævner, hvordan de én gang var vidne til en gruppe unge mennesker i gang med at røve nogle nedlukkede butikker i god ro og orden; de havde alle stillet sig i kø uden for den væltede dør og lod høfligt folk gå ind én af gangen og røve det de ville.
Hvad angår de nylige optøjer i Tottenham (det område vi bor i, ca.) har Tom og Emily ikke meget til overs for mediernes opblæsning af situationen; de fortæller os, at fremstillingen i medierne (BBC og forskellige udenlandske) har været helt overdrevet. De har ikke personligt været ramt af det og området her omkring har været rimelig uberørt. Det er kun mediernes apokalyptiske gengivelse, de underkender, og ikke de skader, der er forvoldt. Skader, der f.eks. kunne være en nedbrændt butik, som det har taget ejeren 50 år på en meget lille dagsløn at spare op til.
Jeg er enormt glad for at bo i dette område. Jeg sætter virkelig pris på, at kunne bevæge mig rundt i "det virkelige London/England". Boundary Rd. og dets nærområde virker enormt hudløst på mig. Der er et mylder af alle (!) nationaliteter og der er butikker af enhver art. Det er et gedemarked. Det er det sorte marked. Det er et fattigt og smadret og råt bysamfund, men det er virkelig spændende at være en del af og observere (især når man har sin hjemlige og hyggelige base at vende tilbage til). Jeg glæder mig meget til at opdage denne side af engelsk og londonsk kultur - for jeg er sikker på, at jeg ikke ville have lært den halvt så godt at kende, hvis vi havde boet i det kreative og selvfede Soho, mellem slipsedyrene i St. James, i det intellektuelle Islington eller i Kensington/Knightsbridge/Chelsea, der befolkes af den konservative overklasse (måske endda med royale forbindelser), for ikke at tale om det stenrige Notting Hill.
(Ikke at vi ikke har tænkt os at gå på vintage markeder og i delikatesse boder i Bricklane, drikke italiensk kaffe i Soho og finde alle de små kunst gallerier, kort sagt, lege smarte i det smarte London, forholdsvist tit - for ikke at sige HELE TIDEN!).
xxxx, T.
#1: Fake Turtel henviser desuden til min ganske udmærkede nyoversættelse af den danske ret "forloren skildpadde", indviet under middagen tirsdag aften, til manges morskab.
#2: Billeder
#2: Billeder
mere køkken...
#3: Vores fulde adresse skal fremgå sådan her, på kuverten (hvis nogen skulle få trang til at sende post til os):
' Navn og Efternavn'
110 Boundary Road
London
N22 6AE
England
#3: Vores fulde adresse skal fremgå sådan her, på kuverten (hvis nogen skulle få trang til at sende post til os):
' Navn og Efternavn'
110 Boundary Road
London
N22 6AE
England
Ingen kommentarer:
Send en kommentar