Tålmodighed behøves her i London. Først tålmodighed, dernæst rundsave på albuerne. eller lige dele tålmodighed og rundsave. Det er en fin balance, som de enkelte situationer kræver, at man afvejer. Jeg har i løbet af de sidste par dage opdaget, hvor langt min tålmodighed rækker (langt!) samt hvor store mine rundsave er (ikke så store, men de vokser).
Udlejere har alle dage været en afskyet og frygtet race og det er de også i London. Med den eneste undtagelse at vores egentlig er mere fraværende, end han er frygtet. Han er, kort sagt, som sunket i jorden. Eneste bevis på hans eksistens er et sammenknækket udlejnings-reklameskilt i vores forhave, samt en kort telefonisk kontakt undertegnede havde (antageligvis) med vores udlejer, der kan konstateres som værende af græsk afstamning, ud fra accenten. Efter hvad vi kan forstå på vores bofæller har sønnen for tiden ansvaret for forretningen, mens faderen er gud-ved-hvor (Bahamas?) i 6 måneder. Denne ansvarsoverdragelse har resulteret i total nedsmeltning af al kommunikation til firmaet og spørgsmålet om, hvorvidt vi nogensinde får en lejekontrakt eller bank oplysninger så vi kan overføre depositum og husleje, forbliver ubesvaret.
Pointe No. 1: Tålmodigheden rakte til 1 stk. underlig telefonisk kontakt samt 1 stk. høflig mail. Har nu påført et par forsigtige, men (tålmodigt) gnavende rundsave i form af en lettere sippet/underspillet, påtrængende/påmindende mail.
Universitetet giver mig også rig mulighed for at afprøve, og afveje, både tålmodighed og insisteren. Situationen er den, at jeg er indskrevet på institut for skandinaviske studier herovre, som imidlertid over sommeren er smeltet sammen med alle de andre sprogfags insitutter (fransk, spansk osv), til et stort institut/fakultet, der hedder Studies for European Language, Culture and Society - forkortet SELCS. Dette har selvfølgelig betydet en hel del mere administrativt arbejde for alle disse mindre institutter samt SELCS, hvilket igen har betydet af vores introduktionsuge har været KAOTISK. Erasmus studerende (som mig selv) har for et halvt år siden skullet melde os på de fag vi gerne ville have herovre, men pga. sammenlægningen er halvdelen af de fag, der eksisterede dengang blevet slettet og en stor håndfuld nye fag lanceret, under nye navne. Dette blev afsløret på hjemmesiden for en uge siden, faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor de ansatte på instituttet ville have vores endelig valg af fag på en liste. Problemet blev jo så selvfølgelig, at ingen rigtig vidste (nu taler jeg på alles vegne, ud fra den antagelse at jeg er normalt begavet og godt kan repræsentere et bredt gennemsnit af de mennesker, der er startet her samtidigt med mig) hvilke fag, der eksisterede og hvilke der ikke gjorde. Mange, for ikke at sige alle, af de tidligere registreringer til fag, skulle laves om og godkendes påny. De sidste 3 dage har betydet kaos og 4 timer lange køer for de studerende og røde øjne, forsvedte pander samt generel overbelastning af de ansatte (den ENE ansatte, der var). Bureaukratiet vil ingen ende tage!
Pointe No. 2: helt klart smartest med tålmodighed, indtil alle tager rundsave på, på samme tid.
Der opstår en speciel stemning blandt så mange studerende fra forskellige lande, der bruger en halv dag på at sidde i kø sammen, konkurrerende om pladser til de samme fag. Det er her tålmodigheden bliver erstattet af rundsave. Man skuler til de andre (hvilke fag har de skrevet ned?) og holder øje (snyder de fremad i køen?) alt i mens man socialiserer og i al hemmelighed er taknemmelig for, at man i det mindste ikke er helt så fucked som de andre. Dermed ikke sagt, at det har været specielt ubehageligt eller at man har følt sig tilsidesat. Man har fundet fællesskab gennem brok over uprofessionel håndtering af denne tilmeldings-proces, og (de fleste tror jeg) har følt sig godt behandlet af de ansatte. De lange køer opmuntrede desuden til vittigheder fra mange om briternes upåklageligt høflige køkultur, mens man i samme åndedrag var smerteligt bevist om, at der i denne kø ikke fandtes en eneste brite.
Under alle omstændigheder er det nu ved at være overstået, og jeg glæder mig usigeligt meget til at komme i gang. Jeg har fået mig et ganske tilfredsstillende udvalg af fag. Jeg har lidt filosofi, lidt film og lidt litteratur. Gud ved om jeg kan få merit for det hele - den kamel må jeg sluge til den tid. Jeg GLÆDER mig. Det går løs på tirsdag!
kærligst og godnat,
Tanne
9.28.2011
9.27.2011
We Love Broadway Market
Laksebeigel og snigende zombiehånd
..er ikke vores nye indianernavne, men henvisninger til et udpluk af sidste uges begivenheder. En beigel, kan jeg afsløre, er en fancy (og lettere oliefedtet) udgave af den velkendte bagel, som den serveres hos bageren i Brick Lane kl. efter sengetid. Zombiehånden tilhører en ukendt herre med en særdeles veludviklet snigerteknik, når det kommer til at placere hånden et så relativt uskyldigt sted som på fremmede kvinders skuldre, og alligevel få det til at føles en smule beskidt. London er i sandhed et løjerligt sted.
Når det er sagt, må jeg nødvendigvis tilføje, at London også er et farverigt, larmende, lugtende drømmeland af indtryk. Jeg tror det er farligt at være arbejdsløs herovre - det bliver aldrig kedeligt. Ligegyldig hvor mange forskellige steder Tanne og jeg får forvildet os hen, finder vi ting, der ikke er til at blive mæt på.
Vi har været i Brick Lane, hvor der hver søndag er marked. Der er kulsort af mennesker, og butikkerne sælger alt mellem himmel og jord. Hvis man får nok af butikkerne, kan man altid gå lidt ned ad gaden til boderne. Eller man kan gå rundt om hjørnet og købe blandet skrammel, bredt ud på tvivlsomme tæpper af tvivlsomme typer. Man kan også vælge at gå på "Poppie's", et mere eller mindre autentisk bud på en burgerbar fra 50'ernes Amerika, bortset fra at man hverken kan få burgere eller milkshakes, men traditionel engelsk fish & chips, serveret af unge piger i forklæder og stormaskede hårnet.
Vi har været på udstilling i Shoreditch, hvor vores housemate Phoebes nyeste projekt (en seks fod høj konstellation af porcelænstallerkener med skeletmotiv) var udstillet. Iblandt de andre udstillede objekter kan nævnes en underlig japansk kreation i form af to tallerkener med falsk kødsovs, en sækkestol fyldt med balloner, kopper med fint arrangerede huller hele vejen rundt, antikke møbler hængt fra loftet i sytråd samt rygsøjle-møbler, der kan vrides til både borde og bænke - gerne på samme tid.
Vi har været på Yumchaa i Soho, hvor vi drak dejlig te i fine 2-i-1 kopkander og stoppede en sigøjnerkvinde, der i et uopmærksomt øjeblik fik stukket vores veninde Sofies telefon ind under sit tøj, mens hun distraherede os ved at tigge på et sprog, der lå meget langt fra engelsk. Vi har senere gratuleret os selv for vores uforlignelige snarrådighed og lynhurtige - faktisk næsten overnaturlige - reflekser, som måske nok ødelagde hendes dag, men reddede både vores dag og Sofies telefon.
London er en mærkelig oplevelse - helt aldeles fantastisk. Jeg tror ikke man kan få nok, når først man kommer igang. I dag markerer afrundingen på vores første tre uger herovre. Tre uger er ingenting, men jeg er klar til at erklære London min udødelige kærlighed. I morgen skal jeg til jobsamtale. Ønsk mig held og lykke.
Når det er sagt, må jeg nødvendigvis tilføje, at London også er et farverigt, larmende, lugtende drømmeland af indtryk. Jeg tror det er farligt at være arbejdsløs herovre - det bliver aldrig kedeligt. Ligegyldig hvor mange forskellige steder Tanne og jeg får forvildet os hen, finder vi ting, der ikke er til at blive mæt på.
Vi har været i Brick Lane, hvor der hver søndag er marked. Der er kulsort af mennesker, og butikkerne sælger alt mellem himmel og jord. Hvis man får nok af butikkerne, kan man altid gå lidt ned ad gaden til boderne. Eller man kan gå rundt om hjørnet og købe blandet skrammel, bredt ud på tvivlsomme tæpper af tvivlsomme typer. Man kan også vælge at gå på "Poppie's", et mere eller mindre autentisk bud på en burgerbar fra 50'ernes Amerika, bortset fra at man hverken kan få burgere eller milkshakes, men traditionel engelsk fish & chips, serveret af unge piger i forklæder og stormaskede hårnet.
Vi har været på udstilling i Shoreditch, hvor vores housemate Phoebes nyeste projekt (en seks fod høj konstellation af porcelænstallerkener med skeletmotiv) var udstillet. Iblandt de andre udstillede objekter kan nævnes en underlig japansk kreation i form af to tallerkener med falsk kødsovs, en sækkestol fyldt med balloner, kopper med fint arrangerede huller hele vejen rundt, antikke møbler hængt fra loftet i sytråd samt rygsøjle-møbler, der kan vrides til både borde og bænke - gerne på samme tid.
Vi har været på Yumchaa i Soho, hvor vi drak dejlig te i fine 2-i-1 kopkander og stoppede en sigøjnerkvinde, der i et uopmærksomt øjeblik fik stukket vores veninde Sofies telefon ind under sit tøj, mens hun distraherede os ved at tigge på et sprog, der lå meget langt fra engelsk. Vi har senere gratuleret os selv for vores uforlignelige snarrådighed og lynhurtige - faktisk næsten overnaturlige - reflekser, som måske nok ødelagde hendes dag, men reddede både vores dag og Sofies telefon.
London er en mærkelig oplevelse - helt aldeles fantastisk. Jeg tror ikke man kan få nok, når først man kommer igang. I dag markerer afrundingen på vores første tre uger herovre. Tre uger er ingenting, men jeg er klar til at erklære London min udødelige kærlighed. I morgen skal jeg til jobsamtale. Ønsk mig held og lykke.
9.21.2011
Page No. 117:
Toni&Guy Pagen (en 'bop', som det hedder på engelsk), inspireret grunge-style som åbenbart er the shit indenfor fashion for tiden. De havde håbet på at kunne farve mit hår bubblegum-pink, men måtte nøjes med at give det et "wiggy feel" (sådan snakker de!). Hos Toni&Guy hedder det 'hårstylist' ikke frisør (medmindre du vil kyles i Themsen) og man kan ikke som almindeligt menneske og hårmodel troppe op i flade hvide sneakers fra H&M og regne med at det går ubemærket hen; 5 min. inde i min nye tilværelse som hårmodel kaster en af damerne et foragteligt blik på mine beskidte sko, haster ud i et baglokale og kommer tilbage med et par meterhøje stilethæle, som hun rækker til mig og siger "værsgo, her er nogle stiletter du kan låne. det er lidt pænere". Ellers var de meget søde derinde.
Husk at I altid kan trykke på billederne, hvis I vil se dem i større udgave!
xx
xx
University College London:
UCL blev funderet i 1826. Mahatma Gandhi tog sin jurauddannelse på dette universitet. Graham Bell studerende lingvistik. Der går på UCL omkring 25.000 studerende, fordelt på 140 nationaliteter. Lærestaben er ligeledes multi-national. UCL var det første universitet i England til at acceptere katolske og jødiske studerende. Godt nok glemte de kvinderne i nogle år, men nåede alligevel at blive det første universitet i England til at undervise kvinder. Det er et top 3 universitet i England. De to andre kender I nok alle i forvejen. og Det ligger top 5 i Europa. Tilmed er det også det første universitet i England der begyndte at undervise i medicin, sprog og videnskab, hvor Cambridge og Oxford forblev klassisk-teologiske.
Alt dette fik alle vi (måske omkring 500) udvekslingsstuderende slået fast til velkomst-talen i dag. Nedenfor ser I billederne fra "the main quad", quad er en forkortelse for quadrangle:
Alt dette fik alle vi (måske omkring 500) udvekslingsstuderende slået fast til velkomst-talen i dag. Nedenfor ser I billederne fra "the main quad", quad er en forkortelse for quadrangle:
Abonner på:
Opslag (Atom)