Hovedret: laks i bacon, spinat/pastinak terrin og hasselbach kartofler
1.31.2012
Nytår i London 2012: en dyrisk nat
Forberedelser:
Maden, Forret: tigerrejer i chili, lime, ingefær osv
Hovedret: laks i bacon, spinat/pastinak terrin og hasselbach kartofler
En påfugl:
en løve:
Midnat og en forsamling skrålende med på Auld Lang Syne:
en vandmand:
Bolderummet blev flittigt benyttet:
Hovedret: laks i bacon, spinat/pastinak terrin og hasselbach kartofler
1.13.2012
UCL: styr på lortet og lort på styret
Første semester på UCL er nu overstået, og det næste har taget sin begyndelse, og hvad er mit indtryk så indtil videre?
UCL har styr på lortet, hvad angår:
- spændende fag
- billig kaffe
- lækre bygninger
- opbygning af undervisning
- hyggelige læsesale
UCL har lort på styret, hvad angår:
- alt administrativt
- deres biblioteks udlånsssystem
- maden i kantinerne
- integration af udvekslingsstuderende
UCL er et universitet, der er meget stolt over at kunne claime pladsen som det 3. bedste universitet i England (måske Europa? Måske verden? kan ikke huske det på stående fod). De profilerer sig på deres ekstremt kvalificerede undervisere og deres alternative og innovative undervisningsmetoder samt deres banebrydende forskning indenfor naturvidenskaben. Forskningen skal jeg ikke kunne udtale mig om - den er sikkert fin nok. Undervisningen og undervisningsmetoden kan jeg derimod godt udtale mig om, og jeg er ikke helt vildt imponeret. Jeg er heller ikke skuffet, men jeg har været udsat for undervisning på AU der var lige så god, eller bedre.
Mit første semester bestod af tre fag; ét om oplysningstiden, et om censur af tekst og billede i 15- og 16-hundrede tallet og et om Æstetik. Æstetik faget var klart min favorit. Faget om oplysningstiden blev undervist af en tysk dame, med et foruroligende intimt forhold til Kant (så intimt som sådan noget nu kan blive; hun bebrejdede ham tit hans ræsonnementer i klagende tyske vendinger à la "Ach, aber Immanuel.."), og som samtidig insisterede på at udtale hans navn som Cunt. Tilmed var hun flintrende feministisk, og undervisningen led (synes jeg) under denne konstante interesse for at diskutere alt i en feministisk kontekst. Paradoksalt nok, gennemgik vi i vores allerførste lektion med hende Kants distinktion mellem offentlig og privat brug af menneskets ytringsfrihed, hvor den offentlige er den man udøver i f.eks. et klasseværelse, hvor man som ansat underviser ikke kan pådutte eleverne sine egne private holdninger eller interesser. Som eksempel, sagde vores tyske madamme, at hun f.eks. derfor ikke kunne undervise os i hendes egen (hypotetiske) interesse for feminisme når nu faget handlede om oplysningstiden generelt. Dette var dog præcist hvad hun gjorde fremover resten af semesteret, og vi diskuterede derfor slet ikke Rousseaus ideer om opdragelse men kun hans holdning til kvinders rolle i samfundet.
Faget om censur havde potentiale, men blev forpurret igen af underviseren (en ellers flot, langhåret, storbarmet, hvepsetaljet, italiensk kvinde) med en flot og/eller forstyrrende italiensk accent på sit engelske, som underviste ved at komme 5 min. for sent hver dag, være gennemgående forvirret og bede os læse op på skift af dagens tekster. Sådan tog vi hver et afsnit, hele holdet rundt, hvorfor man hurtigt lærte at man ikke behøvede læse teksten på forhånd.
Æstetikfaget blev heldigvis undervist med virkelig godt overblik og pædagogiske forklaringer så selv filosofifags n00bs som mig kunne følge med (eksempler med pingviner, sodavandsis og heste; så kan jeg også være med!). 1 times forelæsning, og 1 times seminar i mindre grupper, hvor man får mulighed for at diskutere teksten i detaljer. Meget spændende og meget givende.
Der er dejligt at være på selve universitet, der er gode og hyggelige (og flotte!) læsesale. Der er billig kaffe i de mange uni-cafeer der er at finde og det ligger i hjertet af London. Alt sammen gode ting, der måske bliver overskygget lidt af administrativt kaos og at man lidt er overladt til sig selv, når først man er ankommet. Et eksempel kunne være den allerførste uge, hvor vi havde fået at vide at der kl. 16 om torsdagen ville være et intro-hygge-fest arrangement for alle nye på Scandinavian Studies, i det og det rum. Sofie og jeg møder op, 15.59, og der er INGEN. Vi venter en halv time. der er stadig INGEN. Vi undrer os, venter lidt mere. INGEN. Ingen note, ingen mail om aflysning. Dagen efter skriver vi til Claire (som stod for arrangementet) og får svar tilbage om at de da havde rykket det ud i haven bagved instituttet og om vi da ikke have fået en mail om det? #&%!?#. Nej. Siden har vi ikke hørt noget om nogen arrangementer, og da de heller ikke ligefrem overøser os med gruppearbejde til undervisningen (hvilket jeg plejede at betragte som en god ting) får man ikke snakket med nogen. Holdene er desuden blandede, folk kommer fra forskellige institutter og forskellige programmer så det er derfor ikke nogen klassestruktur. og hvis der er, virker folk ikke særligt interesserede i at snakke med udvekslingsstuderende. Og jeg er ikke rigtig typen der presser på, så deet...
However, jeg er ved godt mod og føler mig meget flittig og frelst fordi jeg studerer så meget som jeg gør. Jeg er blevet hende typen man ser skævt til og undgår, fordi hun altid sidder på den samme plads, på den samme læsesal, hver dag, med sin kaffe og tonsvis af bøger (bare rolig, det går over når jeg kommer hjem. Line kan tage ansvaret for det.) Jeg er følgende også blevet typen, der stirrer ondt på den person der uforvarende er kommet til at sætte sig der, hvor jeg plejer at sidde og som efterhånden er kommet på fornavn og hyggesnakker med ham gutten, der har kontor lige overfor mit læserum, fordi jeg altid er der. Han kalder mig godt nok en 'geek', men han kommer også med kaffe til mig engang i mellem.
Deres bibliotekssystem der også værd at nævne, mest fordi det er oldnordisk. BA studerende som mig må for det første kun have lånt MAX 10 bøger af gangen - og nogle bøger må kun lånes natten over! Frustrerende, når man skal skrive BA opgave (eller tre essays samtidigt). Derudover har de slet ikke alt - ligesom man er vandt til fra Statsbiblioteket. Og når man skal låne sine bøger, går man hen til en disk hvor der sidder mennesker med stempler, så de kan stemple udlåns- og afleveringsdatoen på indersiden af bogen (åårh, det er ligesom i gamle dage! hvor sødt.)
Det nye semester lover dog godt. Fagene er spændende; moralfilosofi, european art cinema og til sidst futurism and futurisms! Underviseren i moralfilosofi har dog en måde at opbygge sine sætninger på, der kan beskrives ca. sådan her: "So if you don't have the book I would recommend that you..eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh...buy it", eller "So Hume believes that any simple impression will have a simple idea that eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh..resembles it." Det KAN gå hen og blive irriterende på sigt.
Heldigvis har vi en hyggelig base herhjemme, og jeg har min Marie herovre og nu får jeg også snart besøg af Emilie og Ronja! Hvor er det dejligt!
kærligst, Tanne
UCL har styr på lortet, hvad angår:
- spændende fag
- billig kaffe
- lækre bygninger
- opbygning af undervisning
- hyggelige læsesale
UCL har lort på styret, hvad angår:
- alt administrativt
- deres biblioteks udlånsssystem
- maden i kantinerne
- integration af udvekslingsstuderende
UCL er et universitet, der er meget stolt over at kunne claime pladsen som det 3. bedste universitet i England (måske Europa? Måske verden? kan ikke huske det på stående fod). De profilerer sig på deres ekstremt kvalificerede undervisere og deres alternative og innovative undervisningsmetoder samt deres banebrydende forskning indenfor naturvidenskaben. Forskningen skal jeg ikke kunne udtale mig om - den er sikkert fin nok. Undervisningen og undervisningsmetoden kan jeg derimod godt udtale mig om, og jeg er ikke helt vildt imponeret. Jeg er heller ikke skuffet, men jeg har været udsat for undervisning på AU der var lige så god, eller bedre.
Mit første semester bestod af tre fag; ét om oplysningstiden, et om censur af tekst og billede i 15- og 16-hundrede tallet og et om Æstetik. Æstetik faget var klart min favorit. Faget om oplysningstiden blev undervist af en tysk dame, med et foruroligende intimt forhold til Kant (så intimt som sådan noget nu kan blive; hun bebrejdede ham tit hans ræsonnementer i klagende tyske vendinger à la "Ach, aber Immanuel.."), og som samtidig insisterede på at udtale hans navn som Cunt. Tilmed var hun flintrende feministisk, og undervisningen led (synes jeg) under denne konstante interesse for at diskutere alt i en feministisk kontekst. Paradoksalt nok, gennemgik vi i vores allerførste lektion med hende Kants distinktion mellem offentlig og privat brug af menneskets ytringsfrihed, hvor den offentlige er den man udøver i f.eks. et klasseværelse, hvor man som ansat underviser ikke kan pådutte eleverne sine egne private holdninger eller interesser. Som eksempel, sagde vores tyske madamme, at hun f.eks. derfor ikke kunne undervise os i hendes egen (hypotetiske) interesse for feminisme når nu faget handlede om oplysningstiden generelt. Dette var dog præcist hvad hun gjorde fremover resten af semesteret, og vi diskuterede derfor slet ikke Rousseaus ideer om opdragelse men kun hans holdning til kvinders rolle i samfundet.
Faget om censur havde potentiale, men blev forpurret igen af underviseren (en ellers flot, langhåret, storbarmet, hvepsetaljet, italiensk kvinde) med en flot og/eller forstyrrende italiensk accent på sit engelske, som underviste ved at komme 5 min. for sent hver dag, være gennemgående forvirret og bede os læse op på skift af dagens tekster. Sådan tog vi hver et afsnit, hele holdet rundt, hvorfor man hurtigt lærte at man ikke behøvede læse teksten på forhånd.
Æstetikfaget blev heldigvis undervist med virkelig godt overblik og pædagogiske forklaringer så selv filosofifags n00bs som mig kunne følge med (eksempler med pingviner, sodavandsis og heste; så kan jeg også være med!). 1 times forelæsning, og 1 times seminar i mindre grupper, hvor man får mulighed for at diskutere teksten i detaljer. Meget spændende og meget givende.
Der er dejligt at være på selve universitet, der er gode og hyggelige (og flotte!) læsesale. Der er billig kaffe i de mange uni-cafeer der er at finde og det ligger i hjertet af London. Alt sammen gode ting, der måske bliver overskygget lidt af administrativt kaos og at man lidt er overladt til sig selv, når først man er ankommet. Et eksempel kunne være den allerførste uge, hvor vi havde fået at vide at der kl. 16 om torsdagen ville være et intro-hygge-fest arrangement for alle nye på Scandinavian Studies, i det og det rum. Sofie og jeg møder op, 15.59, og der er INGEN. Vi venter en halv time. der er stadig INGEN. Vi undrer os, venter lidt mere. INGEN. Ingen note, ingen mail om aflysning. Dagen efter skriver vi til Claire (som stod for arrangementet) og får svar tilbage om at de da havde rykket det ud i haven bagved instituttet og om vi da ikke have fået en mail om det? #&%!?#. Nej. Siden har vi ikke hørt noget om nogen arrangementer, og da de heller ikke ligefrem overøser os med gruppearbejde til undervisningen (hvilket jeg plejede at betragte som en god ting) får man ikke snakket med nogen. Holdene er desuden blandede, folk kommer fra forskellige institutter og forskellige programmer så det er derfor ikke nogen klassestruktur. og hvis der er, virker folk ikke særligt interesserede i at snakke med udvekslingsstuderende. Og jeg er ikke rigtig typen der presser på, så deet...
However, jeg er ved godt mod og føler mig meget flittig og frelst fordi jeg studerer så meget som jeg gør. Jeg er blevet hende typen man ser skævt til og undgår, fordi hun altid sidder på den samme plads, på den samme læsesal, hver dag, med sin kaffe og tonsvis af bøger (bare rolig, det går over når jeg kommer hjem. Line kan tage ansvaret for det.) Jeg er følgende også blevet typen, der stirrer ondt på den person der uforvarende er kommet til at sætte sig der, hvor jeg plejer at sidde og som efterhånden er kommet på fornavn og hyggesnakker med ham gutten, der har kontor lige overfor mit læserum, fordi jeg altid er der. Han kalder mig godt nok en 'geek', men han kommer også med kaffe til mig engang i mellem.
Deres bibliotekssystem der også værd at nævne, mest fordi det er oldnordisk. BA studerende som mig må for det første kun have lånt MAX 10 bøger af gangen - og nogle bøger må kun lånes natten over! Frustrerende, når man skal skrive BA opgave (eller tre essays samtidigt). Derudover har de slet ikke alt - ligesom man er vandt til fra Statsbiblioteket. Og når man skal låne sine bøger, går man hen til en disk hvor der sidder mennesker med stempler, så de kan stemple udlåns- og afleveringsdatoen på indersiden af bogen (åårh, det er ligesom i gamle dage! hvor sødt.)
Det nye semester lover dog godt. Fagene er spændende; moralfilosofi, european art cinema og til sidst futurism and futurisms! Underviseren i moralfilosofi har dog en måde at opbygge sine sætninger på, der kan beskrives ca. sådan her: "So if you don't have the book I would recommend that you..eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh...buy it", eller "So Hume believes that any simple impression will have a simple idea that eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh, eh..resembles it." Det KAN gå hen og blive irriterende på sigt.
Heldigvis har vi en hyggelig base herhjemme, og jeg har min Marie herovre og nu får jeg også snart besøg af Emilie og Ronja! Hvor er det dejligt!
kærligst, Tanne
12.12.2011
Gid det var så vel..
Jeg vågner op og kommer i tanke om, at jeg skal til fin middag. Anledningen til middagen er en nydannet rød regering, som netop er kommet til magten. Jeg har forud for valget tit og ofte diskuteret med Tanne, at den røde blok ganske enkelt er forudbestemt til at vinde valget af den simple årsag, at de er så velklædte i forhold til dem på den anden side.
Før jeg skal til middagen er der dog et par ting jeg skal ordne. Jeg skal i svømmehallen og jeg skal hente Aurora fra vuggestue. Svømmehallen bliver dog hurtigt aflyst, da jeg ankommer til vuggestuen (som sjovt nok ligger lige overfor min gamle børnehave) - der har nemlig været vild fest aftenen inden, og alle forældrene hænger på gaden ude foran og er pilstive hele bundtet. Jeg lader mig dog ikke slå ud, og kaster mig hovedkulds ind i mængden af visne mennesker, så jeg kan hente Aurora. På vejen møder jeg dog hendes mor, som først genkender mig som sin søster, men siden fortryder, og hårdnakket insisterer på aldrig før at have mødt mig. Dette fører hurtigt til det nærliggende spørgsmål om hvorfor jeg bilder mig ind, at jeg skal hente hendes barn. Kæmpe drama. Jeg ender med at måtte forlade scenen (i overraskende godt humør - vi er blevet venner igen, helt uden at jeg har opdaget det) uden Aurora.
Da jeg kommer tilbage til det hus jeg bor i har min bror Søren endnu en gang, til min store irritation, byttet rundt på vores senge. Problemet med at dele værelse er, at man ikke kan forhindre den slags, og Søren er sygt omskiftelig. Han synes hele tiden at min seng står det bedste sted, så hver gang jeg er ude bytter han rundt på dem.
For at få luft for min irritation tager jeg et bad. Jeg skal jo også være ren og pæn til den fine middag. Det kæmpe store bad på første sal bliver mit valg. Jeg tænder bruseren inden jeg træder ind, for at tjekke, at det nu også er vand der kommer ud (det var så ærgerligt med episoden i badet fra sidste år!). Til mit held kommer der det reneste vand ud, så jeg nedsænker min trætte krop i det varme vand. Til min store rædsel opdager jeg dog, at jeg er kommet til at lægge mig ned i badekaret som står ude foran huset. Straks kommer en lille indisk mand hen og siger, at da jeg tydeligvis ikke bruger mit tøj, kan han vel ligeså godt få det. Jeg nægter ham mine klæder, og i raseri henter han alle der er inde i huset ud, så de kan se at jeg er nøgen. Til alt held er vandet magisk, og kun jeg kan se igennem det.
Flash forward til middagen. Jeg er blevet placeret ved den ene bordende, Tanne sidder til venstre for mig. Johanne Schmidt-Nielsen går forbi, og endnu engang bliver Tanne og jeg enige om, at de røde har en ulastelig tøjsmag. Overfor mig sidder fra venstre: Leonardo diCaprio, Mark Wahlberg (anno "The Italian Job") og en tredje Hollywood-skuespiller (jeg ved ikke hvem han er, men har har en flot kæbe). De synger "O Sole Mio" i kor, mens de blinker kækt til mig. Et par meter nede sidder Mogens Glistrup og fortæller vamle jokes. Maden kommer på bordet, og et fad med frikadeller bliver sendt rundt. Alle må få to, men da fadet når til mig og Tanne, er der kun to tilbage i alt. Og ikke alle gæsterne er ankommet endnu. Tanne er galant og siger, at jeg godt må tage den ene - den anden må vi hellere gemme til resten af gæsterne. Lige da jeg har stillet fadet fra mig kommer Dominic Cooper pludselig løbende. Han putter den sidste frikadelle i munden med et lumsk smil, og skynder sig derefter ud af lokalet i fuld firspring. Jeg er dybt forarget. Han er ikke engang inviteret til middagen.
............
Er der nogen, der har lyst til at analysere min drøm?
Før jeg skal til middagen er der dog et par ting jeg skal ordne. Jeg skal i svømmehallen og jeg skal hente Aurora fra vuggestue. Svømmehallen bliver dog hurtigt aflyst, da jeg ankommer til vuggestuen (som sjovt nok ligger lige overfor min gamle børnehave) - der har nemlig været vild fest aftenen inden, og alle forældrene hænger på gaden ude foran og er pilstive hele bundtet. Jeg lader mig dog ikke slå ud, og kaster mig hovedkulds ind i mængden af visne mennesker, så jeg kan hente Aurora. På vejen møder jeg dog hendes mor, som først genkender mig som sin søster, men siden fortryder, og hårdnakket insisterer på aldrig før at have mødt mig. Dette fører hurtigt til det nærliggende spørgsmål om hvorfor jeg bilder mig ind, at jeg skal hente hendes barn. Kæmpe drama. Jeg ender med at måtte forlade scenen (i overraskende godt humør - vi er blevet venner igen, helt uden at jeg har opdaget det) uden Aurora.
Da jeg kommer tilbage til det hus jeg bor i har min bror Søren endnu en gang, til min store irritation, byttet rundt på vores senge. Problemet med at dele værelse er, at man ikke kan forhindre den slags, og Søren er sygt omskiftelig. Han synes hele tiden at min seng står det bedste sted, så hver gang jeg er ude bytter han rundt på dem.
For at få luft for min irritation tager jeg et bad. Jeg skal jo også være ren og pæn til den fine middag. Det kæmpe store bad på første sal bliver mit valg. Jeg tænder bruseren inden jeg træder ind, for at tjekke, at det nu også er vand der kommer ud (det var så ærgerligt med episoden i badet fra sidste år!). Til mit held kommer der det reneste vand ud, så jeg nedsænker min trætte krop i det varme vand. Til min store rædsel opdager jeg dog, at jeg er kommet til at lægge mig ned i badekaret som står ude foran huset. Straks kommer en lille indisk mand hen og siger, at da jeg tydeligvis ikke bruger mit tøj, kan han vel ligeså godt få det. Jeg nægter ham mine klæder, og i raseri henter han alle der er inde i huset ud, så de kan se at jeg er nøgen. Til alt held er vandet magisk, og kun jeg kan se igennem det.
Flash forward til middagen. Jeg er blevet placeret ved den ene bordende, Tanne sidder til venstre for mig. Johanne Schmidt-Nielsen går forbi, og endnu engang bliver Tanne og jeg enige om, at de røde har en ulastelig tøjsmag. Overfor mig sidder fra venstre: Leonardo diCaprio, Mark Wahlberg (anno "The Italian Job") og en tredje Hollywood-skuespiller (jeg ved ikke hvem han er, men har har en flot kæbe). De synger "O Sole Mio" i kor, mens de blinker kækt til mig. Et par meter nede sidder Mogens Glistrup og fortæller vamle jokes. Maden kommer på bordet, og et fad med frikadeller bliver sendt rundt. Alle må få to, men da fadet når til mig og Tanne, er der kun to tilbage i alt. Og ikke alle gæsterne er ankommet endnu. Tanne er galant og siger, at jeg godt må tage den ene - den anden må vi hellere gemme til resten af gæsterne. Lige da jeg har stillet fadet fra mig kommer Dominic Cooper pludselig løbende. Han putter den sidste frikadelle i munden med et lumsk smil, og skynder sig derefter ud af lokalet i fuld firspring. Jeg er dybt forarget. Han er ikke engang inviteret til middagen.
............
Er der nogen, der har lyst til at analysere min drøm?
12.10.2011
Portal Magazine
Marie, Sofie og jeg kan erklære os som stolte forældre til et nyt blad. Vi vil selvfølgelig ikke tage hele æren for det; udover os selv, har vi et antal skribenter, som skriver artikler til bladet.
Ideen opstod engang i september, ikke så lang tid efter at Sofie og jeg mødte hinanden på UCL og opdagede at vi havde den samme ambition om, at være med i et studie orienteret tidsskrift, magasin el. lign. I stedet blev det til, at vi ville prøve at oprette et selv. Marie blev også lokket med og snart havde vi produceret flyers, delt dem ud og holdt vores første møde. Møderne blev til flere og ambitionerne for bladet højere.
Som det første magasin i en række af (forhåbentligt) mange, står Portal Magazine #1 som en flot start, synes vi selv. Der er 8 fine artikler, som hver især behandler emnet kultur indenfor en studierelevant ramme. I kan læse mere om ideen bag magasinet, i magasinet. Vi håber på at næste blad bliver endnu mere udvidet!
Her er linket til den hjemmeside, hvor vi udgiver det. Det er et gratis forum, hvor også mange andre magasiner bliver udgivet. Når I har klikket på dette link, og forsiden på bladet er dukket op, kan I trykke endnu engang på denne (forsiden), hvorefter der bliver zoomet ind og I kan bladre det igennem. Der kan zoomes yderligere for de nærsynede!
http://issuu.com/portal-magazine/docs/portal_1.1
Værsgo og nyd det!
julehilsner fra Tanne
Ideen opstod engang i september, ikke så lang tid efter at Sofie og jeg mødte hinanden på UCL og opdagede at vi havde den samme ambition om, at være med i et studie orienteret tidsskrift, magasin el. lign. I stedet blev det til, at vi ville prøve at oprette et selv. Marie blev også lokket med og snart havde vi produceret flyers, delt dem ud og holdt vores første møde. Møderne blev til flere og ambitionerne for bladet højere.
Som det første magasin i en række af (forhåbentligt) mange, står Portal Magazine #1 som en flot start, synes vi selv. Der er 8 fine artikler, som hver især behandler emnet kultur indenfor en studierelevant ramme. I kan læse mere om ideen bag magasinet, i magasinet. Vi håber på at næste blad bliver endnu mere udvidet!
Her er linket til den hjemmeside, hvor vi udgiver det. Det er et gratis forum, hvor også mange andre magasiner bliver udgivet. Når I har klikket på dette link, og forsiden på bladet er dukket op, kan I trykke endnu engang på denne (forsiden), hvorefter der bliver zoomet ind og I kan bladre det igennem. Der kan zoomes yderligere for de nærsynede!
http://issuu.com/portal-magazine/docs/portal_1.1
Værsgo og nyd det!
julehilsner fra Tanne
12.02.2011
Karrysildens Glæder og 1. Decembers Risengrød
Julepyntværksted og Maria Carey
11.28.2011
En dag på læsesalen. Guest Starring: Steffen Krejberg
Den store læsesal på universitetet, mest jura:
11.27.2011
Fra Fodboldens Tempel til Juleparadiset
Endnu engang befandt jeg mig i Arsenals Tempel, The Twelve Pins, med Steffen. Sidste gang var det et lokalopgør. Det var det også denne gang. Arsenal - Fulham. Der var denne gang mindre proppet og stemningen var mere afdæmpet og man følte sig generelt meget mere tryg. Selve kampen har jeg ikke så meget at sige om. Den var faktisk ret kedelig, indtil de sidste 15 minutter som var meget spændende! Her er et eksempel på dialogen under kampen, som den udspandt sig mellem Steffen og jeg;
Mig: "Orv. Han er hurtig ham der. Hvem er det?"
Steffen: "Han hedder Walcott."
Mig: "Hvem er ham med det klamme hår?"
Steffen: "Han hedder Alexandre Song. Han spiller defensiv midtbane."
Mig: "Hvad betyder det?"
Steffen: "<forklaring, som jeg ikke kan huske>"
Mig: "nååh! ... Det er en ret kedelig kamp, hva?"
Steffen: "ja. det er det egentlig."
Mig: "Van Persie er en flot mand, synes jeg!"
Steffen: "..."
Mig:" Her er meget mere afdæmpet end da I spillede mod Tottenham. det er dejligt."
Steffen: "Ja, men nu er Tottenham og Arsenal jo også ærkerivaler. Faktisk har Tottenham et ret godt hold for tiden. Det er omkring 25 år siden de har haft så god en chance for at vinde et trofæ."
Mig: "Ej, så er det også lige før de fortjener at få lov at vinde, hva?"
Steffen: "Nej det gør de virkelig ikke på nogen måde overhovedet."
Mig: "Men det kunne være de trængte til det?"
Steffen: "Nej."
Mig: "Hov. Hvad skete der nu?"
Steffen: "Nu er der offside."
Mig: "Hvad er det?"
* * * ..... og sådan fortsatte det.
Jeg kan sagtens blive grebet af fodbold når kampen er spændende osv, men jeg har virkelig ikke meget forstand på reglerne og jeg kan ikke huske det jeg lærer om dem. Så jeg nyder mest bare stemningen, der omgiver fodboldspillet. Jeg synes det er så sjovt at stå og lide sammen med Arsenal fans'ne når det går dem dårligt, skælde ud på dommeren og klappe anerkendende sammen med resten af pubben når de laver noget godt. Også selvom jeg ikke helt forstår hvorfor.
En betragtning over pub-fodboldkulturen, jeg glemte at elaborere sidste gang jeg skrev et fodboldindlæg, er den åbenlyse religiøse stemning, der eksisterer omkring sådanne fodboldhold. Folk samles på deres faste sted, på faste dage i løbet af ugen for at tilbede disse hold. Pubben bliver til et tempel, en kirke, et helligt sted, hvor de vantro ikke må træde! Der synges så det runger - ja, der er endda en kordegn, der råber ting som resten af pubben svarer på. Præcis som med trosbekendelsen. Ind i mellem, i hårde stunder, sås hænder løftet mod himlen, mens andre foldede dem foran ansigtet i bøn. Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt det er bardisken eller storskærmen, der skal betragtes som alteret. På den ene side, er menigheden jo konstant vendt mod storskærmen, hvor religionen udspiller sig. På den anden side er baren fysisk set et alter i sin konstruktion, hvor man får Jesu Kristi blod og legeme; guinness og fish & chips. Det er et dilemma, jeg må undersøge nærmere ved lejlighed.
Efter fodboldkampen fik jeg lov at bestemme, hvad vi skulle. Vi tog derfor i Winter Wonderland i Hyde Park; et rigtigt juleparadis. det eneste der manglede var sneen! Der var adskillige boder med pandekager, vafler, varmt øl, varm kakao, te og kaffe, slik og candyfloss for ikke at nævne madboder med bratwurst, indisk og burgere med kød fra skotske kvæg. Bevægede man sig længere ind fandt man julekræmmere der solgte huer, vanter, halstørklæder, smykker, chokolade, julepynt, smukt dekorerede kagemænd alskens andet julerelateret, overflødigt og over-prized skrammel. undskyld mig. Det var selvfølgelig meget idyllisk, men jeg kunne ikke drømme om at købe noget af det. kun maden. De skotske burgere var fantastiske! Overalt, hvor man bevægede sig strømmede julemusikken fra små højtalere og elektriske lyskæder oplyste boderne. Julemandsdukker stod i alle hjørner med sække over ryggen og rakte pebermyntestænger ud i den tomme luft, med tomme blikke. Helt inderst havnede man i et paradis af lys og lyd og forlystelser! karuseller, rutschebaner, skøjtebaner, tøjdyrsboder, pariserhjul og "vælt alle disse kegler med tre bolde"-boder. over det hele. Det var rent held, at jeg havde været i julestemning hele dagen for ellers ville jeg da have løbet skrigende væk. i stedet var jeg helt lykkelig og lod mig omfavne af denne barnlige juleglæde som jeg faktisk ikke har følt i flere år. Den sidder stadig lidt i mig, og jeg tror det har noget at gøre med at være i London; Jeg har en meget romantisk idé om, hvordan England og specielt London er i julen og jeg håber ikke den kuldsejler! Jeg glæder mig sådan til sne, engelsk julemusik, slik, boder, idyl, julelys, ja sågar varmt øl (mulled ale, det bliver det næste jeg skal prøve!).
Mig: "Orv. Han er hurtig ham der. Hvem er det?"
Steffen: "Han hedder Walcott."
Mig: "Hvem er ham med det klamme hår?"
Steffen: "Han hedder Alexandre Song. Han spiller defensiv midtbane."
Mig: "Hvad betyder det?"
Steffen: "<forklaring, som jeg ikke kan huske>"
Mig: "nååh! ... Det er en ret kedelig kamp, hva?"
Steffen: "ja. det er det egentlig."
Mig: "Van Persie er en flot mand, synes jeg!"
Steffen: "..."
Mig:" Her er meget mere afdæmpet end da I spillede mod Tottenham. det er dejligt."
Steffen: "Ja, men nu er Tottenham og Arsenal jo også ærkerivaler. Faktisk har Tottenham et ret godt hold for tiden. Det er omkring 25 år siden de har haft så god en chance for at vinde et trofæ."
Mig: "Ej, så er det også lige før de fortjener at få lov at vinde, hva?"
Steffen: "Nej det gør de virkelig ikke på nogen måde overhovedet."
Mig: "Men det kunne være de trængte til det?"
Steffen: "Nej."
Mig: "Hov. Hvad skete der nu?"
Steffen: "Nu er der offside."
Mig: "Hvad er det?"
* * * ..... og sådan fortsatte det.
Jeg kan sagtens blive grebet af fodbold når kampen er spændende osv, men jeg har virkelig ikke meget forstand på reglerne og jeg kan ikke huske det jeg lærer om dem. Så jeg nyder mest bare stemningen, der omgiver fodboldspillet. Jeg synes det er så sjovt at stå og lide sammen med Arsenal fans'ne når det går dem dårligt, skælde ud på dommeren og klappe anerkendende sammen med resten af pubben når de laver noget godt. Også selvom jeg ikke helt forstår hvorfor.
En betragtning over pub-fodboldkulturen, jeg glemte at elaborere sidste gang jeg skrev et fodboldindlæg, er den åbenlyse religiøse stemning, der eksisterer omkring sådanne fodboldhold. Folk samles på deres faste sted, på faste dage i løbet af ugen for at tilbede disse hold. Pubben bliver til et tempel, en kirke, et helligt sted, hvor de vantro ikke må træde! Der synges så det runger - ja, der er endda en kordegn, der råber ting som resten af pubben svarer på. Præcis som med trosbekendelsen. Ind i mellem, i hårde stunder, sås hænder løftet mod himlen, mens andre foldede dem foran ansigtet i bøn. Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt det er bardisken eller storskærmen, der skal betragtes som alteret. På den ene side, er menigheden jo konstant vendt mod storskærmen, hvor religionen udspiller sig. På den anden side er baren fysisk set et alter i sin konstruktion, hvor man får Jesu Kristi blod og legeme; guinness og fish & chips. Det er et dilemma, jeg må undersøge nærmere ved lejlighed.
Efter fodboldkampen fik jeg lov at bestemme, hvad vi skulle. Vi tog derfor i Winter Wonderland i Hyde Park; et rigtigt juleparadis. det eneste der manglede var sneen! Der var adskillige boder med pandekager, vafler, varmt øl, varm kakao, te og kaffe, slik og candyfloss for ikke at nævne madboder med bratwurst, indisk og burgere med kød fra skotske kvæg. Bevægede man sig længere ind fandt man julekræmmere der solgte huer, vanter, halstørklæder, smykker, chokolade, julepynt, smukt dekorerede kagemænd alskens andet julerelateret, overflødigt og over-prized skrammel. undskyld mig. Det var selvfølgelig meget idyllisk, men jeg kunne ikke drømme om at købe noget af det. kun maden. De skotske burgere var fantastiske! Overalt, hvor man bevægede sig strømmede julemusikken fra små højtalere og elektriske lyskæder oplyste boderne. Julemandsdukker stod i alle hjørner med sække over ryggen og rakte pebermyntestænger ud i den tomme luft, med tomme blikke. Helt inderst havnede man i et paradis af lys og lyd og forlystelser! karuseller, rutschebaner, skøjtebaner, tøjdyrsboder, pariserhjul og "vælt alle disse kegler med tre bolde"-boder. over det hele. Det var rent held, at jeg havde været i julestemning hele dagen for ellers ville jeg da have løbet skrigende væk. i stedet var jeg helt lykkelig og lod mig omfavne af denne barnlige juleglæde som jeg faktisk ikke har følt i flere år. Den sidder stadig lidt i mig, og jeg tror det har noget at gøre med at være i London; Jeg har en meget romantisk idé om, hvordan England og specielt London er i julen og jeg håber ikke den kuldsejler! Jeg glæder mig sådan til sne, engelsk julemusik, slik, boder, idyl, julelys, ja sågar varmt øl (mulled ale, det bliver det næste jeg skal prøve!).
11.15.2011
Helt alensom og efterforladt
58 dage i London, og så skete det. Tanne forlod mig. Det tomrum jeg stod overfor i kølvandet på hendes forsvinden er stadig, den dag i dag, hårdt at mindes og svært at sætte ord på. Men jeg skal forsøge.
Fredag og lørdag lå jeg med grimmer grimmer hoste-feber-snot-syge. Kedeligt. Men så kom søndag, hvor jeg mandede mig op og tog på blomstermarked. I den forbindelse gik det op for mig, at det eneste jeg indtil da havde gjort i London uden den dejlige Missers selskab, var at gå på arbejde. Blomsterne var pæne og de duftede også pænt. Og så tog jeg bussen hjem. På vejen kom jeg forbi både Flower Pot Close og Black Boy Lane - det ville man aldrig slippe afsted med at kalde en vej derhjemme. Sindsoprivende dag.
Mandag var jeg rask igen, så jeg tog på arbejde. Til de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at jeg har fået et job ved Gyldendals Bogklubber. Dette indebærer en hel del telefonopkald og emails og et vækkeur, der ringer kl 6 om morgenen (det sidste er jeg ikke overvældende lykkelig over). Resten af ugen flyder lidt sammen i en blanding af arbejde efterfulgt af middage og tøsefnidder med Phoebe, som fortæller nogle helt fantastiske historier om helt fantastisk pigede ting. Og så har hun lært mig en sygt vammel ret : cauliflower cheese. Det er rimelig meget hvad det hedder. Snasket og lækkert.
Og nu bliver det vildt, for nu bliver det fredag. Efter arbejde tog jeg ud for at spise med nogle piger fra mit arbejde. På Brick Lane ligger der en rigtig jævn restaurant, Aladin (med ét d). De serverer ret kedelig mad, de snyder med beløbet på regningen, og tjenerne er uhøflige. Men man må medbringe sine egne drikkevarer. Dejligt sted. Efter et måltid og en flaske vin tog vi på en bar i nærheden, som jeg har været på en enkelt gang før - og det er ret fantastisk sted. Der er lysekroner og havenisser ud over det hele. Det er en gammel lejlighed i to etager, så rummene er underligt uegnede til at huse en bar, hvilket gør det hele meget mere hyggeligt. Desværre lukker de allerede kl 23 om fredagen, så vi måtte videre på en anden bar, Alibi. Alibi ligger i en kælder og bevogtes af store mænd iført store miner (altså, sådan nogen man har i ansigtet). Igen er der tale om et mærkeligt indrettet og ret fedt sted. Musikken er høj og dansabel, bartenderne ligner allesammen nogen der bruger 90% af deres tid på at samle på tegneserier fra 80'erne, og gæsterne er en flok af sjældent blandet karakter. Anyways, danse, danse, danse og så var klokken lukketid. Jeg sagde farvel til pigerne og gik min vej for at tage en bus hjem. Og det var her min aften for alvor startede.
Efter at have ventet på bussen i tyve minutter (det var koldt, jeg var træt og fuld) kom den endelig, og kørte lige forbi mig og alle de andre stakkels skæbner ved stoppestedet. Dette resulterede hurtigt i vredesudbrud og armfagter allevegne omkring mig, og to fyre så snart deres snit til at komme op at slås. Så jeg gik videre til det næste stop. Her var dejligt øde og forladt, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede tålmodigt. Efter få minutter kom en ung mand hen til mig. Han hed noget polsk og kom fra Polen. Han var 25 år og havde netop tomlet hele vejen derfra, fordi han var på flugt fra politiet (noget med hans søster, som jeg ikke forstod). Han syntes vi skulle være venner, for jeg er jo også 25. I et kort øjeblik syntes jeg det gav mening, så jeg snakkede med ham indtil den næste bus kom. Og den kørte også forbi mig. I min vrede råbte jeg lidt af min polak (bevares, jeg tror såmand han kunne bruge en god opsang), som syntes jeg var sjov, og derfor fulgte efter mig, da jeg resolut begyndte at vade i retning hjem. I takt med at vejene blev mere og mere øde, begyndte jeg at fortryde, at jeg gik alene med en ung mand (og sådan på kant med den polske lov og alt muligt), så da han skulle tisse sprang jeg ind i en taxa og kørte min vej. Taxamanden hed noget tyrkisk og kom fra Tyrkiet. I løbet af fem minutter havde vi dækket mine erfaringer med Tyrkiet (som ikke rækker vidt), og han foreslog, at hvis jeg havde lyst til at se mere af hans land, kunne vi da godt lige køre derned. Jeg afslog pænt med henvisning til taxameteret, som kørte i en helvedes fart, for der er alligevel langt til Tyrkiet. Den flinke mand bedyrede med chok i stemmen, at han ville da betale for turen. Og hvis jeg kunne lide Tyrkiet, kunne vi blive gift, og så kunne jeg passe vores hus, mens han kørte sin taxa i Ankara. Dette havde været sjovt, hvis ikke han havde ment det. Hvilket jeg ret hurtigt fandt ud af, at han gjorde. Han blev ved og ved og ved og ved og ved, og jeg måtte lyve efter bedste evne om hvordan den adresse jeg havde givet ham alligevel ikke var min private og at jeg nærmest allerede var på vej i lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Den købte han dog ikke, og ville have mit nummer. Det fik han ikke. Men så kunne han jo bare komme forbi en dag og hente mig efter arbejde? Nej tak. Men så kunne han jo lige komme med ind nu og se mit hus? Nej tak. Men så kunne han vel i det mindste få et godnatkys? Nej, uden tak. Flink mand blev til klam mand, så jeg flashede fuglen (det har Jakob lært mig at sige) og skred.
Søndag tog jeg på ægte loppemarked med Phoebe og hendes veninde Sarah, og jeg fik en masse dejlige ting - desværre ingen billeder. Jeg tager tilbage og tager nogle. Og så kom min Tanne endelig hjem, og alt er dejligt igen.
I morgen kommer Lena, og så skal vi rigtig ud at lege - dejlig dejlig hurra.
Fredag og lørdag lå jeg med grimmer grimmer hoste-feber-snot-syge. Kedeligt. Men så kom søndag, hvor jeg mandede mig op og tog på blomstermarked. I den forbindelse gik det op for mig, at det eneste jeg indtil da havde gjort i London uden den dejlige Missers selskab, var at gå på arbejde. Blomsterne var pæne og de duftede også pænt. Og så tog jeg bussen hjem. På vejen kom jeg forbi både Flower Pot Close og Black Boy Lane - det ville man aldrig slippe afsted med at kalde en vej derhjemme. Sindsoprivende dag.
Mandag var jeg rask igen, så jeg tog på arbejde. Til de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at jeg har fået et job ved Gyldendals Bogklubber. Dette indebærer en hel del telefonopkald og emails og et vækkeur, der ringer kl 6 om morgenen (det sidste er jeg ikke overvældende lykkelig over). Resten af ugen flyder lidt sammen i en blanding af arbejde efterfulgt af middage og tøsefnidder med Phoebe, som fortæller nogle helt fantastiske historier om helt fantastisk pigede ting. Og så har hun lært mig en sygt vammel ret : cauliflower cheese. Det er rimelig meget hvad det hedder. Snasket og lækkert.
Og nu bliver det vildt, for nu bliver det fredag. Efter arbejde tog jeg ud for at spise med nogle piger fra mit arbejde. På Brick Lane ligger der en rigtig jævn restaurant, Aladin (med ét d). De serverer ret kedelig mad, de snyder med beløbet på regningen, og tjenerne er uhøflige. Men man må medbringe sine egne drikkevarer. Dejligt sted. Efter et måltid og en flaske vin tog vi på en bar i nærheden, som jeg har været på en enkelt gang før - og det er ret fantastisk sted. Der er lysekroner og havenisser ud over det hele. Det er en gammel lejlighed i to etager, så rummene er underligt uegnede til at huse en bar, hvilket gør det hele meget mere hyggeligt. Desværre lukker de allerede kl 23 om fredagen, så vi måtte videre på en anden bar, Alibi. Alibi ligger i en kælder og bevogtes af store mænd iført store miner (altså, sådan nogen man har i ansigtet). Igen er der tale om et mærkeligt indrettet og ret fedt sted. Musikken er høj og dansabel, bartenderne ligner allesammen nogen der bruger 90% af deres tid på at samle på tegneserier fra 80'erne, og gæsterne er en flok af sjældent blandet karakter. Anyways, danse, danse, danse og så var klokken lukketid. Jeg sagde farvel til pigerne og gik min vej for at tage en bus hjem. Og det var her min aften for alvor startede.
Efter at have ventet på bussen i tyve minutter (det var koldt, jeg var træt og fuld) kom den endelig, og kørte lige forbi mig og alle de andre stakkels skæbner ved stoppestedet. Dette resulterede hurtigt i vredesudbrud og armfagter allevegne omkring mig, og to fyre så snart deres snit til at komme op at slås. Så jeg gik videre til det næste stop. Her var dejligt øde og forladt, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede tålmodigt. Efter få minutter kom en ung mand hen til mig. Han hed noget polsk og kom fra Polen. Han var 25 år og havde netop tomlet hele vejen derfra, fordi han var på flugt fra politiet (noget med hans søster, som jeg ikke forstod). Han syntes vi skulle være venner, for jeg er jo også 25. I et kort øjeblik syntes jeg det gav mening, så jeg snakkede med ham indtil den næste bus kom. Og den kørte også forbi mig. I min vrede råbte jeg lidt af min polak (bevares, jeg tror såmand han kunne bruge en god opsang), som syntes jeg var sjov, og derfor fulgte efter mig, da jeg resolut begyndte at vade i retning hjem. I takt med at vejene blev mere og mere øde, begyndte jeg at fortryde, at jeg gik alene med en ung mand (og sådan på kant med den polske lov og alt muligt), så da han skulle tisse sprang jeg ind i en taxa og kørte min vej. Taxamanden hed noget tyrkisk og kom fra Tyrkiet. I løbet af fem minutter havde vi dækket mine erfaringer med Tyrkiet (som ikke rækker vidt), og han foreslog, at hvis jeg havde lyst til at se mere af hans land, kunne vi da godt lige køre derned. Jeg afslog pænt med henvisning til taxameteret, som kørte i en helvedes fart, for der er alligevel langt til Tyrkiet. Den flinke mand bedyrede med chok i stemmen, at han ville da betale for turen. Og hvis jeg kunne lide Tyrkiet, kunne vi blive gift, og så kunne jeg passe vores hus, mens han kørte sin taxa i Ankara. Dette havde været sjovt, hvis ikke han havde ment det. Hvilket jeg ret hurtigt fandt ud af, at han gjorde. Han blev ved og ved og ved og ved og ved, og jeg måtte lyve efter bedste evne om hvordan den adresse jeg havde givet ham alligevel ikke var min private og at jeg nærmest allerede var på vej i lufthavnen for at tage hjem til Danmark. Den købte han dog ikke, og ville have mit nummer. Det fik han ikke. Men så kunne han jo bare komme forbi en dag og hente mig efter arbejde? Nej tak. Men så kunne han jo lige komme med ind nu og se mit hus? Nej tak. Men så kunne han vel i det mindste få et godnatkys? Nej, uden tak. Flink mand blev til klam mand, så jeg flashede fuglen (det har Jakob lært mig at sige) og skred.
Søndag tog jeg på ægte loppemarked med Phoebe og hendes veninde Sarah, og jeg fik en masse dejlige ting - desværre ingen billeder. Jeg tager tilbage og tager nogle. Og så kom min Tanne endelig hjem, og alt er dejligt igen.
I morgen kommer Lena, og så skal vi rigtig ud at lege - dejlig dejlig hurra.
Abonner på:
Opslag (Atom)