Et gammelt ordsprog siger, at en god gravko ej forgår - heller ikke selvom man lader den stå ude hele vinteren. Og jeg må jo med skam i min virtuelle røst erkende, at det er netop hvad jeg har gjort. Men nu har jeg børstet støvet af skuldrene og spidset tastaturet. Gravkoen er genoplivet - omend ikke i samme form, som man tidligere kendte den, hvor Tannemisser (med meget kortere mellemrum end jeg selv) bød ind med historier fra vores engelske eventyr. Jeg vil forsøge at genoptage den stolte tradition på egen hånd (med mindre Tanne vil byde ind med anekdoter fra Aarhus?), således at de, der ønsker det, igen kan følge en smule med i min færden på den anden side af vandet, på den anden side af Jylland.
Måske situationen er til at udøve velafprøvet skrivepraksis og indlede med et lille resumé af det sidste års begivenheder; da sommeren 2012 blev skudt igang forlod Tanne mig til fordel for velkendte jagtmarker i det midtjyske og jeg stod pludselig på egne ben i det, der ellers lige var blevet velkendt og trygt - Harringay. Efter adskillige skyderier i sensommeren, mindst en million alt for lange busture til og fra arbejde og ikke mindst en højst vellykket investering i en flot, ung bankmand fra Fyn, hev jeg rødder, gulvtæpper og støvede bøger ud af hulen i det lille rækkehus og flyttede ind i en lejlighed i Greenwich. Her tog Vincens vel imod både mig og bøgerne, mens tæpperne led en grum skæbne, som til dato frembringer salte tårer i mine små blå øjne, når jeg mindes den kamp jeg kæmpede for deres overlevelse. Bortset fra det tabte tæppeslag har min indflytning dog vist sig at være intet mindre end en bragende succes.
Lejligheden deler vi med et par, Charlotte og Daniel, som tilsammen med os udgør en hård kerne af danskere i et område, der ellers er domineret af vaskeægte idyllisk og landsbyagtig stemning, krydret med en milliard million turister, der hver weekend valfarter til området for at lade sig betage af den helt utroligt kedelige meridian, der ligger i Greenwich Park og angiver nulpunktet for både tiden og min interesse. Og så ligger der forresten også et gammelt handelsskib, Cutty Sark, som jeg gætter på har sejlet en hel del whisky (?) og som folk også bliver helt vilde i kameraerne over. Men det er nu også meget flot, må jeg indrømme, og jeg vil egentlig gerne ind og se det - så næste besøgende er hermed advaret - det kommer på programmet.
Ellers tror jeg ikke, at der er så meget nyt at berette. Ikke noget af det store. Og dog. Jeg har fået en ny ven herovre, som jeg sætter meget stor pris på og hvis madvaner komplimenterer mine egne, idet han er glad for gamle grøntsager, som jeg ikke selv har lyst til at spise. Han er et æsel og han har ikke noget navn endnu, så jeg refererer indtil videre til ham som 'Æslet'. Han bor på Mudchute Farm, en lille samling indhegninger 20 minutters gang hjemmefra, som drives af frivillige. Her har de både heste, får, geder, lamaer, fugle og nogle kæmpe (jeg mener KÆMPE) svin. Det er et fantastisk sted - midt i London, med udsigt til Canary Wharf og midtbyen, men fuldstændig uforstyrret, bortset fra de besøgende, der kommer for at fodre og klappe dyrene.
Nu har jeg vist også været omkring alle de store punkter på indlæggets dagsorden. Som afslutning vil jeg fortælle, at jeg var til koncert med Tina Dickow i Union Chapel for to uger siden. Det var en god koncert. En rigtig god koncert.
Hej hej, farvel, vi ses i næste afsnit!
