British Museum: a project in progress

Marie, hendes lillebror Tobias og jeg var i dag på British Museum. Det er et projekt vi har tøvet med i lang tid, grundet omfanget; British Museum er gigantisk! Men det er også det værd - både for bygningens egen skyld og for de artefakter, den indeholder. Her er et ganske lille udpluk af vores tur gennem det gamle Egypten, det antikke Grækenland og det antikke Rom

Taget i foyeren. imponerende

Denne sarkofag bedyrede Marie, at hun gerne ville begraves i (den med allermest guld på, selvfølgelig)

Gravid flodhest med løvehoved (nogle vil sikkert spørge; but why?)

 sød misser:

 Parthenon frisen, om hvilken der er megen strid. Grækerne vil have den tilbage, og anklager englænderne for at have stjålet en national skat. Englænderne forsvarer sig med at de har beskyttet frisen mod vind og vejr (men den er dog stadig alt for skrøbelig til at kunne fragtes nogen steder hen, endsige til Grækenland) og derudover, med en populær floskel, givet den en plads i en "international kontekst" (når de nu ikke kunne give den en plads i den kontekst, hvor den rent faktisk blev skabt). Det er dog fantastisk at kunne få lov at kigge på frisen så tæt på, og i øjenhøjde, det må man give dem. Den er fyldt med smukke detaljer:

 Af de større figurer er der ikke meget tilbage, som i ser:

 Marie i forgrunden, frisen i baggrunden.

Marie og Tobias blandt sarkofager og støvede krukker og ting og sager, der ca alle sammen var 3000 år gamle...

Det Store Farlige London

Marie og jeg vidste godt at vi ikke var flyttet til det mest idylliske og pæneste af Londons områder. Det ligger op ad Tottenham og det nordlige London har vist altid været berygtet. Og selvom man skal være både blind og dum for ikke at kunne se, at det er et råt nabolag, har hverken vi eller dem vi bor sammen med nogensinde personligt oplevet noget ubehageligt. Vi kan kun konspirere og gætte - og det har vi gjort siden ikke så længe efter vi kom herover, over én bestemt ting. Det har nemlig undret os længe, hvorfor der altid sidder mennesker i de biler som holder på den parkeringsplads, vi går igennem på vej hen til vores metrostation. Den er stensikker, lige meget hvad tidspunktet er. De første par gange man opdager det, får man et regulært chok og synes, at det da er en underligt opførsel, bare sådan at sidde der. Man føler sig desuden lidt overvåget af dem. Efterhånden vænner man sig til, at der altid sidder en eller anden. Marie og jeg har snakket meget om, at det kan være de venter på deres koner, som er ude og købe ind eller sådan noget, men i bund og grund har vi hele tiden været sikre på, at der foregår rigtig meget handel med stoffer på den parkeringsplads.

Så i onsdags var der et skuddrab ude foran vores metrostation, Turnpike Lane. Klokken halv fire om eftermiddagen blev en tyrkisk mand skudt ned i sin bil og døde ude foran barberen. Marie og jeg så kun politiets afspærringer og en masse politibiler. Det viste sig dagen efter ( dette er The Evening Standards dækning fra d. 2 februar, og de benytter sig af en masse "supposedly" og "allegedly") at den dræbte mand var leder af en bande, der kalder sig Bombacilar (oversat til the Bombers på engelsk) og at han blev myrdet af udsendinge fra en konkurrerende bande, der kalder sig The Tottenham Boys. Disse to bander står for størstedelen af heroin smuglingen i det nordlige London og kæmper om at kontrollere markedet.  Det er to bander alle i London kender (åbenbart, jeg har først hørt om dem nu). De forskellige bandemedlemmer laver handler og hænger ud i spillehallerne (snooker clubs) rundt omkring (der er en del af dem herovre!)Som Phoebe siger, så er det legitime spillehaller, men det er tydeligt, at ikke alle kan gå derind - man skal være med i en bestemt kreds. Og desuden ligner det i forvejen ikke steder, som nogen ved deres fulde fem nogensinde ville bevæge sig ind på! Også de små købmænd er måske involveret i noget - det mener i hvert fald Phoebes kollega. Hvordan skulle de også ellers kunne overleve når de ligger klods op af hinanden og har præcis de samme ting og kun sælger æbler og pasta og måske frysepizzaer i weekenden?

Under alle omstændigheder så kan man frygte, at banderne nu skal til at tage hævn på hinanden. Den dræbte bandeleder har f.eks. to brødre, der også er dybt involverede, og hvordan de ser retfærdigheden ske fyldest, kan man kun vente og se. Hvorom alting er, så har den bevidsthed Marie og jeg har haft om vores nabolag så vidt måske alligevel været for lyserød, og vi må nok indse at den ellers rimeligt pæne overflade kun er en overflade. Episoden var en forskrækkelse og var skræmmende. Ligeså skræmmende er det dog også, hvor hurtigt hverdagen samler sig igen om sin vante gang. Episoden ændrer ikke noget ved Maries og min livsførelse herover måske foruden vores, ellers meget reelle, planer om at tage på snooker club.