The Haringay Horror

Så er det otte dage siden vi ankom. Tiden flyver, og det føles alligevel som om vi har været her for evigt. Begge dele tilskriver jeg umiddelbart den omstændighed, at vi hele tiden laver noget. Vi oplever noget nyt hver dag, og sover som de døde om natten. Her følger en lille fortælling om den første uge i London:

Torsdag vågnede vi til lyden af noget, der fik os begge til at springe op. Og ikke på den gode måde. Der kom den mærkeligste lyd fra et sted i huset. Lyden er bedst at beskrive som noget, man forestiller sig kommer fra en to meter høj spilledåse og bruges som soundtrack til en dårlig gyserfilm. Havde vi ikke været alene i huset, havde vi nok slået det hen som en roommates elendige musiksmag, men i situationen var vi nødt til at konkludere, at huset selv lavede lyden. Vi blev hurtigt enige om, at det var mega klammo (udtrykket synes passende i netop denne situation), men besluttede, det til trods, at gå på jagt efter en afsender. Det viste sig at være en isbil. En gammel, faldefærdig isbil med afskallet maling. Den kører forbi huset to gange dagligt, og udsender en skrantende melodi, der med garanti ikke lokker nogen kunder til. Da vi var kommet os over den krybende følelse af snigende død, tog vi metroen ind til byen, hvor vi besluttede at vade Charing Cross Road tynd og kigge på bøger. Til de, der ikke ved det, er Charing Cross kendt for sine mange boghandler, så det synes oplagt at tage dertil - vi kunne jo både savle over al den lækre litteratur, og jeg kunne aflevere nogle ansøgninger. Det med ansøgningerne viste sig hurtigt at være en fæl fiasko. De store butikker vil have ansøgninger online, og de små (seje) butikker vil slet ikke have nogen. Turen var dog langt fra spildt. Vi fandt en fantastisk kælder, hvorfra der sælges brugte bøger til ingen penge, og hvor hele lageret udskiftes en gang om måneden. Det er, som man siger, nice. Vi afsluttede turen med en pint (der blev til flere) på Coach and Horses, en lille hyggelig pub i Covent Garden, hvor vi mødte en gruppe unge englændere, der sælger skiudstyr til daglig. De viste os en anden bar, hvor vi fik halvslatne drinks til helslatten overpris. Englænderne fejlede dog ingenting, og vi havde en dejlig aften. Vi besluttede os for at finde en natbus hjem. Vi fandt overraskende hurtigt stoppestedet, hvor bussen til gengæld for vores besvær kørte lige forbi os, og vi endte med at måtte tage en taxa i stedet. Turen hjem var således ikke en drøm, men vi fik rabat af vores taxachauffør (som talte med en fed fed cockney-dialekt), og på vej til bussen fik jeg endda lov til at råbe grimme ting af en dum mand, der ville røre ved min piercing og prøvede at stikke af med min lighter. Alt i alt en umådeligt god dag!

Fredag sov vi længe, og så gik vi igen på jobjagt. Dagen var relativt begivenhedsfattig, men aftenen er et par linjer værd. Vi mødte Emily og Tom på Old Street og fulgtes med dem til Stringray Globe, som er en fantastisk restaurant, forstået på den måde, at de laver KÆMPE pizzaer, som er virkelig gode og dobbelt så billige. Alle der kommer og besøger os herovre, er tvangsindlagt til at spise der med os. Tom havde to venner med, Joe og Mike. Joe mødte os allerede ved tuben, mens Mike stødte til på restauranten. Joe, som er kok ("I'm a cook, not a chef, I make real food!") var en virkelig spøjs type, jf. citatet. Han var lav og røg hjemmerul (hele tiden) og sagde ikke noget, der ikke på en eller anden måde var indforstået (ham og Tom imellem) eller direkte henvendt til ham selv. Det mærkeligste ved ham var dog, at han til trods for sin noget specielle facon var sært behagelig at være i lokale med. Mike ankom som sagt efter vi var nået til restauranten, og ville ikke hilse, men gik direkte ud igen for at ryge (igen). Han er åbenbart altid sur, fordi han aldrig sover. Han varmede dog noget op efter tre flasker vin. Han var, ligesom Joe, på en sær måde ganske behageligt selskab, men jeg ved stadig ikke rigtig hvem han er, og jeg tror ikke han på et eneste tidspunkt henvendte sig direkte til hverken Tanne eller mig. Joe og Mike gik begge hjem for at sove efter middagen, og vi andre tog på bar. Emily og Tom viste os et sted, som jeg desværre har glemt hvad hedder, hvor ens taske blev tjekket i døren for stoffer. Indenfor var stemningen fantastisk. Der blev spillet swing og der var propfyldt med mennesker i alle størrelser og gørelser. Vi så blandt andet en mand iført bowlerhat, nålestribet jakkesat, blankpolerede laksko og en stor, tyk, lang cardigan af uld, hvilket passede perfekt til stedet, men samtidig var uhyggeligt imponerende, da der var saunatemperatur i hele baren. Vi blev kun til en enkelt øl, som ikke, mængdemæssigt, kunne måle sig med den væske vi nåede at perspirere på samme tid.

Lørdag tog vi på Broadway Market, som er et delikatessemarked i den østlige del af London. Endnu engang måtte vi sande, at vi havde fundet et sted, som nødvendigvis må vises frem. Markedet består af en lang række madboder (og en enkelt eller to, der sælger tøj eller gamle plader - og så selvfølgelig en, der sælger pornografiske fotografier fra 50'erne). Når man har fundet ud af om man vil have ost eller kød eller oliven eller kage eller persiske bønneboller eller noget helt andet, kan man gå over på den anden side af vejen og smide sig i en hyggelig park, hvor folk fra markedet sidder i grupper på græsset og nyder dagens fangst. Vi tog naturligvis en masse billeder, men grundet den før omtalte mangel på ledninger til kameraerne kan vi desværre ikke oploade dem endnu. Emily har en ledning vi kan bruge, men hun og Tom er pt. i Tyrkiet, så det må vente nogle dage endnu.. Da vi kom hjem fra marked søgte jeg et job i en lille skobutik i det område vi bor i, og de sagde, at jeg kunne komme dagen efter og starte min træning.

Og det gjorde jeg så. Søndag kl 10.30 mødte jeg frisk og veludhvilet op. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg blev modtaget af en lille inder, der fik mig til at skrive under på, at de første to dages træning var uden løn. Derefter viste han mig ind på deres lager, som seriøst lignede Jerusalems ødelæggelse. Jeg ryddede op i reolerne i 7½ time. Der var ingen pauser. Der var ikke noget toilet. Der var ikke nogen håndvask. Der var ikke nogen mennesker. Til gengæld var der virkelig ulækkert. Inderen kom op nogle gange i løbet af dagen. Han fik mit navn ti gange, men besluttede, at det var lettere at kalde mig "lovely" (der var en anden i træning også - han fik navnet "upstairs guy"). Da jeg gik derfra, lettere radbrækket og smurt ind i skidt og snavs, fik jeg besked på at møde op igen onsdag med afskeden "Don't be late. And please, on wednesday, work faster." De ville ikke fortælle mig hvad jeg kunne forvente at få i løn, eller om jeg overhovedet kunne forvente at blive ansat. Da jeg fortalte vores housemate, Phoebe, om det, bekræftede hun mig i min bekymring - de har brug for at gjort rent, og har fundet en gratis måde at gøre det på. Jeg takkede pænt nej til anden del af deres "training". Skod-inder!

Mandag tog vi ind til Tannes universitet og kiggede. Der er stort og flot, og jeg er herre misundelig. Vi kunne desværre ikke komme indenfor, så vi gik en tur i området i stedet, og jeg fik igen afleveret nogle ansøgninger. Vi endte i Camden, hvor vi fandt farligt mange fede butikker, som med garanti bliver en frygtelig udfordring i løbet af året. Til slut fandt vi en pub, hvor vi spiste fish and chips og burger, og på ægte engelsk manér fik os en lille eftermiddagspint.

Tirsdag satte vi rekord i at stå tidligt op (hvilket vi ellers ihærdigt har undgået), da Tanne skulle klippes kl 9.15 inde i byen. Hun havde fået en tid som hårmodel hos Toni&Guy, og skulle ordnes foran et helt hold frisørstuderende. Jeg kunne desværre ikke få lov at komme med ind, så jeg gik på selvstænding jobjagt i de tre timer det tog. Hvad end Tanne havde af bange anelser inden hun gik til frisør, var de blevet forvandlet til glæde, da jeg mødte hende igen. Og med god grund. Hun har fået mega lækkert hår - som vi naturligvis har fotograferet fra alle sider, og uploader billeder af ved først givne mulighed. Der er ikke så meget mere at fortælle fra mandag, andet end at Waterstones har slået en stilling op, som jeg vil have. Så den har jeg søgt. Hep på mig. Tak.

I dag er det godt vejr, så vi tager ind til Hyde Park og går en tur, og ser hvad der sker. I aften skal vi lave mad til Phoebe, som kommer med vin. Det kan kun blive godt.

Livet i London er fantalastisk - også selvom jeg snart dør af stress over ikke at have fundet et job endnu. Men, som de kloge siger, kommer tid, kommer råd. Og jeg kan jo altid sælge Tanne, når jeg ikke længere kan betale min husleje.

Peace out. Og sådan noget.