Skævvridningen - et politisk essay

 På UCL har vi en universitetsavis, skrevet af de studerende, som kaldes 'Pi Newspaper' (som i π). Da vi begyndte semestret var det just udkommet, og én af artiklerne var en øjenvidne beretning om én af aftenerne i 'Sommeroprøret' (the summer riots) som det kaldes herovre. Mere specifikt var det en beretning fra området omkring Kentish Town og Camden, som, ifølge twitter, var i 'oprør' den aften. Det interessante ved reportagen var dens beskrivelse af, hvordan butikkerne langs hovedgaden var smadrede og at der var tydelige tegn på tyveri. Det beskrives, hvordan der udenfor diverse telefon butikker lå åbnede mobiltelefonpakker m.v. på fortovet og hvordan supermarkedernes vinduer var smadrede og at der havde været efterfølgende indbrud.

Mig bekendt, var oprørets hovedårsag det engelske politi's drab på en civil. Det kan derfor umiddelbart synes som om oprørerne sender et lidt skizofrent signal, når de gennem oprør vil signalere deres utilfredshed med dette, samtidig med at de udnytter muligheden for, i ly af oprøret, at tilrane sig mobiltelefoner og andet. Det kan endda synes useriøst. Men som det også er blevet pointeret af både engelske og danske aviser, så har dette meget voldsomme svar på politiets handling været på vej længe. Det kunne være blevet katalyseret af alt muligt andet, netop fordi det også bunder i noget andet og mere fundamentalt, nemlig den engelske lavere middelklasse og arbejderklasses utilfredshed med det engelske 'velfærdssystem', som, føler de, hindrer dem i at forbedre deres kår og generelt ikke hjælper dem særligt meget. En kronikør i The Evening Standard (jeg ved det godt; det er bare en gratisavis, men det er den mest læste i England, og den, der er nemmest at komme i nærheden af) formulerede det på denne måde; ”People only care about behaviour if they have something to lose.” Tyveri og rov kan meget vel læses som et tegn på, at den engelske arbejderklasse i forvejen føler sig sat udenfor samfundet, og derfor heller ikke føler, at den skylder det noget.

Emily og Tom, som vi bor sammen med, forklarede mig en aften om den immobilitet som det engelske samfundssystem indbefatter og opretholder, specielt i forhold til uddannelse. Som bekendt koster det i England penge at gå i skole og tage en uddannelse. Fattige børn må gå på de billigste og dårligste skoler og rige børn kan gå på de dyre og gode skoler. Samtidig kræver de mest attraktive længerevarende uddannelser, som f.eks. lægevidenskab, at man har haft undervisning i f.eks. latin for at man kan blive optaget. Latin, græsk m.v. udbydes kun på få, meget dyre, skoler i England og det bliver derfor meget hurtigt kun børn af rige forældre, der kan komme ind på attraktive uddannelser, der samtidig er de bedst betalte, på arbejdsmarkedet.

Denne immobilitet er en af årsagerne til arbejderklassens vrede. En vrede der har eksisteret længe. Og hvordan håndterer den engelske regering så dette sommerlige vink med en vognstang om, at noget må ændres? Den har svaret med meget, meget, strenge straffe ikke kun til oprørerne, men også deres forældre, skriver førnævnte kronik i The Evening Standard; ”So many of the political responses that have been floated by the Government since the summer are about additional punishment and retribution, like the removal of benefits or housing from rioters and their parents.” Derudover er der blevet nedsat en kommission, eller et panel, der skal undersøge, hvordan oprøret kunne forekomme. (man har næsten lyst til at sætte det i gåseøjne.) Dette kommer til bl.a. at foregå ved offentlige møder i hhv. Ealing, Camden, Croydon, Harrow og Tottenham, hvor vidner og ofre til oprøret kan møde op. Derudover udspørger panelet de anholdte oprørere om deres motivation. Darra Singh, formanden for panelet, udtalte til The Evening Standard, at det var for tidligt at drage konklusioner, men at ”we know from early findings that a lack of opportunity is seen by some, particularly the young, as an important issue in London.” Ja mildest talt. En noget vag udtalelse, der meget fint understreger den engelske regerings tilsyneladende uforstående og mystificerede holdning overfor oprøret.

At regeringen står uforstående overfor oprørets fundamentale årsag, forhindrer dem ikke i at uddele strenge straffe til de anholdte. Som eksempel kan nævnes to unge mænd, der fængsles fordi de har opfordret til oprør på facebook (i deres tilfælde blev oprøret ikke engang til noget) og en kvinde, der har fået en straf på 13 måneder for at stjæle et fjernsyn. Den stramme stil føres af The Lord Chief Justice Lord Judge. The Lord Chief Justice er den højeste instans i det engelske retssystem og ”Lord Judge” er titlen og navnet på den nuværende mand, der besidder denne post. Hans families efternavn er, tilfældigvis og pudsigt nok, Judge. Det er altså ikke en underlig joke. Selv WikiPedia nævner det;

The current Lord Chief Justice is Lord Judge, who took over the role on 1 October 2008 following the promotion of Lord Phillips to the position of Senior Law Lord. In Lord Judge's case, Judge is his family's coincidental surname, not an affectation or title.

Her ser I ham: 

Hvorom alt er, så har Lord Judge udtalt, at ”Those who deliberately participate in disturbances of this magnitude causing injury, damage and fear to even the most stout-hearted of citizens, and who individually commit further crimes during the course of the riots, are committing aggravated crimes. They must be punished accordingly and the sentences should be designed to deter others.”

(I parentes bemærket, minder denne udtalelse mig om en tekst af Cesar de Beccaria som jeg lige har læst ifm. undervisning. Han skrev i 1788, at afstraffelse kun gav mening, hvis det kunne afskrække folk fra at begå forbrydelser i fremtiden. Til dette formål virkede offentlig hængning rigtig godt, mente han.) Elsker desuden også ordvalget ”stout-hearted.”

Efter forbrydelse følger straf, selvfølgelig, men straffen skal uddeles på grundlag af forbrydelsen – ikke for at udstille et skræmmeeksempel.

Desuden er denne diskussion stadig kun det overfladiske aspekt af hele problemet. Alle anholdelserne og de strenge straffe kommer ikke ind til kernen og de kommer ikke til at løse problemet, tværtimod er nærmest som at hælde benzin på bålet. Det sidste jeg læste om regeringens holdning til oprøret og deres løsningsforslag var d. 20 oktober. Det var en udtalelse fra en vis Eric Pickles (Communities Secretary, har i efterveerne fra oprøret fået ansvaret for at få ændret forholdene for 120.000 ”problemfamilier”. Det må antages at det er indenfor London området.) Hårdtarbejdende familier må aldrig igen blive efterladt bange i deres senge, har han udtalt. Han har også lovet en robust tilgang til problemet og nøgleordene er empati og forståelse samt (min oversættelse) ”en dosis 'nu bliver I nødt til at stoppe med det der'.” Han vil skabe rollemodeller i lokalsamfundene, lære arbejderklassefamilierne at få deres børn ud af døren om morgenen og lære dem værdien af en hård dags arbejde, hvilket han ikke mener de ejer. Dette udtaler han på det grundlag, at der alene i Tottenham eksisterer mange jobopslag. Derudover mener han, at folk skal lære at bruge deres fantasi. Afslutningsvist får The Evening Standard's interview også lige flettet ind, at Pickles er en meget omfangsrig mand, kendt blandt kollegerne som ”Dommeren”, samt at han er operakender og ivrig ornitolog. Og så er han Tin Tin fan. Pickles afsluttende kommentar til de folk, der har forsøgt sig med at stjæle sig til ting under oprøret er: ”There will continue to be arrests as people go through the CCTV. We are still looking at you and that plasma screen that you have been enjoying for the past few months is going to be responsible for you being caught.” sådan.

Min personlige kommentar til alt dette må være, at jeg er forbavset over at regeringen føler at de kan tillade sig at opføre sig så arrogant overfor så stor en del af den engelske befolkning og at netop den holdning som de har vist udadtil, understreger, og samtidig undgår, hele problemets kerne. Udtalelserne fra regeringen lover ikke mange løsningsforslag, og indrømmer ikke, at det er samfundsstrukturen, der burde ændres og ikke folket. Samtidig viser udtalelserne med deres arrogance og overlegenhed tydeligt, hvordan dette problem kunne komme så vidt. Samtidig må jeg indrømme, at jeg er stor fan af fredelige oprørsformer (som f.eks. den vi oplever lige nu i Westminster, mod kapitalismen) og mener, at man ikke forbedrer sin sag så meget som man forværrer den ved at smadre butikker, vinduer og sætte ild til ting.

I får en opdatering, når jeg har været til det offentlige møde i Tottenham d. 3 november!

Kærligst, Tanne

ps. jeg er noob mht. politiske skrifter. giv gerne feedback!